Kristne konvertitter frifundet i Iran

- Husmenigheder er ikke ulovlige, og kristne er lovlydige borgere, fastholdt dommerne.

De ni kristne er: Mohammad Vafadar, Kamal Naamanian, Hossein Kadivar, Behnam Akhlaghi, Abdolreza (Matthias) Ali-Haghnejad, Shahrooz Eslamdoust, Khalil Dehghanpour, Babak Hosseinzadeh og Mehdi Khatibi.

En iransk appelret har i en skelsættende afgørelse frifundet ni kristne konvertitter for ”handlinger imod den nationale sikkerhed”. De ni var idømt fem års fængsel for at have været med i husmenigheder, oplyser Open Doors USA.

Menneskerettighedsorganisationen Article 18 skriver, at Teherans appelret med kendelsen havde fulgt en henstilling fra republikkens højesteret om en revision af sagen. Henstillingen fra november gjaldt vurderingen af konvertitternes påståede handlinger mod den nationale sikkerhed, samt for at have ”fremmet zionistisk kristendom”.

Dommerne Seyed Ali Asghar Kamali og Akbar Johari fandt ”utilstrækkelige beviser” for anklagerne og argumenterede for, at kristne oplæres i at leve i ”lydighed, underordne sig og støtte myndighederne”. Hermed anvendte de princippet om at lade tvivlen komme de anklagede til gode. De argumenterede også for mildhed i retssager ud fra islamiske talemåder. Nu håber andre konvertitter i Irans husmenigheder at dommen vil danne præcedens.

De kristne blev løsladt efter afgørelsen, men en af dem er allerede tilbage i fængslet, mens to andre har fået nye sigtelser. Alligevel er det en vigtig afgørelse, fastslår Mansour Borji fra Article18:

”Afgørelsen ligner ikke andre af sin type, som jeg før har set, for dommerne er gået meget langt for at forklare deres afgørelse; de har opremset ni forskellige grunde baseret på forfatningen, retsprincipper, lovbestemmelser og islamisk tradition. Dommerne har underkendt retsgrundlaget for den oprindelige dom, der har sendt nogle af disse kristne i fængsel i over to og et halvt år. Men mindst et dusin andre, inklusive en af disse ni, er stadig i fængsel eller påtvunget internt eksil på grund af domme i lignende sager.”

Ifølge Open Doors har det siden 2005 været forbudt kristne med muslimsk baggrund at samles til gudstjeneste. Overtrædelse af forbuddet har kunnet koste dem op til 10 års fængsel.