90-årig kardinal arresteret i Kina for ’udenlandske forbindelser’

Hong Kong’s nationale sikkerhedspoliti arresterede den 11. maj kardinal Joseph Zen, en af de højest rangerende katolske gejstlige i Asien. Også fire andre personer, som har været medarbejdere i en nu forbudt humanitær organisation, blev arresteret sammen med kardinalen, skriver Premier Christian News.

Ifølge Reuters blev den 90-årige Zen anholdt sammen med senior-advokat Margaret Ng, (74), aktivist og pop-sanger Denise Ho, tidligere politiker Cyd Ho og akademikeren Hui Po-keung. Kardinal Zen har i årevis været fortaler for demokrati både i Hong Kong og Kina, især siden præsident Xi Jinping kom til magten i Kina i 2012.

De fem arresterede var bestyrelsesmedlemmer i ”612 Humanitarian Relief Fund”, som blandt andet har hjulpet deltagerne i de pro-demokratiske demonstrationer mod Kina i 2019 ved at betale deres udgifter til advokater og lægehjælp. ”612 Humanitarian Relief Fund” blev droppet sidste år, hvor politiet i september startede en undersøgelse af påståede overtrædelser af den nationale sikkerhedslov, som blev indført af Beijing i juni 2020.

Hui, som har været professor i kulturstudier ved Lingnan University, har i sin tid undervist eksil-aktivisten Nathan Law. Og denne har ikke meget tilovers for det kinesiske retssystem. ”Hvis man ønsker at straffe nogen, kan man altid finde en undskyldning,” skrev Nathan Law på Facebook efter Huis arrestation.

Hong Kongs katolske stift har udtrykt ”ekstrem bekymring” for den gamle kardinals helbred og sikkerhed efter arrestationen.
“Vi anmoder indtrængende Hong Kongs politi og de retslige myndigheder om at behandle Kardnal Zen’s sag med retfærdighed,” lyder opfordringen fra stiftet ifølge Christian Post.