Landsleder i TUBA Danmark stopper

Henrik Appel har gennem årene i TUBA arbejdet for at hjælpe børn fra familier med alkoholmisbrug. Foto: Stine Heilmann

Efter næsten ti år som landsleder i TUBA og ti år som souschef på Blå Kors Danmarks hjemløsetilbud i Taastrup har Henrik Appel valgt at søge nye udfordringer uden for organisationen.

Gav vokseværk

Henrik Appel blev ansat i TUBA i august 2012 med den opgave at udvikle TUBA, og det er lykkedes. De seneste 10 år har været præget af gode resultater og en enorm udvikling, hvor TUBA er vokset fra 12 til 34 afdelinger og derfor kan kalde sig for landsdækkende. Han har i alle årene kæmpet for at sætte TUBA på Finansloven, og det lykkedes næsten, da han medvirkede til at få etableret SIM-puljen.

Taknemmelig

Jeg er dybt taknemmelig for at have været med i TUBAs rejse de sidste 10 år., siger Henrik Appel. ”Min ambition var at skabe synlighed om TUBAs sag. Børn fra familier ramt af alkoholmisbrug skal ikke selv stå med ansvaret for deres forældres problemer. De skal ikke kæmpe med senfølger efter en opvækst, der har givet dem ar.”

TUBA på dagsordenen

”Mit ønske har derfor været at få sat TUBA på dagsordenen. Det er i den grad lykkedes. Det har været sjovt, meningsfyldt og krævende at arbejde for så vigtig en sag. Nu vil jeg efter mere end 20 år i Blå Kors holde en lang sommerferie,” siger Henrik Appel.

Markant leder

Blå Kors og bestyrelsen for TUBA har været meget glade for Henrik Appel, der har været en meget markant leder af TUBA i en periode med en positiv udvikling:

Stort engagement

”Vi vil gerne benytte lejligheden til at sende Henrik Appel en stor og varm tak for hans store engagement og den store indsats, han har ydet for at hjælpe unge, der er vokset op i hjem med misbrug”, siger Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark og næstformand for TUBAs bestyrelse.

Om TUBA

Tuba er en selvejende organisation under Blå Kors Danmark, der tilbyder gratis hjælp til børn og unge, hvis forældre er stof- eller alkoholmisbrugere.