Uden Gud ingen tilgivelse
Frøken efterår er trådt ind ad døren, og med hende følger en sonate af farver og dufte. Bøgen vil falme, nætterne blive længere, og før vi får set os om, vil kong vinter dirigere naturens orkester, før spurven og anemonen igen ubekymret vil invitere op til dans. Hver ting har sin tid – og tid skal der gives – men ak, hvor kan menneskelivet være kompliceret. Lige fra ulykkerne, der rammer hårdt, til hverdagens puslerier; indkøbene, der skal gøres, madderne der skal smøres, hjerterne, der skal røres.
Men hvor menneskelivet kan virke kompliceret, er menneskesindet i højeste grad en for evigt uløst gåde, en enigma, om man vil. Én ting er de ting, der sker i livet, noget andet er, hvordan vi reagerer på dem, altså med andre ord: det vi giver værdi, former vores identitet – og kilderne er mange; SoMe, venner, familie, kirken, Netflix osv. osv.
Netop Identitet, at skabe den, det at insistere på at lægge vægt på sunde og robuste værdier, det at være bevidst og derved selvbevidst, er en af de afgørende forskelle på os og himlens fugle og markens liljer – hvor disse ikke bekymrer sig for morgendagen (Matt 6:26-28).
De mindste ting kan få os til at tvivle på os selv, på andre, på Gud – og ligesom Peter, der trådte ud på de tusinder favnes vand, finder vi ud af det åbenlyse: Det er Kristus, der igen og igen må gribe ud efter os. Men ak, hvor tit oplever vi ikke at træde ud i livet, falde og fejle og ikke erkende denne kærlige hånd? Dette kan lede til følelsen af skyld og skam.
Disse to glødende ord har mærket mennesket lige fra starten – fra faldet i Edens have til sejren over dem på bjælkerne ved Golgata, til nu. Men hvor skylden og skammen med lethed kan vælte over os, så står det strengere til med tilgivelsen.
Den tyske filosof Nietzsche frygtede netop dette – han sagde, at fordi at vi havde ”slået Gud ihjel” – altså havde sekulariseret samfundet i høj grad – så ville skyld og skam stadig eksistere, men tilgivelsen, tilgivelsen man søgte fra Gud, hinanden og sig selv, ja, den ville få svære kår. Man ville ikke længere søge denne modgift. Er dette måske hovedårsagen til den dårlige trivsel blandt unge i dag? Kan det også være derfor, at sammenligningskulturen er så massiv? Tænk, jeg tror det.
Vi har en Gud der søger os og har elsket os først så at vi kan elske, tilgiver os, fordi vi tilgiver andre. Men for at nyde godt skal vi tage imod hans transformerende kærlighed og iføre os Guds fulde rustning (Ef 6:11). Der er en kamp om vores opmærksomhed
– lad os derfor alle bede.
