Verdenskendt eks-fange taler på Himmelske Dage

Kirkefestivalen Himmelske Dage 2022 foregår i Roskilde den 26.-29. maj.

Himmelske Dage foregår i Roskilde i Himmelfartsferien. Foto: ”Himmelske Dage 2022”.

Så er det igen blevet tid til kirkefestivalen ”Himmelske Dage”, som i år finder sted i Roskilde. Der er tale om 4 dage med foredrag, koncerter, gudstjenester og mange andre oplevelser for børn, unge, voksne og ældre. I alt vil der være over 400 events på festivalen, som afholdes i dagene 26-29. maj 2022.

Åbenhed om tro

Himmelske Dage er et samarbejde mellem forskellige kristne kirker, organisationer og foreninger. Formålet med festivalen er at skabe rum og fællesskab for mennesker, der spørger efter kristen tro. Men man ønsker også at samle kristne og styrke dem i troen og opmuntre til, at de som kirke tager ansvar.

Det er altså ikke kun en festival for troende, men for alle, som er nysgerrige på tro. På Himmelske Dage er der rig mulighed for at deltage i de mange forskellige arrangementer og være nysgerrig på andre kirkesamfund og lytte til oplæg, koncerter, foredrag og deltage i gudstjenester.

Pakistanske Asia Bibi, der tilbragte otte år på dødsgangen for blasfemi, taler ved den økumeniske gudstjeneste fredag d. 27. maj kl. 20 i Roskilde Domkirke.

Asia Bibi

En af talerne på festivalen er Asia Bibi fra Pakistan, som i 2010 blev idømt dødsstraf for at overtræde Pakistans hårde blasfemilove. Anklagen lød, at hun skulle have fremsat nedsættende bemærkninger om profeten Muhammed.

Sagen påkaldte sig i de følgende år megen omtale i medierne i både Pakistan og udlandet, og hun blev et billede på de flere hundrede mennesker, der er blevet idømt strenge straffe for blasfemi i Pakistan. Hun ankede dødsdommen, og i oktober 2018 blev hun frikendt ved Pakistans Højesteret.

Frifindelsen medførte så voldsomme protester, at sagen på ny kom op i den øverste domstol i januar 2019, hvor frifindelsen blev stadfæstet. Nogle måneder senere fik hun opholdstilladelse i Canada, hvor hun nu bor med sin familie. Også forsvarsadvokaten Saiful Malook modtog dødstrusler på grund af Asia Bibi-sagen, så han måtte flygte ud af Pakistan i 2018.

Anklaget for blasfemi

Sagen mod den dengang 38-årige Asia Bibi går tilbage til juni 2009, hvor hendes naboer i landsbyen Ittanwala i Punjab-provinsen beskyldte hende for at have fremsat nedsættende bemærkninger om profeten Muhammed under et skænderi, der opstod, da kvinderne var ude på en mark for at plukke frugt.

Fem dage senere spredte en lokal moské påstande om, at Asia Bibi havde handlet blasfemisk, og en gruppe mennesker samlede sig ved hendes hjem, trængte ind i boligen og slæbte hende udenfor, hvor de tævede hende – inden politiet, der havde overværet optøjerne, arresterede hende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Et år senere blev hun idømt dødsstraf, selv om hun afviste alle anklager – og på trods stærk modstand fra nationale og internationale menneskeretsgrupper. Flere af Asia Bibis familiemedlemmer besøger Danmark sammen med hende. Ifølge tidligere biskop Karsten Nissen, der er formand for tænketanken for Forfulgte Kristne, har man fået grønt lys fra PET i forbindelse med Asia Bibis besøg i Danmark. PET vurderer altså, at der ikke er tale om en særlig sikkerhedsrisiko.

Program

Du kan læse mere om himmelske dage på www.himmelskedage.dk. Her er det også muligt at studere det store program nærmere. Man kan også købe armbånd til deltagelse i hele festivalen eller til enkelte dage. på hjemmesiden. Sidst der var himmelske dage, var i Viborg 2019, og det blev en kæmpe succes. Man håber på en lige så stor succes og opbakning omkring festivalen i år også.

Pakistans blasfemilove

Pakistan tegnede sig for mere end hver fjerde blasfemidom, der blev afsagt i perioden 2014-2018. Selv om kristne og andre religiøse mindretal kun udgør ca. 4 procent af befolkningen, er omkring halvdelen af blasfemisagerne rettet mod personer fra religiøse mindretal.
I 2014-2018 blev der afsagt 184 domme for overtrædelse af Pakistans blasfemilove. Det svarer til 27 % af de 674 blasfemidomme, der indgår i en undersøgelse om sager i 41 lande.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rapporten blev udgivet af USA’s Kommission for International Religionsfrihed (USCIRF) i december 2020, og den viser, at der var næstflest sager i Iran (96). Derefter følger Rusland (58), Indien (51), Egypten (44) og Indonesien (39). I 2019 blev mindst 84 personer fængslet på grundlag af anklager om blasfemi. Mindst 29 blev idømt dødsstraf. Blandt de 84 fængslede var 31 kristne, 16 ahmadiyya-muslimer og 5 hinduer.