Venner deler deres hjertes tanker

Jeg har altid forsøgt at skelne mellem muslimer og islam. Som kristen er islam naturligvis ikke min religion. Jeg betragter kristendommen (eller i hvert fald Jesus) som sandheden. Og der er kun én sandhed.

Jeg er således på en måde negativ overfor islam. Men jeg behøver jo ikke at være negativ overfor muslimer. Og har jeg lyst til, at de skulle interessere sig for min tro, kristendommen og få del i den frelse jeg tror på, er det direkte dumt at være negativ overfor dem. Man kommer længst på alle måder ved at dyrke venskab.

Jeg husker tydeligt svaret på et spørgsmål, jeg engang stillede til en muslim. Jeg spurgte: Hvis noget kunne få dig til at skifte fra islam til kristendom, hvad ville det så være? Han svarede: ”Hvis noget kunne, ville det være et godt venskab!”

Skal jeg så bare sige ja og amen til alt, hvad mine muslimske venner siger? Nej, selvfølgelig ikke. Blandt venner snakker man ikke hinanden efter munden; man lytter og har respekt for hinandens synspunkter. Man deler sit hjertes tanker. Det – som jeg lever på, og som jeg tror, at jeg kan dø med fred i sindet på – det, må jeg naturligvis dele med mine venner. Også mine muslimske venner.

I en paneldiskussion om kristen mission blev jeg engang spurgt: Hvorfor kan man ikke bare udøve næstekærlighed? Underforstået på den praktiske måde – og holde mund med ord om troen. Det kan man selvfølgelig godt, men er formidling af hjertets tanker ikke en vigtig del af næstekærligheden? Hvordan kan man i næstekærlighedens navn holde for sig selv, det man tror giver frelse og fred, mål og mening, et godt liv her og nu og noget endnu bedre bagefter?

Hvis spørgsmålet handler om, hvilken tro der er den rigtige, så må muslimen sige: Islam. Tilsvarende må den kristne sige: Kristendommen.
Og spørger min muslimske ven: Vil du gerne have, at jeg omvender mig fra islam til kristendom? Er svaret naturligvis:

”Selvfølgelig! Jeg tror på at Jesus er vejen, sandheden og livet, Guds søn og verdens frelser. Som din ven ser jeg gerne, at du får del i den glæde og mening, som jeg har fået del i”. Så lang en ”tale” bliver det måske ikke, men det er da klart: Den glæde vi selv har, den ønsker vi naturligvis, at alle andre får del i. Og stiller du et tilsvarende spørgsmål til din muslimske ven, går jeg ud fra at en troende muslim giver et begejstret svar, for at du kan forstå, hvor godt han mener det er, det han tror på.

Det vil imidlertid være endnu lettere at dele sit hjertes tanker, hvis man med sin muslimske ven kan aftale at besvare spørgsmålene: Hvorfor er du glad for at være muslim? Hvorfor er jeg glad for at være kristen? Hvad kan du godt lide ved Mohamad? Og hvad kan jeg godt lide ved Jesus?

Hjertets tanker bringer os tættere på hinanden. Og når vi deler vores tanker om Jesus, kommer dem, vi taler med, også tættere på ham. Min erfaring er, at når mennesker kommer tæt på Jesus, så kan de ikke andet end elske ham. Den sag vil jeg gerne være et redskab for. Hvad med dig?