’Det er godt, vi tror på Gud!’
Ordene står mejslet i min hukommelse, ligesom mange andre ting fra de svære dage, efter at vores kollega, sygeplejerske Janne Petersen, forsvandt og senere blev fundet dræbt. Da vi ankom til byen Dodola i det sydøstlige Etiopien, hvor Janne skulle begraves, blev vi modtaget af missionens koordinator. Han gav mig et knus og sagde det bedste, der var at sige: ”Det er godt, vi tror på Gud!”
En gribende podcast fra missionsselskabet Promissio har mindet mig om disse dage i Etiopien for nu 25 år siden. Vi missionærer husker de intense dage på hver vores måde. For nogle kom den frygtelige nyhed midt i en ferie.
For mig og min familie, der var ankommet til landet blot fire måneder tidligere og gik på sprogskole, var det kulminationen på en tid med flere skelsættende begivenheder.
På sprogskolen i Addis Abeba boede vi dør om dør med flere andre nye missionærer fra forskellige lande. Vi voksne levede med i hinandens glæder og sorger, mens vore børn legede sammen under opsyn af søde, etiopiske barnepiger. Palmesøndag var der konfirmation og fest for et af de danske missionærbørn.
Janne havde boet hos os på sprogskolen i nogle dage, og flere af vore kolleger og ansatte havde mødt hende, når hun gik tur med vores to-årige Daniel. Men om aftenen efter festen skete et uheld, som let kunne have kostet vores søn livet. Kun ved et Guds mirakel slap Daniel uskadt fra at køre alene ned i en flod, så bilen endte på alle fire hjul præcis midt mellem de to mure, der bar vejbroen.
Vi var dybt rystede, da kollegerne nåede frem til os. Så gik der et par dage, før Janne og en anden dansk kollega begyndte at køre mod Dodola. De bad sammen, før de kørte afsted. Nogle dage senere skulle turen så gå længere mod sydøst for Jannes vedkommende. Men denne gang nåede hun aldrig frem.
De næste dage var fyldt med bekymring og uvished om Jannes skæbne, selv om mange fortalte os, at hun nok skulle blive fundet i god behold. Først efter påske fandt man Janne i skoven, dræbt og skændet i ansigtet, så det tydeligt fremgik, at drabsmændene ikke ville høre om hendes tro.
Etiopierne omkring os var dybt rystede, men jeg oplevede, at de frygtelige nyheder havde svært ved at trænge ind. Først da vores barnepige gav mig et knus, kom tårerne, mens jeg stod ved trappen, hvor telefonen hang.
Så skulle der holdes begravelse i Dodola, og afstanden betød, at vi måtte overnatte der. Det var ikke uden betænkeligheder, at vi overlod vores dreng til nogle venner, før vi tog afsted. Var der mon lokale, der ville os det ondt, ligesom de åbenbart var gået målrettet efter at lukke munden på Janne?
Samtidig var vi flere missionærer, der følte en vrede og en trods. Djævelen troede nok, at han kunne skræmme os væk! Men det skulle blive løgn, tænkte flere af os, der ikke boede i det – åbenbart alt for farlige – sydøstlige område af landet.
Begravelsen i Dodola bekræftede samhørigheden mellem os udlændinge og det etiopiske folk. Både kristne og ikke-kristne viste stor sympati og hjælpsomhed og sluttede op om mindesamværet.
Senere mødtes vi danske missionærer med terapeuter, som hjalp os med at tale om tragedien. Vi afsluttede forløbet med en mindegudstjeneste, hvor også de børn, som havde kendt Janne, bidrog med deres minder og tegninger.
Det gjaldt dengang, og det gælder stadigvæk midt i alverdens rystende begivenheder, usikkerhed og bekymringer: Det er godt, vi tror på Gud!
Læs om podcast’en ’En gravsten i Dodola’ ved at klikke her
