Lina Sandell – tillidens og nådens digter

Det er ikke meget, jeg husker fra min barndoms søndagsskole. Men jeg husker, da min mor – som var én af søndagsskolelærerne – fortalte om salmedigteren Lina Sandell.

At høre med det indre øje

Nu er det imidlertid sådan, at børn ofte ”hører med deres indre øje”. De ”ser”, hvad de tror, de hører. Således kan salmelinjen ”Jesus lad din pinsevind” blive til ”Jesus lad dit pindsvin”. Eller julesalmens linje ”indtil jeg bliver engle lig” kan for det indre blik blive til et spøgelsesagtigt, dødblegt englelig, som det blev i min barnefantasi.

På samme måde hørte jeg heller ikke ordentlig efter, da mor fortalte om Lina Sandell. I hvert fald så jeg for mit indre øje et par sandaler.
Det passede imidlertid fint med mit billede af Jesus, der altid i min fantasi var iført sandaler. Så det blev let for mig at forbinde Lina Sandell med Jesus – og hun har siden gået under kælenavnet Lina Sandal.

Tillid på mørkt baggrundstæppe

Det er dog ikke bare sindbilledet af sandalerne, der har sat sig fast i minderne, men også flere af Lina Sandells trosstyrkende og tillidsfulde salmer og sange. Netop Gudsbarnets tillid til sin himmelske far skinner tydeligt igennem i meget af hendes digtning. Derfor kunne man forledes til at tro, at hun havde et lyst sind og et smertefrit liv. Det var imidlertid ikke tilfældet.

Nok voksede hun op i et trygt præstehjem og havde et meget nært og kærligt forhold især til sin far, men Lina kæmpede også med megen sygdom. Hun måtte således tilbringe store dele af sin barndom i sengen, mens andre børn kunne løbe rundt og lege.

Jesus er den samme i dag

Lina Sandell, hvis borgerlige navn egentlig er Carolina Wilhelmina Sandell, var opkaldt efter en ældre bror, der var død som spæd. Lina blev født den 3. oktober 1832. En søndag formiddag, hvor resten af familien var i kirke, måtte den nu 12-årige Lina igen blive hjemme i sengen sammen med en hushjælp.

Lina havde, siden hun som helt lille lærte at læse, været lidt af en læsehest. Derfor var det også naturligt for hende at tilbringe tiden med at læse søndagens evangelium. Netop den dag var det beretningen om, hvordan Jesus opvakte Jairus’ datter fra de døde. Efter læsningen tænkte Lina, at Jesus jo er den samme i dag som dengang, og i barnlig tillid bad hun Jesus om at helbrede hende. Langsom mærkede hun, hvordan kræfterne stille, men sikkert flød ind i hendes afkræftede krop, og i løbet af nogle få dage var hun på benene igen.

Faderen

Linas far, provst Jonas Sandell, havde som ung studerende oplevet en dybdegående åndelig kamp, der havde ført ham ind i evangeliets frihed. Han tilhørte den del af tidens vækkelseskristne, der lagde særlig vægt på den frie nåde og på tilliden til Jesus. Denne tillidsfulde tilgang til troen fik Lina altså med sig i vuggegave. Trods den alvor, der også prægede hendes tro – og som indimellem førte hende ind i anfægtelser – blev nåden og tilliden tidligt grundtonen i hendes tro.

Det store tab

Lina, der var meget knyttet til sin far, fulgte ham ofte på hans rejser rundt om i Sverige. Da hun var 26 år, skulle hun igen følges med ham – denne gang til Göteborg. En del af rejsen foregik i båd på Vättern. Mens faren befandt sig på bådens dæk, kom der pludselig en stor bølge, der fik båden til at tippe, og faren faldt overbord. Det lykkedes ikke mandskabet at finde og redde ham. Først nogle dage senere blev hans lig fundet.

Lina, der var vidne til ulykken, stod som lammet. Selv beskriver hun hændelsen således: ”Først kunne jeg ikke fatte, hvad der var sket. Men da det gik op for mig, blev jeg grebet af en usigelig smerte og angst. Jeg kunne ikke sige et ord, ikke fælde en tåre, jeg var følelsesløs og lammet”. Hun havde mistet dén, der stod hende allernærmest – næst efter Gud.

Verden forandrer sig

I hjemmet i Småland ændres den åndelige atmosfære nu betydelig. Faren havde fyldt stuerne med en tillidens og glædens atmosfære.
Den nye præst, Niels Gustav Holmer – der senere blev gift med Linas søster Christina, som var blevet enke – var af en helt anden støbning end faren. Ikke mindst tilhørte han en anden gren i kirken. Han var en af de såkaldte rationalistiske præster, hvis bibelsyn var et helt andet, end det, som man fandt hos vækkelsesfolket.

Kaldet i tjeneste

Lina følte sig ikke længere hjemme i sit eget hjem. Så da moren døde, flyttede hun til Stockholm. Der var dog også en anden grund til flytningen. Lina var blevet kaldet af Evangeliska Fosterlands-Stiftelsen i Stockholm. Hendes opgave skulle være at oversætte og skrive.

Her kunne hun fortsætte med at skrive de sange, hun havde skrevet siden barnsben – og få løn for det. Derudover skrev hun bl.a. børnelitteratur og biografier. I forbindelse med sit arbejde stiftede hun bekendtskab med flere åndelige personligheder, deriblandt Carl Olof Rosenius.

Rosenius er den forfatter i Sverige, der har det mest omfangsrige forfatterskab. Han var ophavsmand til de såkaldte ny-evangeliske – og så var han som Lina salmedigter. Én af de måske mest kendte sange fra hans hånd er ”På nåden i Guds hjerte”.

Oscar

Men Lina lærte også en anden mand at kende i Stockholm: Carl Oscar Berg. Oscar var forretningsmand, men samtidig meget aktiv i kristent arbejde, om det så var som forkynder eller det var i det sociale arbejde. Med sit lyse, optimistiske sind var han en kontrast til Lina med det lidt mørke sind – og for øvrigt var han syv år yngre end hende.

Lina og Oscar mødtes i en bibelkreds, og der gik ikke lang tid, inden Oscar faldt for den lidt ældre Lina. Til gengæld havde ilden lidt svært ved at fænge i Linas hjerte. Intet tyder på, at hun i det hele taget havde tænkt på ægteskab som en del af sin livsvej. Derfor var spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle giftes med Oscar også mere et spørgsmål om, hvor vidt det var Guds vilje, end hvad hendes følelser tilsagde hende.

Efter en del kamp fandt hun imidlertid ved en god åndelig fars hjælp frem til, at Gud ville dette ægteskab. Brylluppet stod den 21. maj 1867. Lina var da 34 år. Ægteskabet var barnløst. Nok fødte Lina i 1868 en lille pige, men datteren var død ved fødslen. Dette var ikke den eneste modgang, ægteparret mødte. I 1892 gik Oscar således konkurs med sin forretning, og ikke alle deres venner var lige forstående.

Linas sange

Gennem hele sit liv fortsatte Lina med at skrive sange. Sangene blev udgivet i forskellige blade, aviser og sangbøger, men der fandtes ikke en egentlig samling af hendes sange. I tiden 1882-85 udkom der imidlertid et trebindsværk med 650 sange og digte fra hendes hånd. Disse udgør dog mindre end halvdelen af, hvad hun har skrevet.

Det er begrænset, hvad vi ved om baggrunden for hendes sange. Lina har så godt som aldrig fortalt om sin sange. Kun har hun fortalt, at en del af sangene kom til hende om natten, hvor hun vågnede og kunne skrive dem ned direkte efter inspiration. Blandt hendes kendte og elskede sange kan nævnes ”Kun en dag, et øjeblik ad gangen”, ”Er det sandt, at Jesus er min broder?”, ”Jeg kan ikke tælle dem alle”, ”O Jesus åben du mit øje” – og ikke mindst ”Ingen er så tryg i fare”. Det er netop grundtonen i alle sange: Trods fare og lidelse, er Gudsbarnet trygt!

Selvom Lina blev guddommelig helbredt som 12-årig, stredes hun hele sit liv med et skrøbeligt helbred. I 1899 bliver hun alvorlig syg af influenza. Derefter aftog kræfterne mere og mere, og i 1903 døde hun.