KFS’ hovedkontor flyttes fra Ødsted til MF-bygning i Århus

Menighedsfakultetet på Katrinebjergvej 75, Aarhus N har gang i et byggeri i baghaven, som skal indeholde flere erhvervslokaler. Her skal både KFS og Kristelig Handicapforening fremover have kontorer.

I Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) har bestyrelsen efter mange overvejelser vedtaget, at man fra sommeren 2023 rykker KFS’ hovedkontor fra Ødsted til Aarhus, hvis alt går som planlagt.

For KFS er det en historisk beslutning, efter at man i 14 gode år har fået lov til at have kontorlokale i Ødsted, hvor de har delt bygning med KFS’ Ledertræningscenter (LTC). Det er planen, at de skal flytte ind på ’Studenterstrøget’ i det spændende nybyggeri, som Menighedsfakultetet i Aarhus tog de første spadestik til i starten af februar.

– Vi har haft 14 rigtig gode år i Ødsted, men det naturlige for en studenterorganisation må være, at hovedkontoret og de ansatte er i umiddelbar nærhed af dem, de er sat i verden for at tjene: de studerende, fastslår KFS’ bestyrelsesformand Per Ladekjær. Han fortsætter:

– Det giver mening at have hovedkontoret for KFS der, hvor de studerende er, siger formand Per Ladekjær om flytningen til Aarhus.

”Med en placering midt på Studenterstrøget i Aarhus bliver de nye lokaler ikke bare et administrativt hovedkontor, men en aktiv del af et levende studentermiljø. Det, tror vi, kan være med til at skabe et nyt og spændende samspil mellem KFS’ hovedkontor og KFS’erne.”

Man kan læse mere om flytningen på: https://kfs.dk/organisation/kfs-kontoret-rykker-til-aarhus-fra-sommeren-2023/