Kommende premierminister hylder Gud, familien og Italien

– Jeg er kvinde, mor og kristen, fastslår vinderen af det italienske parlamentsvalg, Giorgia Meloni.

Italiens formentlig kommende premierminister, Giorgia Meloni, der har erklæret støtte til traditionelle konservative værdier som kernefamilien, landet og troen på Gud, bliver af mange medier stemplet som ”fascist”.

Den 45-årige katolik Giorgia Meloni og partiet Italiens Brødre er med i en alliance med to andre partier, som tilsammen kan danne en højrefløjsregering i Italiens parlament. Det har fået mange medier til at antyde eller ligefrem hævde, at Giorgia Meloni og hendes parti er fascistiske.

Blandt andet påpeger den konservative amerikanske kommentator Ann Coulter, at en artikel i New York Times før valgdagen brugte ordene ”fascist” eller ”fascisme” 28 gange i omtalen af en mulig sejr for Meloni. Beskyldningerne i New York Times handler blandt andet om, at Meloni vil sikre hårdere straffe for kriminalitet og beskytte den traditionelle familie.

Hun har da også i en tale erklæret, at hun siger ”ja til den naturlige familie, nej til LGBT-lobbyen, ja til kønsidentitet, nej til kønsideologi, ja til livets kultur, nej til dødens afgrund, nej til Islams vold, ja til sikre grænser, nej til masseimmigration og ja til arbejde for vort folk,” skriver The Christian Post.

Avisen bemærker samtidig, at Giorgia Meloni kalder sig selv ”kvinde, mor, kristen og italiener”.