Derfor opgiver Marianne ikke

Nu står Marianne Karlsmose igen midt i den politiske heksekedel. Hun kæmper stædigt for de kristne værdier, selv om hendes parti normalt ikke spås de store chancer. Hvad er det, der har formet denne specielle politiker?

Marianne mener selv, at det især er hendes forældre.

– Jeg har nu mistet begge mine forældre, men de satte hver især et stort præg på min troshistorie, fortæller Marianne.

– Min mor var pædagog og søndagsskolelærer. Jeg er født i Erritsø tæt på sommerlejren Lyngsbo, hvor jeg første gang var med på søndagsskolelejr, da jeg kun var få dage gammel. Jeg voksede op med sommerlejre og søndagsskole.

Drillet med troen

– Jeg var ofte forkølet som barn, og jeg skulle derfor gå med en hue, der dækkede ørerne godt, husker Marianne.

– Jeg blev kaldt den lille nonne med den store hat, hvilket jeg var ked af, men min far sagde, at jeg ikke skulle være ked af at blive drillet med at være kristen, men stolt af det. For dét at være kristen ville altid give modstand i verden. De ord satte dybe spor i mig, og jeg har altid været klar over, at der, hvor der var mest brug for mig også ofte ville være der, hvor der var mest modstand.

Stærke meninger

Hvor har du din stædighed fra, Marianne?

– Det er nok fra familien. Karlsmose-slægten er kendt for at have stærke og kompromisløse meninger. Min oldefar var sognerådsformand i Aulum og kendt for først at sætte sig ned i kirken, når han havde tjekket, hvem der var mødt frem. Han ville ikke deltage i et bryllup, hvis festen blev holdt i forsamlingshuset og ikke i missionshuset. Min far har også altid været meget kompromisløs i sin kristne tro. Han ville ikke købe ind om søndagen. Engang forsøgte han at overbevise en avissælger fra Ekstrabladet om at stoppe med at producere avisen om søndagen. – Jeg tror ikke, at sælgeren har haft andre samtaler som den.

Far var bibelsmugler

– Min far smuglede bibler til Polen med Dansk Europamission, og at han syntes ikke, at de lokale missionsfolk var udadvendte nok. For eksempel ville han have, at missionsugerne skulle holdes på butikstorvet frem for i missionshuset. Han påpegede f.eks., at der i en invitation til missionsugen ikke engang var sat adresse på missionshuset. Så han var den, der udfordrede missionsfolkene på, om det rent faktisk var mission, der var rettet ud af huset. Samme tilgang havde han i sit arbejde i Kirkens Korshær, hvor han også opfordrede til, at der skulle være plads til mennesker med misbrug til de almindelige gudstjenester. Det var ikke altid lige populært hos de folk, som han udfordrede.

Fattige, men gavmilde

Men selv om Marianne godt kan se, at hendes slægt var lidt rigelig kompromisløs, så beundrer hun også sine forældre.

– Jeg er vokset op i en familie, hvor der ikke var mange penge, men stadig stort blik for at give til kristne organisationer. Da jeg kom hjem og sagde, at vi i KFS-gruppen på gymnasiet ikke havde nogle sangbøger, gav min far mig straks penge til at købe en stak nye sangbøger. Der var også mange andre organisationer, som nød godt af deres gavmildhed, husker Marianne med respekt.

Selv blev hun uddannet til gymnasielærer. Og hun lagde mærke til, at den unge generation ikke havde samme naturlige grundopfattelse, som hun selv er vokset op med. Blandt de unge oplevede hun i stedet en perfektheds-kultur, som førte til, at de unge ikke trivedes.

Også det medvirkede til, at hun gik ind i politik. Marianne begyndte i KristenDemokratisk Ungdom (KDU) og blev senere valgt til forkvinde for selve partiet i en turbulent periode. Hun har gang på gang forgæves været folketingskandidat og kandidat til byråd. Men det lykkedes hende trods alt at fastholde pladsen som regionsrådsmedlem i Midtjylland. Og her har hun som enlig repræsentant for KD slidt hårdt for at opnå resultater. Og ikke forgæves.

Som en minerydder

Gennem de senere år har Marianne koncentreret sig om regionsarbejdet, men også været blandt de aktive i partiet på landsplan. Og det var nok ikke tilfældigt, at landsmødet gjorde hende til næstformand, da Isabella Arendt pludselig slog igennem og overtog formandsposten efter Stig Grenov.

Mange mente, at der var brug for en bagstopper, der kunne sikre, at partiet ikke blev alt for vildt og eksperimenterende. Specielt, da partihopperen Jens Rohde overraskende sluttede sig til partiet. Men netop de utraditionelle udmeldinger har skabt tvivl i kernevælgergruppen om partiets kristne dna.

Da Jens Rohde – som partiets mand i Folketinget – provokerede med et forslag om at fjerne alle hindringer for abort i hele verden, chokerede det naturligvis partiets vælgere. For KD opstod netop som en protest imod indførelsen af den frie lovlige abort.

Og som om det ikke var nok, rystede Isabella Arendt kort efter ved at gå som formand, melde sig ud af partiet og blive kandidat for De Konservative. Så måtte arbejdshesten Marianne Karlsmose overtage. Hun har selv beskrevet det job, som hun måtte påtage sig, som ”minerydder”.

Men eksplosionerne er udeblevet – i hvert fald udadtil. Partiets vælgere har påfaldende stille og undrede afventet, hvad der nu ville ske. Måske er det derfor, at Marianne Karlsmose gerne vil bekende, hvad hun selv tror på. Det har hun også gjort i Kristeligt Dagblad, hvor hendes formuleringer dog var mere politisk-korrekte. Men i Udfordringen vil hun gerne åbent stå ved, hvad hun personligt tror på.

Det tror jeg selv på

– Jeg er selv vokset op med en grundlæggende tro på, at Gud er min skaber, og at Jesus er min frelser, siger hun og tilføjer:

– Ikke på grund af, hvad jeg skal skulle eller kunne præstere, men alene på grund af ham. At jeg er elsket af Gud, fordi jeg er skabt af ham i hans billede, er grundlæggende i mit menneskesyn. Alle mennesker har værdi, uanset hvem de er, hvordan de ser ud, deres baggrund, tro, evner og handicaps. For mig er kristendommen et frihedens evangelium drevet af Guds dybe kærlighed til os. Jeg ser desværre meget fordømmelse hos folk, der kalder sig kristne. Det gør mig bedrøvet. Hvorfor ikke glæde sig over, at der er en muslimsk kvinde, der føler sig hjemme i KD og gerne vil kæmpe for de værdier og den politik, som KD står for? Fx en stærk familiepolitik, socialpolitik, at vi fastholder, at der er 2 biologiske køn, at vi siger nej til juridisk kønsskifte for børn ned til 0 år og at vi vil nedbringe aborttallet.

Lodret eller vandret?

– Jeg taler og evangeliserer gerne for mennesker om Jesus – det har jeg gjort gennem gadeevangelisation, dør til dør-mission og på andre måder, bedyrer Marianne.

– Men som politiker er det imidlertid ikke frelsesvejen (det lodrette plan), der er i fokus – det er det vandrette plan – vores relationer til hinanden, etik og rammer for kirkerne og andre trossamfund. Det er den lovgivning og de værdier, som vores land skal styres efter, og her er altså andre end bekendende kristne, som kan se værdien i et kristent livs- og menneskesyn.
Det glæder jeg mig over. Mine rødder er netop så dybe, at de ikke rives op af at møde det, der er anderledes.

Ikke patent på, men udgangspunkt

– Vi tager ikke patent på kristendommen i KD, men vi ønsker at have vores udgangspunkt der. Det indebærer også, at kristendommen skal have en særstilling i det danske samfund, og at vi har trosfrihed. Vi vil ikke tvinge alle til at mene det samme, som vi selv gør. Hvis åndsfrihed kun omfatter dem, der ligner os, så er den hul. For mig er et kristent menneskesyn netop at møde andre med kærlighed og tillid. Svigter de vores tillid ved en kriminel adfærd, skal vi naturligvis handle tydeligt og konsekvent på det. Men i udgangspunktet må det kendetegne os kristne, at vi ”ser Jesus” i andre mennesker.

Sandhed og kompromis

– Som kristne er vi kompromisløse i at Jesus er vejen, sandheden og livet. Det lever vi vores liv på. Men politik er kompromissernes kunst. Det er et dilemma. Det er vigtigt, at vi blander os i politik og står ved, hvem vi er med kærlighed og tydelighed, og at vi er med til at gøre en forskel. Magt kan opsluge og fordærve. Magt kan blive et mål i sig selv. Derfor er det vigtigt at bede for magthaverne, at de må regere med visdom – og ikke for dem selv, men som tjenere for andre.