Katolsk præst beder for indre helbredelse

Lars Messerschmidt har gennem et langt liv bedt for adskillige mennesker med indre sår. Det hele begyndte, da han som ung præst blev grebet af den karismatiske fornyelse.

Vi sidder i Lars Messerschmidts lejlighed i Bredgade i København. Fra hans vinduer kan man se over på Sankt Ansgar Kirke – Danmarks katolske domkirke. I en årrække var han generalvikar, dvs. den næstkommanderende blandt danske katolikker.

Nu har han for længst overskredet den gængse pensionsalder. Men han lever langt fra en typisk pensionisttilværelse. Udover bl.a. messefejringer, bruger han meget af sin tid på åndelig vejledning. Dagligt sidder han med mennesker, der søger vejledning eller forbøn. Mange af disse har brug for indre lægedom.

Det hele starter

”Jeg kom ind i det med indre helbredelse, da jeg tilbage i 1970´erne kom med i den karismatiske fornyelse”, fortæller han, ”det var i bevægelsens begyndelse i Danmark.”

Møderne, som primært var bedemøder, foregik på tværkirkelig grund og fandt sted på Rygaards skole, en katolsk skole ejet af katolske søstre:

”Én af mærkesagerne her var, at de bibelske nådegaver igen skulle blive virkeliggjorte. Man talte om at bede for helbredelse, og møderne afsluttedes altid med personlig forbøn. Ofte var der tale om forbøn om fysisk helbredelse. Men lidt efter lidt opdagede vi, at mange også havde brug for åndelig og psykisk helbredelse. Efterhånden udviklede den karismatiske fornyelse internationalt set en tjeneste for indre helbredelse”.

Dem psykologer ikke kunne hjælpe

”Tidligere henviste jeg personer med psykiske problemer til psykologer. Men så opdagede jeg, at mange af disse mennesker ikke blev rigtig hjulpet ad den vej. Det var starten, og så har det udviklet sig efterfølgende. Som en konsekvens har det også ført til en udfrielsestjeneste med eksorcisme. For der kan også komme noget dæmonisk ind i billedet. Her er der et gråzoneområde: Er det primært psykisk eller dæmonisk, eller er det en kombination?”

De tre niveauer

”Man kan teoretisk skelne mellem tre niveauer i mennesket: Det rent fysiske, det psykiske og det åndelige. Er man ikke kristen, forholder man sig kun til det psykiske kontra det fysiske. Men vi ved ud fra bibelen og fra erfaringen, at der også er et åndeligt niveau. Men man må ikke i praksis skille de tre niveauer ad, for de hænger sammen. Mennesket er en helhed. Jeg kan læse i teoretiske, karismatiske bøger om indre helbredelse, men i sidste ende har jeg måttet lære ud fra praksis, hvad Gud vil gøre gennem mig”.

Når man ikke kan elske

”Der kan således være et sammenstød mellem en psykiatrisk og en åndelig indfaldsvinkel”, understreger han.

”Hvis jeg f.eks. har at gøre med mennesker, der er under en eller anden psykiatrisk behandling, spørger jeg altid, hvilken behandling de får hos psykiateren, og hvordan det virker. Jeg prøver så at bedømme, om der også er en åndelig dimension. Det kan være noget åndeligt i religiøs forstand, altså i vores basale forhold til Gud og til hinanden – det som har med kærligheden at gøre. For kærlighed er en åndelig dimension, det er ikke noget psykisk eller følelsesmæssigt. Det er ofte vores hjerte, der er problemet. Vi kan ikke elske. Men den åndelige dimension kan også være noget dæmonisk. I sådanne tilfælde kan man ikke konkret samarbejde med psykologer og psykiatere, der ikke har denne dimension med.”

Menneskets dybeste problem

”Efterhånden har jeg forstået, hvad der dybest set er menneskets problem og ikke bare symptomet”, fortsætter han. ”Der kan være nogle ydre forhold, der spiller ind, f.eks. forskellige traumer. Dem kan man så isolere og bede til helbredelse for. Men hvad er der galt med mennesker dybest set? Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har sagt til folk: Det, du lider af, er bare et udtryk for det, vi kalder arvesynden. Gud har allerede åbenbaret for os, hvad der er galt med os. Han har stillet diagnosen: Vi har vendt ham ryggen.”

Vi kan ikke klare det selv

”Vi er – som Adam og Eva – blevet fristet til at tro, at vi kan klare det selv. Når man så får alvorlige personlige problemer, som man ikke selv kan klare, hvor skal man så gå hen? Her er evangeliet: Kristus kan klare det!
Man må så vende om og vende tilbage til Gud. Spørgsmålet er altså: Kan du klare dit liv selv?”

Men lægger en sådan tankegang ikke bare en endnu større byrde på et troende menneske, som ønsker at være åben for Gud og ved, at det her kan man ikke klare selv, spørger jeg:

”Så er det, vi skal finde årsagen. Hvorfor fungerer det ikke? Jeg har eksempler på folk, der tilsyneladende ikke responderer på forbøn, selvom de er troende. Det kan ikke forklares psykologisk. Det er den åndelige dimension. Der kan være nogle dybe blokeringer i det enkelte menneske, som de ikke er sig bevidste.”

Sandheden sætter fri

”Jesus siger jo, at sandheden skal gøre jer frie. Men langt de fleste mennesker tør ikke se sandheden om sig selv i øjnene. Jeg kan fortælle en historie om en kristen fra et andet land. Hun begyndte at berette om sin familiebaggrund og hvor forfærdelig, den havde været. Da hun efter lang tid var færdig med at tale, sagde jeg til hende: Jeg forstår, at du har haft en meget svær barndom. Nu går vi til Gud med det, og så anklager du dine forældre overfor Gud, for alt det, de har gjort. Det reagerede hun meget voldsomt på, for som hun sagde: I vores kultur kan man ikke anklage sine forældre. Men jeg sagde: Nu har du siddet en halv time og anklaget dem overfor mig, tror du så ikke, du også kan gøre det overfor Gud? Det gik hun med til, selvom hun skulle overvinde sig selv. Næppe var hun færdig, før hun ændrede sig mirakuløst fra det ene øjeblik til det andet. Så kulturen og de gudsbilleder, den skaber, blokerer ofte for troen.”

”Jesus siger jo, at sandheden skal gøre jer frie. Men langt de fleste mennesker tør ikke se sandheden om sig selv i øjnene.”

Den bedste psykolog

Lars Messerschmidt har erfaret, at det at gå til Gud med sine anklager igen og igen har sat mennesker fri:

”Gud har givet mennesker basale rettigheder til at blive elsket og respekteret. Det kristne menneskesyn går ud på, at hvert eneste menneske er kostbart helt fra undfangelsen af. Men hvad så, hvis man ikke bliver respekteret fra barndommen af? Måske kollapser man eller begår selvmord. For hvor går man hen med sine sår? Eller man går til en psykolog og finder en årsag. Men hvordan bliver man så fri for det, der gør ondt? Her kommer psykologien ofte fuldstændig til kort. Man får måske at vide, at man må leve med det. Menneskeligt set ja, men åndeligt set bringer man det til Gud, og han siger ikke: Det skal du lære at leve med. Han siger: Det skal jeg nok gøre noget ved.”

Gå til Gud med skylden

”Mange mennesker går rundt og anklager sig selv. Børn tager ofte skylden på sig, når der er noget galt. Til sidst, når man er voksen, kan man ikke længere bære andres skyld og går ned med flaget.”

I sådanne tilfælde opfordrer Lars Messerschmidt personen til at gå til Gud og anklage den, hvis skyld man har påtaget sig:

”For han kender sandheden. Han ved, om det er din eller en andens skyld, og Kristus har taget vores gældsbrev med sig op på korset”.

Det er så hans erfaring, at Gud gennem det åbenbarer, hvem der har skylden. Er det den andens skyld, sættes den lidende dermed fri fra skylden, og Jesus kan nu komme til at helbrede de indre sår. Lars Messerschmidt understreger i øvrigt, at åndelig vejledning er vigtig i helbredelse af indre sår.

Forklaring på de manglende helbredelser

Når Lars Messerschmidt omtaler helbredelserne i bibelen, understreger han bl.a., at: ”Pointen med vores tro er, at Gud sendte sin søn til os. Hans funktion var at fortælle sandheden om Gud og lade Helligånden virke gennem sig til helbredelse og befrielse. Jeg tror ikke, der er ét eksempel på at syge, der kom til Jesus, ikke blev helbredt.”

Messerschmidt tager her et tilbageblik over kirkehistorien og konstaterer:

”Når folk læste om helbredelserne i evangelierne, spurgte de, om det stadig var sådan i kirken? Men så svarede man: Nej, det er undtagelsen!. Når folk så spurgte videre, hvorfor man så også kan læse om det i Apostlenes Gerninger, var svaret: Ja, men det var for at få kirken op at stå. Det var derfor Gud virkede sådan. Men det er en typisk efterrationalisering.”

Hvad Augustin sagde om helbredelser

”Vi ved dette fra Augustin, der levede omkring 400-tallet. Han mente, at det var sådan hos Jesus og apostlene, fordi det var i begyndelsen af kirkens tid. Men nu lever vi mere normalt, hvad helbredelser angår, konstaterede han. Det var altså standardforklaringen allerede dengang, og det er det stadig mange steder. I sin berømte selvbiografi ’Bekendelser’, fortæller Augustin, hvordan han som ung kristen og gejstlig overtog denne opfattelse. Man kunne ikke forvente, at de syge blev raske, mente han. Det kunne nok ske, men det var undtagelsen.”

Augustin ændrer mening

Men så skete der noget for Augustin, fortæller Lars Messerschmidt:

”På sine gamle dage lavede han således et skrift, som han kaldte ’Tilbagetrækninger’. Her gennemgik han alt, hvad han havde skrevet og efterprøvede, om han stadigvæk stod for de opfattelser. I skriftet skrev han om det, han trak tilbage. Det gjaldt også, hvad han havde skrevet om mirakler, og som han nu var nødt til fuldstændigt at trække tilbage. For, som han skrev: Som biskop har jeg bedt for og salvet rigtig mange syge. Og jeg har set så mange mirakler, at jeg nu kan se, at det ikke passer, hvad jeg skrev dengang.”

Der har altid været helbredelser

”Derfor ser man også, at der ned gennem kirkens historie har været og er mennesker, der har været udrustet med helbredelsens nådegaver”, påpeger Lars Messerschmidt.

Samtidig fortæller han, at der i katolsk sammenhæng altid har været valfartssteder, hvor folk er kommet for at blive helbredt, ligesom man i Den Katolske Kirke har et særligt sakramente kaldet de syges salvelse. Det er det samme, som tidligere er blevet kaldt den sidste olie. Sådan er det nok også bedst kendt hos den almindelige dansker. Og her er netop en pointe, understreger han:

”Teologerne har forklaret det som en styrkelse til den døende, mere end som en helbredelse af syge. Men, som Augustin ville sige: Det passer ikke. Derfor er Den Katolske Kirke også på det sidste gået væk fra at tale om den sidste olie og taler i stedet netop om de syges salvelse. Jeg bruger selv meget de syges salvelse, også når det drejer sig om noget psykisk.”

En syg kultur

Alt dette får Lars Messer-schmidt til at stille spørgsmålet:

”Hvorfor er det så ikke den normale standard i fx folkekirken og Den Katolske Kirke? Hvorfor oplever man ikke helbredelser til dagligt? Min erfaring er, at der er så lidt tro i den gamle kristne verden, at Gud ikke kan komme til med mirakler og helbredelser. Vi gør alt muligt andet, men går ikke til Gud og beder ham om helbredelse.”

Her bemærker han også: ”Jeg er ret kritisk overfor vores aktuelle danske samfund, de såkaldte ”danske værdier”. Det aktuelle samfundssyn har på vigtige punkter forladt det kristne grundlag. Jeg savner både i Danmark og i verden kirkens reaktion – dens profetiske røst. Det er kirkens opgave at forholde sig kritisk til samfundet i lyset af Guds ord. Men kirken er tavs”.

I den forbindelse nævner han bl.a. spørgsmålet om abort og familiens opløsning.

”Jeg savner både i Danmark og i verden kirkens reaktion – dens profetiske røst. Det er kirkens opgave at forholde sig kritisk til samfundet i lyset af Guds ord. Men kirken er tavs”.

Kundskabsord i helbredelsestjenesten

Når det gælder helbredelse, mener han, at det er vigtigt at finde frem til sygdommens årsag:

”Her har Gud givet os kundskabsord og visdomsord. Det er bl.a. den karismatiske fornyelse, der har lært os at forstå det på en ny måde. Når jeg står i en situation og spørger: Gud, hvad skal jeg gøre? Så kommer Helligånden ind og siger: Du skal gøre sådan. Eller: Her er problemet. Så de to nådegaver, kundskabsord og visdomsord er i virkeligheden to sider af samme sag. For ofte skal vi først vide, hvad det handler om. Hvad er problemet? Og det er ikke sikkert, det er, hvad folk selv tror, det er. Men så kan Gud konkret vise, hvad problemet er. Vi beder ikke om at blive kloge og forstandige generelt. Men, når vi står i en situation, hvor vi ikke ved, hvad vi skal gøre, beder vi. Så kommer Helligånden ind og viser, hvad problemet er, og Gud kan derefter vise os, hvordan problemet skal løses.”

Nådegaver for alle

”Mange nådegaver er standardnådegaver”, fortsætter Lars Messerschmidt, ”Dvs., at man skal bede om dem, når man står midt i et problem. Helligånden giver så nådegaverne i situationen. Kundskabs- og visdomsgaverne er nok de vigtigste pastorale nådegaver. For du kan ikke rigtig bede, hvis du ikke kan kalde en spade for en spade. Sandheden skal sætte dig fri. Men hvis man ikke kender sandheden, må Helligånden vise os den. Jeg siger ofte til folk: Hvis du står i en situation, hvor du ikke kan finde ud af, hvad det handler om, så bed om den nådegave – ikke sådan generelt, men nu.”

Kundskabs- og visdomsgaverne i funktion.

I den forbindelse fortæller Lars Messerschmidt en bemærkelsesværdig historie:

”Jeg var til en konference i Polen for mange år siden. En dame, der var med til konferencen, ville gerne tale med mig. Hun havde i 20 år lidt af kroniske problemer med maven, og lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede, og hun vidste ikke selv, hvad årsagen var. Derfor sagde jeg: Lad os bede Helligånden om et kundskabsord! Så vi bad, og der gik ikke lang tid, inden hun sagde, at hun kom til at tænke på noget, der skete, da hun var 17 år. Dengang var hun på besøg hos sin onkel ude på landet. Han gav hende en væske at drikke. Et minde, hun slet ikke kunne relatere til sine maveproblemer. Jeg fik den tanke, at drikken kunne have været forbandet. Så vi bad om et visdomsord, og jeg fornemmede, at jeg skulle bede om, at forbandelsen måtte blive hævet. Med det samme sprang hun op og løb ud på toilettet og kastede op. Vi troede nu, at hun var helbredt. Men næste morgen sagde hun, at hun havde kastet op hele natten, indtil hun ikke havde mere at kaste op af. Men pludselig havde det lettet. Jeg kunne se det på hendes ansigt, der var helt oplyst. Hun var helbredt”.

Uden kundskabens og visdommens gave, havde det ikke været muligt at bede rigtigt ind i en sådan situation, konkluderer Lars Messerschmidt.