Fuldt hus da Huset i Knabrostræde fyldte 50

Næsten 100 var med til at fejre 50 års-jubilæet for Huset i Knabrostræde.

– I erhvervslivet taler man om en rugemaskine, på engelsk en ”Incubator” for iværksætteri. Huset i Knabrostræde blev en sådan rugemaskine for vækkelsen i 1970erne, for evangeliets udbredelse i Danmark og ud over Danmarks grænser.

Det fortæller Jørgen Vium Olesen fra fejringen af Husets 50 års jubilæum den 21. maj.

– I bestyrelsen taler vi ofte om den særlige velsignelse, der har været over Huset. I begyndelsen af 1970’erne var der en lille vækkelse i København / Danmark.

Johny Noer rejste rundt i Europa og forkyndte de gode nyheder og endte i Israel.

Johannes Facius blev leder af bønnebevægelsen International Intercessors og bosatte sig i Tyskland og oplevede stor respekt som taler og forfatter.

Steen og Else startede Kirken på Havnen. De startede Salmodi-skoler i Danmark, ja, og nåede helt til Kina.

Der startede kaffebarer på Nørrebro, Vesterbro og Christiania, hvor der stadig er en kirke.

Ove Stage var med til at starte Thomas Skolen.

Rene Hartzner startede Mission Øst, og hans søn Kim Hartzner forsætter de samme visioner.

Udfordringen startede i Huset, og Forlaget Scandinavia, som hvert år sælger hundredtusindvis af bøger i over 150 lande. Én børnebibel er solgt i 6 millioner eksemplarer, en anden i 3 millioner eksemplarer, på næsten 100 forskellige sprog.

Mange andre ting kunne sikkert nævnes, som vi ikke ved om, men som startede på grund af vækkelsen i 1970’erne.

Johny Noer var meget rørt, da han nævnte en ung franskmand, ”Guy”, som var en af de første af en gruppe unge franskmænd, der blev kristen i Huset. Han og hans kone var taget til København for at være sammen med os i lørdags.

Ove Stage havde skrevet et digt, som han læste op. Der var mange andre gode indlæg den eftermiddag i Huset i Knabrostræde.

Benjamin og Rebekka fra Ungdom med Opgave fortalte om deres 3 ugers tur rundt i Danmark, hvor de opmuntrede danske unge til at tage til Oslo den 25 juni, til et stort arrangement: ”The SEND” hvor 20.000 unge vil sende 60 team ud over jorden for at missionere og vinde mennesker for Guds Rige, fortæller Jørgen Vium.

– Nu overdrager vi Huset til Ungdom Med Opgave. Vi ældre ”Unge kristne” vil støtte dem, vi vil ikke stå i vejen for dem, da de sikkert vil gøre det anderledes, end vi gjorde det. Men vi vil forsætte med at bede for dem, at Gud vil gøre det igen, sende vækkelse.
Kaleb var 85 år, da han bad Josua om at få lov til at indtage Højsletten ved Hebron. Vi vil bede for et gennembrud for Ungdom med Opgave i Danmark, for vækkelse ind i Folkekirken og Indre Mission, at Gud vil gøre det igen, slutter Jørgen Vium Olesen.