Jazz-pianisten Niels Andersson – Udfordringen hjalp mig til tro
Der stod ting i Udfordringen, som jeg blev grebet SÅ meget af indeni. Og jeg tænkte: Jeg vil have mer’ af det her! fortæller han.
En søndag sad jazz-pianist Niels Andersson og krøb sammen bagerst i Alle Helgens Kirke på Amager.
– Jeg boede dengang på Amager. Her var der en morgengudstjeneste med kaffe bagefter, som jeg var gået ned til. Det var lidt ”ufarligt”, følte jeg.
Sådan gik der nogle søndage. Så kom en af de ældre kirketjenere, Thyge, ned til mig på bageste række. Han havde måske set, at jeg ligesom sad lidt fortabt udenfor folden. Han gav mig 4-5 numre af Udfordringen. ”Er det ikke noget for dig, det her?” spurgte han bare. Det vidste jeg ikke. Men jeg tog Udfordringen med hjem. Og der stod ting, som jeg blev grebet SÅ meget af indeni – virkelig! Og jeg tænkte: Jeg vil have mer’ af det her! Og det var måden, det skete på. Det medvirkede også til, at jeg valgte at blive døbt i 2008. Jeg var da 48 år.
Jeg vil gerne døbes
– Hvordan gik det til, at du blev interesseret i kirken?
– Jo, jeg har jo hele tiden snuset lidt rundt i det og været det, man kalder ”åndeligt søgende”, ler Niels Andersson selvironisk.
– Så var der en præst i kirken, Anne Julie Ragn Jensen, som sagde til mig: ”Hvorfor sidder du altid dernede bagved og gemmer dig?”
Det var den provokation, der skulle til. Nogle gange har man brug for nogen, som giver én et lille skub, så man ikke går selv med alle de tanker, man har.
Jeg skrev en messenger-besked til præsten: ”Du skal vide, at jeg aldrig er blevet døbt. Vores far syntes, at det kunne vi selv finde ud af, mig og mine brødre. Men jeg vil gerne døbes.”
Og jeg blev faktisk døbt søndagen efter! Jeg havde ikke helt mod på, at det skulle foregå ved en højmesse, så vi var kun mig og mine to vidner – min gamle mor og min voksne datter. Og naturligvis præsten, kirkesangeren og organisten. Og så gik der vel 4-5 år, før jeg tænkte: Nu vil jeg selv holde Udfordringen.
Det hårde musikerliv
Niels Andersson har siden 1980 arbejdet som freelance pianist i det rytmiske miljø. Han har bl.a. spillet i Fessor’s Big City Band, Voice Zone, Paul Harrison Band, med verdensberømte musikere som bassisten Hugo Rasmussen og komponisten Kim Menzer (Burnin Red Ivanhoe) og mange flere.
– Jeg spillede mest jazz, men jeg røg ind på gospel og rock. Det har været sjovt – og hårdt. I det musikerliv, jeg har haft, er det så hårdt, fordi man hele tiden synes, at man skal bære det selv. Præstere selv. Og når det går godt, så løfter man jo armene og siger: Ja, det gik godt. Men når det går dårligt, så rammer det også én. Men sådan har jeg det slet ikke i dag. I dag spiller jeg til Guds ære og min næstes gavn. Og æren er Guds, siger Niels med en taknemlig latter.
Kirkemusikken
– Da jeg blev døbt, var jeg lige begyndt at flirte lidt med et orgel på grund af et rockorkester, hvor der skulle være noget mere orgel end klaver.
Og det er altså en anden måde at bevæge fingrene på. Så jeg meldte mig ind i kirkemusikskolen i Roskilde.
– Var det ikke en helt anden verden?
– Jo, men en fed verden. Min force som musiker har altid været, at jeg er en god nodelæser. Og derfor havde jeg nemt ved at tilegne mig nye ting.
Og jeg tænkte: Det bedste jeg kan gøre nu, er at gøre det, som de højtuddannede og gode lærere fortæller mig. Selvfølgelig har de deres kæpheste, men nu tager jeg det ind.
Så det var bare ned med ens eget ego og så bare tage imod. Det har været godt. Det, jeg fik gennem Udfordringen og troen, var også måden at komme ind på kirkemusikken.
Der er jo ikke noget krav om, at man skal være kristen for at studere kirkemusik, men det hjælper. Og det tog fat om mig på alle ledder og kanter. Også i forhold til det kristne. Jeg læser Bibelen hver dag. Jeg be’r. Og jeg elsker det!
Elsker at studere Bibelen
Niels elsker at studere forskellige udgaver af Bibelen.
– I Udfordringen henvises der jo som regel til den hverdagsdanske udgave. Og når jeg så støder på noget, hvor jeg tænker ”Nå, okay?”, så slår jeg lige op i King James Version – og jeg synes, at det gamle sprog er interessant. Det kan noget. Jeg læser også rigtigt mange kristne bøger. Jeg har købt mange af Derek Princes bøger. Og han henviser ofte til forskellige oversættelser. Og han går også ind i græsk og hebræisk omkring, hvilken betydning et ord egentlig har. Og så bliver Ordet jo levende. Tidligere havde jeg en masse bøger, som ikke var kristne, men nærmere okkulte. Men da jeg var blevet døbt og havde fået en bibel af præsten, så tænkte jeg: Nu skal de andre bøger ud. Så fyldte jeg min rygsæk og en pose med alle bøgerne og gik ned til en byttecentral. Men så tænkte jeg: Nej, der skal de altså ikke ind og byttes, så andre læser dem. Så de røg på forbrændingen, fortæller Niels med et stort smil.
Det er superfedt!
Niels Andersson har nu arbejdet som kirkeorganist i ti år.
– Den første stilling, jeg fik, var et 4-sogns pastorat (Spjellerup-Smerup-Hellested-Vemmetofte) på Stevns. Jeg havde boet i København hele mit liv. Men da jeg fik den stilling, besluttede jeg mig til at flytte ud af København. Jeg har nu boet i Karise i 9 år. Senere fik jeg andre organiststillinger. Jeg røg ned til Toksværd på Næstved-egnen. Og samtidig med det, arbejdede jeg en dag om ugen på Vesterbro sogn i København. Og dér er jeg nu fuldtidsansat. Sognet er så stort, at vi er seks fuldtidsorganister og 15 præster. Og det er super-fedt!
