En verden til forskel på flygtninge

Af Jenis av Rana Færøsk læge og politiker. Udenrigs-, undervisnings- og kulturminister for Færøerne.

På Færøerne har vi ikke tidligere taget imod flygtninge. Men i forbindelse med Ruslands krig mod Ukraine besluttede landsstyret for første gang at åbne dørene for de nødstedte. Derved får vi også de nødvendige erfaringer.

Der viser sig at være mange aspekter at tage hensyn til. Nogle af sagsområderne er under dansk kontrol og på områder, hvor Færøerne har fuldt kontrol, mangler grundlæggende love.

Så vi har haft travlt med at lave nye love, som giver os mulighed for at sætte sanktioner i værk, men også love, som giver flygtninge rettigheder, mens de er på Færøerne. Sociale rettigheder, ret til skolegang, lægebehandling m.m. Mest betydningsfulde er de love, som definerer disse nødstedte som flygtninge, og giver dem ret til at opholde sig på Færøerne i mere end de 3 måneder, som en turist kan opholde sig på øerne.

Og det er ikke en ret, som går let og smertefrit igennem det politiske system. På grund af vores tilhørsforhold i rigsfællesskabet afgøres retten til ophold som flygtning sammen med det danske lovgivningssystem. En ansøgning om status som flygtning må derfor igennem møjsommelige, krævende og lange procedurer.

Færøske og danske myndigheder kræver dokumentationer og foretager undersøgelser på områder, som du næppe havde forestillet dig skulle blotlægges. Og til sidst, efter dage, uger eller måneder, kan du endda risikere at få et kategorisk nej til din ansøgning om ophold.

En dag for mange år siden blev der afholdt krisemøde i Himmelen. Faderen, Sønnen og den øverste af alle rådgivere skulle tage stilling til, om mennesker igen skulle have mulighed for at betræde det Himmelske. Ikke fordi nogen havde søgt om visa eller om at blive modtaget som flygtning, nej, det var Faderens hjerte, som længtes efter igen at kunne møde sine børn, omfavne dem og stille sig og Himmelens rigdom til rådighed for sit barn.

Men alle love talte imod! Love, som ikke kunne omstødes af andre love! Alle tre vidste, at der kun fandtes en udvej. Faderens eneste søn måtte dø. Kun det formåede at åbne Himmelens dør igen. Han påtog sig opgaven, Han døde på korset, derfor kan du og jeg smertefrit opnå borgerskab i Himlen i dag.

Har du sagt tak til Jesus for dette ufattelige offer? Det er ikke for sent, Hans personlige tilbud står stadigvæk åbent, mens du læser disse linjer. Du behøves ikke at skrive en ansøgning, din enkle bøn om hjælp er nok!