Barna-undersøgelse: Kristne er de bedste til at give til andre

Mange præster prædiker om at give – og det virker åbenbart.

Faste kirkegængere vil typisk have lært at være mere generøse end ikke-kristne. De kristne siger også, at de selv har oplevet generøsitet, viser en ny Barna-undersøgelse.

Ud af 2.016 voksne i USA sagde 79 procent af de “praktiserende” kristne, at andre havde lært dem at være gode givere. Kun 58 % af de ikke-kristne svarede på denne måde. Barna definerer “praktiserende kristne” som troende, der går i kirke mindst én gang i måneden og desuden erklærer, at troen er vigtig for dem.

De praktiserende kristne vil typisk sige, at de har lært principperne om generøsitet af andre, forklares det i Barna-rapporten. “Det understreger, hvordan kirkesamfund kan fungere som centre for givertjeneste. Kirkerne kan følge Paulus’ eksempel med både at opmuntre til og fremhæve generøsitet i menighederne.”

Føler taknemlighed

65 procent af de praktiserende kristne siger, at de selv har modtaget ”ekstraordinær generøsitet” fra andre, sammenlignet med kun 41 % af de ikke-kristne og 46 % af alle de voksne i undersøgelsen.

Barna vurderer, at der er to mulige forklaringer på denne forskel. For det første vil praktiserende kristne med større sandsynlighed have mere at gøre med ligesindede, så der er en større chance for, at de er en del af et både givende og modtagende fællesskab. For det andet vil praktiserende kristne typisk være opmærksomme på generøsitet i deres hverdag.

“Kirken lægger stor vægt på givertjeneste og taknemlighed. Næsten tre fjerdedele af de praktiserende kristne siger, at deres præst ofte taler om det fra prædikestolen,” hedder det i Barna-analysen. Den omtalte analyse indgår i ”Why Giving Is Good”, som er 3. bind af Barna’s værk ”The State of Generosity Series”.