Dansk Armeniermission fejrer 100 års jubilæum
I år er det 100 år siden, Dansk Armeniermission startede deres arbejde. Organisationen blev stiftet d. 22. Maj 1922 under navnet ”Industrimissionen i Armenien”.
De har valgt at fejre jubilæet med festgudstjeneste, foredrag, billedkavalkade, festmiddag og årsmøde den 10. september kl. 14 i Kingos Kirke, København. Armeniermissionen har pr. 1. juli ansat ny leder af søndagsskolearbejdet Light to Kids i Armenien. Arshavir Kapoudjian, som kommer fra en stilling i Det Armenske Bibelselskab, afløser Nane Khachatryan, som har udviklet og ledet arbejdet gennem 12 år.
Dansk Armeniermission er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Armenien og også støtter armeniere i Libanon og Grækenland.