Ole Salomonsen blev reddet af unge fra Huset i Knabrostræde

– Da jeg ville forlade mit gamle bosted, som var et Yogi Ashram i Hellerup, for at gå ud til bilen, hvor to unge kristne fra Huset i Knabrostræde ventede, kunne jeg pludselig ikke bevæge kroppen. Jeg var som lammet…

– Til venstre for mig stod beboere, som jeg havde været sammen med i to år. Til højre for mig så jeg de to i bilen. Jeg så, at tårerne løb nedad kinderne på pigen i bilen. Senere blev jeg klar over, at hun havde bedt og kæmpet for mig i bøn.

Nu stod jeg som låst imellem de to, mens der åbenbart foregik en åndelig kamp om mig.
Pludselig lagde jeg mærke til, at en grå skikkelse forlod min krop og forsvandt henad fortorvet. Da det skete, kunne jeg igen bevæge mig frit. Nu kunne jeg gå hen til bilen.
Sådan fortæller Ole Salomonsen fra Trige ved Aarhus, om sin turbolente ungdom.

Det begyndte i Thy-lejren

– Jeg var vokset op i et skoleinspektør-hjem, hvor vi gik i kirke engang imellem. Jeg troede også selv på kristendommen, men jeg vidste ikke, at man kunne have et personligt forhold til Gud, husker Ole.

– Omkring 1970-71 besøgte jeg Thy-lejren. Jeg røg hash og tog LSD. Og jeg blev meget syg af det. Min storebror introducerede mig til den indiske mystik. Jeg læste blandt andet en selvbiografi af en indisk yogi. Og jeg faldt for hans religion, fordi han også havde nogle henvisninger til Bibelen.

– Jeg husker, at jeg sad i et telt og havde stærke syner. Jeg troede, at jeg havde levet i en milliard år. Jeg troede også, at min tvillingbror var en anden krop, som jeg ligesom kunne styre. Men i virkeligheden var det jo nok en falsk ånd, der kom ind i mig dengang, tænker Ole Salomonsen idag.

To år i et ashram

– Jeg flyttede nu ind i et Yogi Asram i Hellerup og tilbragte de næste to år med at meditere og lave øvelser i mange timer. Nogle gange stod vi op midt om natten for at dyrke yoga.
Vi havde en indisk swami (lærer/præst) i orange tøj, som ledte os ind i den indiske religion. Igennem det hele søgte jeg efter mening og Gud.
På en rejse i Italien tog jeg igen LSD. Jeg fik det ret dårligt, og da jeg kom hjem, ville jeg indvie mig til Swami.

Mødte de kristne

– Lige inden jeg skulle indvies, var jeg til en alternativ messe i København. Jeg var med i noget, som vi kaldte ”Rejsen til det indre univers”, hvor vi mediterede, og jeg spillede på tromme.
I pausen lagde jeg mærke til, at der stod nogle unge kristne. Det var et internationalt team fra Ungdom med Opgave (YWAM).
De spurgte mig, om jeg troede på Jesus, og det svarede jeg ja til. For jeg troede egentlig, at jeg troede på Gud. Jeg blandede det hele sammen.

– Der var en amerikansk pige med på teamet, som ville bede for mig. Hun inviterede mig med ind i et rum og bad nogle stærke bønner for mig. Jeg mærkede modstanden komme op i mig, og jeg lagde derfor hånden på hendes hånd for ligesom at stoppe hende.
”That’s not love,” sagde hun. Det er ikke kærlighed.
Det virkede altsammen meget stærkt på mig. Jeg kunne mærke, at de havde noget, jeg ikke havde.

Huset i Knabrostræde

– Jeg fulgte derfor med dem hen i Huset i Knabrostræde, hvor jeg boede nogle uger.
Jeg kunne mærke, at de virkelig var ledt af Guds ånd, men min psyke var smækforvirret. Jeg kunne slet ikke finde ud af mig selv.
Hver dag fik man et bibelvers, som man skulle prøve at huske den dag. Ikke engang det, kunne jeg finde ud af.
Der boede vel omkring 20 unge i Huset dengang. De fleste sov i soveposer.

– Efter en uges tid tog vi så ud til mit ashram for at hente mine ting. Mine bofæller forsøgte at overtale mig til at blive. De sagde, de elskede mig. Men jeg følte ikke, at det var kærlighed.
Jeg ville gerne tilbage med de kristne. Men på vej ud til bilen var det så, at jeg pludselig ikke kunne gå videre.
Men de unge kristnes bønner gjorde mig fri for den åndelige binding, som jeg ikke selv var klar over, at jeg havde. Da jeg så den grå skikkelse forlade min krop, begyndte jeg at forstå lidt af, hvad der skete.

– Hvor stor var den grå skikkelse?
– Den var på størrelse med mig. Jeg husker, at jeg tænkte: Det er min tvillingbror.

En sej kamp

– Efter nogen tid i Knabrostræde sendte de mig på Ungdom Med Opgaves daværende bibelskole i Vejen. Jeg havde derefter også en meget svær tid med psykiske problemer.
Det var for mig en meget forvirret tid, også selvom jeg havde inviteret Jesus ind. Jeg kunne ikke forstå, at det med de andre religioner ikke var godt.
Jeg havde derfor et år, hvor jeg snusede til andre religioner, som fx Jehovas Vidner og Christian Science. Jeg var også i kontakt med ”Guds børn”, der dengang var meget fremme. Jeg kan huske, at de slog ring om mig og sagde, at vi skulle bede sammen. Jeg begyndte da pludselig at tale i tunger.

– Jeg havde svært ved at blive sammen med dem. Det var vidst godt, for de fik senere al mulig dårlig lære ind. Jeg var en dag sammen med dem, hvor jeg også mærkede den åndelige verden stærkt. Jeg gik over Strøget i København for at møde nogle, jeg kendte, men gik ind i en åndelig mur. Jeg måtte gå tilbage igen, da jeg ikke kunne komme videre.
Efter den tid endte det med, at jeg fik et nervesammenbrud og tog hjem til mine forældre ved Aarhus. Jeg var nær ved at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.

– Jeg tog senere på Løgumkloster Højskole, og det hjalp lidt. Jeg begyndte derefter at komme i pinsekirken Filadelfia, som i dag hedder Citykirken.
Det var en sej kamp at komme fri af min fortid. Jeg havde åbenbart stadig nogle åndskræfter i mig, som reagerede imod kristendommen. Engang, hvor jeg var taget med til et bønnemøde, var det ligesom der var nogen, der råbte indeni mig: Hån Gud! Hån Gud!
Herefter besluttede jeg at blive døbt i pinsekirken, og her var der igen noget åndeligt, der slap, så jeg følte mig helt tom og renset og kunne begynde at bygge noget nyt op.

Et bedre liv

Nu kom der lidt mere styr på Oles liv. Han blev elektroniktekniker hos Jysk Telefon.
I frikirken fandt Ole også en kæreste, Bitten, som blev hans kommende kone. De er stadig sammen og har fået fire piger.
Bitten studerede, da de mødtes. Hun underviser nu på social- og sundhedsskolen i Århus.

– Jeg var vokset op med, at man ikke gav udtryk for følelser. Man holdt det hele indenfor. Jeg turde ikke sige min far imod, når han fx affejede beretninger fra Gamle Testamente i Bibelen som bare myter. Men Bitten var vokset op med, at man diskuterede tingene. Hun turde godt sige imod. Jeg var skrækslagen, for jeg var vant til, at man ikke sagde min far imod, husker Ole. – Min mor var mere forstående, men hun var noget manipulerende…

Da Ole fik tilbudt en fratrædelsesordning af Jysk Telefon, kom han i stedet til at arbejde i en børnehave. Han uddannede sig til social- og sundhedsassistent og arbejdede ti år i et bosted for handikappede. Ægteparret har også passet børn i aflastning.

– Jeg vil bare sige, at frikirken for mig har været guld værd. Jeg er bange for, at jeg ikke ville have overlevet i en folkekirke. Men det, at man kan gå til forbøn hver søndag, er virkelig meget værd, siger Ole, som også har været pianist i kirken.

I fritiden har han de sidste 7-8 år været med Karin Kühl på gaden for at tale med mennesker og bede for dem. Han véd, at der er mange, der ikke kan finde ud af livet, ligesom han ikke selv kunne. Han vil gerne hjælpe dem.

– Jeg kan læse i Kristeligt Dagblad, at der er nogle kristne, der ikke tror, at åndsmagter er til.
Det undrer mig meget, da hele Bibelen underviser om det. Jo, der er åndsmagter, det kan jeg bevidne, men Jesus har vundet over dem, og han kan gøre os fri af den dårlige indflydelse, de har på vores liv.