Stort fremmøde til Indre Missions festugearrangement

I starten af Århus festuge inviterede Indre Mission indenfor i Eben Ezer med jazzmusiker Carsten Dahl, og det blev en aften, som overgik arrangørens og publikums forventninger.

Der måtte sættes flere stole til – så mange havde fundet vej til Missionshuset Eben Ezer for at høre Carsten Dahl, og der var rigtig mange, som normalt ikke kommer i kirke. Præst Henrik Højlund var meget tilfreds:

– Jeg er rigtig glad for, at vi blev en kæmpe stor forsamling, hvor mange ikke er kirkelige. Det var det, vi havde håbet på med arrangementet, siger han.

Har altid troet på Gud

Carsten Dahl begejstrede publikum med et bredt repertoire og ved at dele hjerte og liv med forsamlingen. I løbet af aftenen havde han også en samtale med Henrik Højlund. Her fortalte han også om sin tro:

– Jeg har troet på Gud, så længe jeg kan huske. Jeg har følt, at jeg skulle igennem en masse prøvelser, så jeg bedre kunne passe på mig selv og give det, der ønskes, at jeg skal give. Carsten Dahl har haft en svær opvækst og været igennem en depression, og den var svær at komme igennem. Men han oplevede Guds hjælp:

– Det reddede mig ud af depressionen at blive omfavnet af Guds kærlighed, sagde han.

Begejstret publikum

Publikum var begejstrede for aftenen. En kvinde sagde:

”Jeg får helt pulsen op af de toner. Det havde jeg ikke forestillet mig kunne ske i en kirke.” En anden sagde: ”Det er første gang, vi har hørt jazz, kombineret med en præst. Men det er egentlig ret naturligt at lave det på den måde, for jeg har ført hørt Carsten Dahls forhold til tro og kristendom. Det er vildt inspirerende, hvordan man kan bruge Gud, når livet er svært.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Carsten Dahl er en international kendt pianist, som spiller både jazz og klassisk. Han har medvirket på mere end 300 indspilninger og vundet utallige priser. Derudover er han kunstmaler, digter og foredragsholder.