Sofia var invalideret af tørre øjne

Lægerne kunne ikke finde den rette diagnose og behandling – men Sofia fik et møde med Gud og et nyt syn på sit liv.

– I dag har jeg meget bedre. Jeg tror på, at jeg bliver helt rask, og jeg vil gerne fortælle andre, at der er håb for alle, der lever i mørket, fortæller Sofia, som her ses ved siden af pastor Henrik Ølholm.

– Gud rakte mig hånden i mit livs mørkeste øjeblik, og jeg fik et levende håb, som overvandt “det mørke monster”, fortæller Sofia Frøkjær, der kom til Danmark i 2003. Hun fortæller her om sin svære tid med sygdom, fejldiagnoser, fejlbehandlinger og frygt.

– Midt i november 2020 led jeg meget. Jeg havde en brændende smerte i øjnene og tør mund. Jeg havde det alt andet end godt, men jeg fortsatte alligevel med at arbejde. Lægen tog blodprøver, og der var intet at bemærke. Men det hele blev bare værre; jeg kunne ikke koncentrere mig om mit arbejde, og heller ikke gøre noget derhjemme. En kollega foreslog så, at jeg fik en sygemelding, og chefen gik med til det.

Øjenlægerne fandt intet

Den 7. Januar 2021 besøgte jeg en øjenlæge i Nykøbing. Han gav mig bare dråber mod tørre øjne. Men det hjalp ikke.
Mine symptomer blev værre og værre. Den 25. januar opsøgte jeg en anden øjenlæge, som sagde præcis det samme. Han ville give mig medicin for en infektion, selv om han ikke var sikker på, om det var problemet.

Jeg fik det værre og værre, men lægen ville ikke gøre mere. Øjenlægerne havde jo ikke fundet noget, og blodprøverne viste intet. Men hun ville gerne snakke med mig, fordi hun mente, at jeg havde psykiske problemer.

Det hele blev bare værre, og jeg var ved at blive desperat af frygt og bekymringer. Den 19. februar gik min mand med mig til skadestuen. Nu kunne jeg ikke engang åbne øjnene. Jeg holdt dem lukket, fordi den brændende smerte og lysfølsomheden kom ved hvert eneste blink.
Nu kontaktede lægen straks en specialist i Aalborg.

’Lav tåreproduktion’

Den 20. februar tog vi til Aalborg Hospital, hvor de gav mig diagnosen “kronisk tørre øjne”. Specialisten mente, at jeg led af for lav tåreproduktion. Ja, det var jo ligesom problemet. Min mand hjalp mig med at ringe til chefen den 21. februar. Jeg kunne ikke åbne øjnene for smerter. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, ud over, at jeg stadig var syg, så jeg ikke kunne sidde ved computeren. Jeg var bange for at miste mit arbejde.

To muligheder

Jeg husker, at min søster ringede for at fortælle, at hendes mand var død af corona. Han efterlod to børn. Også min søster var meget syg med corona. Alt var mørke og kaos. Jeg kunne ikke sove. Bekymringerne rev i mig, og jeg var meget bange for at miste min søster.

Men jeg havde to muligheder: enten at blive vred på Gud eller stole på ham. Jeg spurgte mig selv: “Hvorfor skal det nu ske for mig, jeg har tjent Gud i mange år, og hvorfor lige mig?” Jeg valgte dog at stole på Gud. Mange af hans apostle og profeter har oplevet lidelser, men de så Guds herlighed.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg besluttede at søge Gud af hele mit hjerte og lytte til hans ord. Jeg hørte lovsangsmusik fra morgen til aften. Guds ord er mægtigt, og Han er det levende håb. Min tro blev stærkere, og Gud begyndte at arbejde i mit liv på en helt særlig måde.

Frygten forsvandt

En dag hørte jeg en stærk prædiken om “Det simple liv”. Gud talte direkte til mig gennem denne prædiken, og frygten og bekymringerne forsvandt. Jeg følte mig fri, og Guds lys skinnede i mørket. Siden da har jeg kunnet sove roligt – og min søster overlevede. Hver dag må jeg tage Guds fulde rustning på ved at bede og lytte til Hans ord. For der var også andre problemer ud over min sygdom.

Forsikringsselskabet ville have mig tilbage på arbejde, og de endte med at stoppe mine sygedagpenge. De forstod det ikke, når jeg prøvede at forklare dem om min svære situation, og at behandlingerne ikke var effektive nok. Det var trist, men jeg var allerede blevet stærk. Jeg var ikke længere bange for at miste alt det, jeg fik gennem forsikringen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg valgte at gå ud af systemet, selv om min mand lovede at overtage sagen for mig. Min chef ventede stadig på mig, men det gik alt for langsomt fremad med mit helbred.

Behov for særlig medicin

Nogle læger i Spanien fortalte mig, at de har en effektiv behandling mod tørre øjne. Man kan have fire niveauer af tørhed i øjnene, og de mente, at jeg havde niveau 3, som er en ”alvorlig tørhed”.

Jeg havde brug for en effektiv behandling med blodafledte øjendråber, som fremstilles af patientens eget blod, samt ciclospirin og andre dråber uden konserveringsmidler. Disse dråber bruges til regenerering af væv og celler, som er ødelagt af tørhed. Behandlingen, som bruges til patienter med tørhedsniveau 3 eller 4, ville vare 7-8 måneder.

Gud sagde igen og igen:
’Jeg har en plan med dig.
Nedskriv din historie,
for mange vandrer i mørket uden håb’.

Dyr behandlingsform

I maj 2021 diskuterede min mand og jeg denne behandling med øjenspecialisten i Aalborg. Specialisten fortalte, at man for at få behandling med “blodserum” skal have revner og sår i øjnene som følge af ekstrem tørhed. Kun patienter på niveau 4 kan få denne behandling, fordi den er meget dyr. Man kan ikke købe ydelsen som privatperson, og den tilbydes ikke på privatklinikker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg forklarede specialisten, at arbejdspladsen venter på mig, vi har et hus og hjemmeboende børn. Jeg havde ret til den bedste behandling, mente jeg. Men de ville ikke høre på mig!

I juni blev jeg overført til et hospital i Aarhus, hvor man prøvede nogle billige behandlinger, men de var ikke effektive. Den 27. august valgte de så som sidste udvej at give mig blodserum, men den kom fra donorer, ikke fra mit eget blod. Jeg bad Gud om, at alt måtte gå godt. Man regnede med, at der ville være en forbedring efter to uger. Men desværre skete der ikke noget.

Lægen sagde, at jeg ikke ville få et normalt liv. Men jeg troede ikke på ham. Jeg følte, at Gud talte til mig og sagde: ”Jeg er Verdens Lys. Kom til mig, jeg vil ikke slippe dig. Du vil ikke falde igen, for jeg er med dig.”

Nyt forsøg på udredning

Den 9. september 2021 besluttede øjenspecialisten at lave en biopsi for at finde ud af, om jeg har Sjögrens syndrom. Lægen skar fem dele af min underlæbe, min mund var hævet, og jeg kunne ikke tygge. Den 15. september ringede specialisten og fortalte, at det ikke var lykkedes.

De ville derfor igen skære fem dele af min læbe. Jeg blev meget ked af det og græd meget. Min mund var hævet, og jeg havde problemer med øjnene. Specialisten undskyldte straks for fejlen. Jeg tænkte ved mig selv: Det, der sker for mig, er ikke normalt. Men der måtte være en mening med det, og jeg spurgte Gud hvorfor. Alligevel var jeg ikke vred, for det er let for mig både at tilgive dem, der ikke lytter til mig, og dem, der begår fejl.

Jeg er højt elsket

Jeg ønskede ikke at klage over lægerne. Jeg havde fred og glæde, fordi jeg forstod mere af den korsfæstelse, Jesus gennemlevede for vores synder. Hans kærlighed var fuldkommen, og jeg følte mig højt elsket.

Britiske Wayne Simmonds forudsagde i 2020, at Sofia skulle opleve Guds herlighed.

Hver dag knælede jeg i bøn for Gud. Jeg talte i tunger som aldrig før, og jeg følte, at Helligånden sagde til mig: ’Jeg har en plan med dig’.
Pludselig huskede jeg den dag, da jeg deltog i Sommer-shine i juli 2020 i Omega-kirken. Da profetede pastor Wayne Simmonds fra England om det, der ville ske i mit liv. Jeg så, at han græd, da han fortalte mig, at jeg ville se ”Guds herlighed”.

Et nyt syn på mit liv

Jeg sagde til mig selv: Jeg har et godt job, et nyt hus og en skøn familie. Dørene stod åbne for mig i det danske system. Jeg kunne læse og få en karriere. Mit fokus var på alt det, jeg kunne få i et system, som tilbød mig tusindvis af muligheder. Men netop nu kan jeg identificere mig med de mange ukrainere, som har forladt deres land og mistet deres arbejde; kvinder med børn, som krydser grænser, mens manden bliver hjemme for at kæmpe i krigen.

Det er en mørk tid, som kan give traumer, frygt og depressioner; selv ikke den allerbedste læge kan hjælpe os mod frygt og bekymringer.
Bibelen fortæller om Josef, der bliver solgt af sine brødre og ender som slave i Egypten. Men Josef stolede på Gud og gjorde det, der var rigtigt i Guds øjne. Guds herlighed viste sig gennem Josef, for han havde et levende håb.

Gud er min psykolog

Den 29. dec. 2021 gik jeg til læge for at få lavet en sygeerklæring til chefen. Lægen tilbød en henvisning til en psykolog, og jeg fik en aftale den 5. maj. Den 10. februar 2022 talte jeg med lægen om min tro på Gud og det, han gør under min sygdom. Hun stillede mig de spørgsmål, en psykolog ville stille – og konkluderede, at jeg ikke har brug for en psykolog, så jeg kunne aflyse aftalen.

Det var fantastisk. Jeg sagde til Gud: ’Du er min psykolog, og jeg behøver dig hvert minut’.

Mange har brug for håb

Jeg har mange gange hørt Guds stemme sige: ’Jeg er verdens lys’, ’Sandheden skal sætte dig fri’, og ’Den, der følger mig, skal ikke vandre i mørket’. Jeg følte Guds nærhed mere og mere. Gud sagde igen og igen: ’Jeg har en plan med dig. Nedskriv din historie, for mange vandrer i mørket uden håb’.

Jeg følte fred og begyndte at skrive mit vidnedsbyrd. Det er et mirakel, at jeg fra marts 2022 har kunnet skrive 6-8 linjer om dagen. Før kunne jeg ikke skrive så meget som et ord, og min mand måtte besvare mine sms’er og emails. Mine øjenproblemer er blevet mindre. Det er også et mirakel, at jeg kan handle i supermarkedet igen. Og snart skal jeg igen møde mine kolleger og hilse på dem. Jeg har givet Gud kontrollen med mit liv, og hans planer er perfekte.

Den 6. marts tog min familie og jeg i Omegakirken. Det var en meget velsignet dag og en overraskelse for min pastor Henrik Ølholm. Gud bekræftede for mig, at Omega skal være min kirke, og også min mand er blevet medlem. Jeg ønsker bare at adlyde Guds kald og ære ham, fordi han har givet mig mit liv tilbage, gjort mig fri fra frygt og bekymringer og været et lys for mig i de mørkeste dage af mit liv.

Min historie er ikke afsluttet, men det har været en god start. Jeg har drømt og set visioner af, at der venter mig noget stort, og mange vil blive døbt med Helligånden.

Sofia kommer fra Peru og flyttede til Danmark i 2003. Hun mødte sin mand i 2006, de blev gift i en pinsekirke og har tre børn i alderen 11-15 år. Desværre mistede hun sit arbejde som sagsbehandler i Gældsstyrelsen på grund af sit sygdomsforløb.