Israels 74. nationaldag endte med terrorangreb

Tre fædre til ialt 16 børn mistede livet i en park i Elad på Israels Uafhængighedsdag.

For mange israelere startede Israels 74. uafhængighedsdag med hygge i parken. Her ses en etiopisk familie. Foto: Heljä Nordberg

Det blev en tragisk afslutning på Israels 74. uafhængighedsdag om aftenen den 5. maj. Terrorister bevæbnet med økser og knive dræbte tre mænd i en park i Elad. Tre personer blev alvorligt såret, mens to fik lettere skader.

Israels 74. uafhængighedsdag var som sædvanlig en stor festdag, hvor folk grillede i parkerne, præsidenten holdt møder, og der var bibelkonkurrencer for de unge. Men om aftenen var det øksedrabene i Elad, som dominerede nyhederne i Israel.

Festdag i parken

Udfordringen var ude i Sacherparken i Jerusalem for at lodde stemningen blandt folk.
Det var allerede eftermiddag, og skyggerne var blevet længere. Nogle var på vej hjem med deres ting og sager efter en lang dag i det fri. Men ikke alle.
Udfordringen mødte en etiopisk familie, som vist lige havde nydt deres middagsmad. Nu var kaffevandet i en afrikansk kande sat over ilden, og stemningen var meget god, da Udfordringen bad familien om tilladelse til at tage et billede af idyllen.
Velstanden i Israel er øget de seneste år. Kølediskene har større udvalg, at alt tyder på, at folk handler mere. Og efter det man kunne se i parkerne, var der rigeligt med kød på de tusind grillapparater.

Hvide og blå flag

Det, som altid præger en israelsk nationaldag, er de mange hvide og blå flag. På hustage, balkoner, biler og i folks hår ser man davidstjernen. Den er i det moderne Israel også et symbol på, at folket er tilbage i landet efter 2000 år i diasporaen.
Udfordringens rundtur endte i krydset Herzog-Hazaz. Ved solnedgang starter en ny dag i den jødiske verden, og den travle trafik var tilbage efter en festlig uafhængighedsdag.
Men festen endte om aftenen med nyheden om terrordrabene i Elad.

De tre dræbte er Boaz Gol (49) fra Elad, Oren Ben Yifta (35) fra Lod og Yonatan Havakuk (44), ligeledes fra Elad.

3 dræbt, mange efterladte

De tre dræbte er Yonatan Havakuk (44) og Boaz Gol (49) fra Elad, som begge efterlader fem børn. Oren Ben Yifta (35) fra Lod efterlader sig seks børn.
– Min mand kæmpede med stort heltemod og reddede mange liv. Det var lange minutter, som førte til, at folk kunne flygte. Gud velsigne dig, min elskede mand. Vi vil savne dig meget, sagde hustruen Linor Havakuk ifølge Times of Israel.
–Hvordan kunne jeg miste ham? Gud, hvorfor skete dette med os? Hvorfor fortjente vi dette? råbte Boaz Gols hustru Galit Gol, ifølge Ynetnews.

Politiet startede herefter en storstilet eftersøgning efter Sabhi abu Shakir og As’ad Alrafa’ani, som mistænkes for drabene i den ultraortodokse by ikke langt fra Petah Tikva.

Terrorbølge

I løbet af to måneder er 19 mennesker blevet dræbt i palæstinensiske terrorangreb. I samme periode er 27 palæstinensere blevet dræbt af israelske sikkerhedsstyrker, skrev Arutz 7.
–Vore fjender har startet en morderisk kampagne mod jøder, uanset hvor de er. Deres mål er at knække vor ånd, men det vil ikke lykkes for dem.
Vore hænder vil få fat i alle terrorister og dem, som støtter dem, og sørge for, at de betaler prisen, sagde statsminister Naftali Bennett ifølge en pressemeddelelse fra statsministerens kontor den 6. maj.

– Vi bekæmper i disse dage en terrorbølge. Tidligere var det busbomber, unge med knive, organiseret terror og angreb fra ensomme ulve.
Motivationen er den samme. De vil gøre vore liv her i vort hjemland Israel til et helvede, sagde Israels statsminister Naftali Bennett på De faldnes Dag den 4. maj, ifølge avisen Haaretz.


Artiklen fortsætter efter annoncen: