IM-konference på tværs af generationer

Der er påfaldende mange engelsksprogede gæstetalere på ECHO-konferencen i Kolding.

Den 23.-25. september afholder Indre Mission og Indre Missions Ungdom fælleskonferencen ECHO for både ledere og frivillige.

Ønsket med konferencen er at bygge bro mellem generationer og opmuntre alle i tro og tjeneste. Konferencen byder på seminarer, lovsang, gudstjeneste og fællesskab. Håbet er, at ECHO vil tale til den enkelte, uanset om det er i kirken, med familie, venner eller andre situationer. Derfor har man lavet et varieret udbud af seminarer, for at man kan få lige den inspiration, man har brug for, i sin vandring med Gud.

Danny Housholder er ledende præst i Amos, Iowa.

Seminarer for alle

Seminarerne foregår på både dansk og engelsk. Nogle af dem er rettet mod konkrete grupper, fx ledere, unge mv., men der er også seminarer, som er relevante for alle generationer, alt efter, hvad man brænder for. Nogle seminarer foregår kun på dansk, mens seminarerne med de internationale ledere er på engelsk.

Som leder vil man fx kunne finde seminarer om at lede uden at brænde ud og om at lede sig selv, før man leder andre. Derudover vil der være seminarer, der omhandler temaer, som hvordan teenagehjernen fungerer, at være familie i dag, hvordan vi taler om sex og meget andet. Der er ganske enkelt noget for enhver smag og alder.

Richard Webb er præst og underviser i Iowa.

Talerne

Der er en del danske talere, bl.a. Henrik Højlund, Camilla Sønderbæk Hald, Søren Rønn og Andreas Bøge. Derudover har man inviteret disse tre internationale talere: Richard Webb, som pt. er undervisende præst, men har været i menigheden ”Lutheran Church of Hope” i Iowa i 20 år. Richard er meget bibelkyndig og vil undervise ud fra skriften på en meget let forståelig måde og han vil tale i nogle af de store samlinger.

Matt Smallbone, som er præst i ”Church of the city Downtown” I Nashville, men kommer fra Australien, hvilket man også kan høre på hans accent. Matts passion er, at hjælpe mennesker til at gå i tro og at gøre det ukompliceret at engagere sig med hoved, hjerte og sjæl i at følge Jesus. Han er gift med Mary og har fire børn.

Danny Housholder, som er ledende præst i Lutheran Church of Hope’s campus i Amos, Iowa. Han brænder for at hjælpe unge i 20’erne med at opdage og finde vej, når de oplever Guds kald til tjeneste. Han brænder også for, at folk skal opleve en autentisk vandring i Helligånden.
De tre talere vil både holde seminarer og tale til de store samlinger.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



ECHO foregår på Sydbank Arena i Kolding, og man kan finde mere info og tilmelde sig på www.echo.imu.dk