Italiensk nonne og seks andre kristne myrdet i Mozambique

Søster Maria de Coppi havde været nonne gennem 60 år.

Den 83-årige Søster Maria de Coppi blev dræbt ved skud, da terrorister den 6. september angreb en katolsk missionsstation i byen Chipene. Samme dag blev 6 andre halshugget.

Kristne landsbyer i Mozambique er gennem flere år blevet angrebet af formodede jihadister med tilknytning til Islamisk Stat.
Søster Maria de Coppi blev dræbt, da bevæbnede mænd stormede missionsstationen og satte ild til bygningerne, inklusive kirken og hospitalet.

Angrebet varede fem timer, mens gerningsmændene gennemsøgte og nedbrændte kirken, skolen, helsecenteret, boliger, bibliotek og køretøjer i stiftet Nacala, oplyser den katolske nødhjælpsorganisation Aid to the Church in Need.

”De ødelagde alt,” sagde biskop Alberto Vera of Nacala i et telefoninterview. Han tilføjede, at angriberne havde vandaliseret kirken, mens de sandsynligvis ledte efter penge.

Ifølge øjenvidner tvang terroristerne nonnerne til at forlade klosteret, og nogle af dem flygtede sammen med eleverne. Da Søster Maria de Coppi gik tilbage for at hente nogle mindre børn i bygningen, blev hun skudt. Ifølge det katolske nyhedsmedie Fides var drabet endnu et i rækken af voldelige angreb, der begyndte sidst i august i Mozambiques to nordlige provincer.

Fælles front mod terrorister

Præsident Filipe Nyusi har udtalt, at ”terorrister”, samme dag som nonnen blev dræbt, også havde halshugget seks personer, bortført tre andre og nedbrændt et dusin huse i distrikterne Erati og Memba i Nampula-provinsen. Ifølge rapporter var angriberne på flugt fra sikkerhedsstyrker fra Mozambique, Rwanda og organisationen Southern African Development Community.

Mindst 24 lande har sendt tropper for at bekæmpe oprørerne i Mozambique, hvis hær ifølge BBC beskyldes for at være korrupt og have 7.000 ”spøgelses-soldater”. Oprørere med tilknytning til Islamisk Stat i det nordlige Mozambique, hvor der er en kristen majoritet, har ifølge FN ført til intern fordrivelse af over 750.000 indbyggere.

I den nordlige kyst-provins Cabo Delgado har islamistiske ekstremister udnyttet krisen efter den borgerkrig, som startede i 2017.Området har mange naturressourcer som gas, rubiner, grafit og guld, og befolkningen demonstrerede imod, at profitten gik til eliten i regeringspartiet Frelimo Party.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I forbindelse med urolighederne fik IS mere magt, og de begyndte at afbrænde kristne landsbyer og dræbe indbyggerne, oplyser International Christian Concern i en rapport fra juni 2022.