Torino-klædet er plettet af blod fra et torturoffer
Forskere med vidt forskellige specialer har studeret ligklædet.
Mikroskopiske partikler i klædet har registreret et sceneri med store lidelser, før offeret døde, konkluderede italienske forskere i 2017.
– Linnedklædet i Torino indeholder nogle mikroskopiske partikler (nanopartikler), som ikke findes i blodet hos raske mennesker, forklarede Elvio Carliono fra Institute of Crystallography i Bari. Partiklerne ”har registreret et sceneri med store lidelser, hvor offeret blev indhyllet i ligklædet”. Den mand, der blev svøbt i Torinoklædet led en voldsom død, fastslog forskerne.
Professor Giulio Fanti fra University of Padua forklarer, at partiklerne viser et stort indhold af kreatinin og ferritin, som forekommer hos patienter, der har været udsat for store voldelige traumer som fx tortur.
Ikke menneskeskabt
I 1988 konkluderede en gruppe forskere på baggrund af en C-14-analyse, at det ikke kunne være Jesu ligklæde, fordi de havde analyseret sig frem til, at selve linnedstoffet stammede fra Middelalderen.
Senere viste det sig, at det stykke stof, som disse forskere havde undersøgt, stammer fra en dygtigt udført lapning efter en brandskade. Og de biologiske nanopartikler, som er blevet fundet under de seneste undersøgelser, kan ikke være noget menneskeskabt, som fx kunne være malet på klædet, fastslog Fanti.
Hvem var i ligklædet?
For professor Fanti og mange kristne verden over er der ingen tvivl om, at Torinoklædet har været svøbt omkring Jesu døde krop efter korsfæstelsen. Professor Carlino derimod vil ikke udtale sig om, hvem den torturerede mand har været. Han har dog sagt til CBN News:
– Dette blodserum fortæller os, at personen led, før han døde. Det betyder, at Torinoklædet ikke er et falsum… Det er afgjort et ligklæde, som har været svøbt om en tortureret mand. Undersøgelsen, som blev offentliggjort i 2017, blev foretaget af Instituo Officia dei Materiali i Trieste og Institute of Crystallography i Bari, samt University of Padua’s Department of Industrial Engineering.