18.000 fans tog imod Jesus efter online fremstød under VM

Pastor Jesse Bradley.

Over 18.000 world cup fans har taget imod Jesus Kristus takket være en digital kampagne, som en tidligere professionel fodboldspiller står bag.

Jesse Bradley, som er ledende pastor i Grace Community Church i Auburn, Washington, fortæller om projektet i en YouTube-video på CBN News:

”Jeg deler min livshistorie, og folk vælger at følge Jesus. Vi når ud til millioner af mennesker, og over 18.000 har taget imod Jesus for første gang.”

Jesse Bradley har et samarbejde med Global Media Outreach, som også arbejder for at sikre, at de nye kristne får kontakt med en kirke. ”De står for opfølgning, og vi hjælper dem med at finde en kirke. Så det handler ikke bare om beslutninger, men også om at folk bliver disciple,” siger Bradley.

I den digitale kampagne ses nogle korte videoer fra VM, efterfulgt af Bradleys vidnesbyrd. Bradley, som var professionel målmand for USA, har også arbejdet i Afrika og Skotland. Han fortæller, at han næsten mistede livet efter at have taget medicin for at forebygge malaria. ”Jeg kæmpede bogstaveligt talt for mit liv i et helt år. Men midt i smerten skabte Gud en ny målrettethed og passion i mit liv,” siger han. Herefter gik Bradley ind i arbejdet for at nå flere med evangeliet.

”Livshistorier er stærke, og alle har en vigtig historie. Gennem dem sætter vi også mere pris på Gud og ser, hvordan han arbejder og forvandler vores liv,” påpeger Bradley. ”Vi bevæger os fra det verdslige til det åndelige og derefter til evangeliet om Jesus,” tilføjer han. Og arbejdet bærer frugt i disse år.

”Det er en stor tilfredsstillelse. Jeg har været i tjenesten gennem to årtier, men vi har aldrig set mere frugt end nu i de to seneste år,” slutter Jesse Bradley.


Artiklen fortsætter efter annoncen: