Nu falmer skoven
Jeg bor i det smukke Søhøjland tæt ved Silkeborgskovene. Gik en tur i dag og gav mig tid til at betragte en smuk gammel eg, hvor de yderste grene var blevet ramt af den første nattefrost. Smukke gule og orange strejf var nu iblandet det grønne og skabte et smukt spil op imod solen.
Havde siddet i denne uge og kigget billeder igennem, fra da mine piger var små. Min ældste datter skulle bruge billeder til en livshistoriefortælling på efterskolen. Kiggede på pigerne, genoplevede mange minder og blev opmærksom og taknemmelig over alle de stjernestunder, der har været. Opdagede også, hvordan livet har sat sine spor, når jeg så på billederne af mig selv.
Fra forelskelsens forår, hvor alt spirede. De første billeder af forventning, en bule der voksede på maven, et liv der var på vej. Latter i øjnene, letheden og livet, der sprang ud i et væld af farver. Til sommertiden hvor de alle 3 var små. Dagene og udviklingen gik i rivende fart fra barsel, til pasning ude og skolegang. Varme og tordenbyger, gråvejrsdage og sol.
Logistikken, vågne nætter mm. gav de første furer i ansigtet og antydningen af de første grå hår. Skoletiden med lærdom og vækst førte hen til den første høsttid og de første frugter. Nu er pigerne halvvoksne, så småt på vej ud af reden.
Furerne er blevet dybere i ansigtet, og de grå hår er begyndt at trænge sig på, et ad gangen. Nattesøvnen bliver stadig udfordret, men nu af tanker for dem, jeg ikke helt kan holde så tæt mere. Ikke nødvendigvis længere af et barn, der ligger på langs og spærrer sengen, hoster eller har feber. Der er stadig brug for skuldre at græde ved, et trøstende ord eller et lyttende øre.
Nuancerne bliver stærkere, da bekymringerne også ændrer karakter. En ny tid, en tid med plads til eftertanke, men også med plads til savn, bekymringstanker og de andre dybere facetter.
Mine bønner har ændret sig igennem familielivets årstider. Gud er dog stadig den samme, og han er trofast. Her i efteråret finder jeg ofte ro og trøst i versene fra Esajas’ bog, 46 vers 4: ”Til i bliver gamle, er jeg den samme. Til i bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed”.
