Nytårstanker – Børn & Tro: En nærværende Gud kan løse mistrivsel

Landsleder for Børn og Tro: Dorthe Lykke Jensen.

”I Børn & Tro har vi de seneste år brugt en del krudt på at udgive nye undervisningsmaterialer, som ikke er oversatte fra et andet sprog og kultur, men er skrevet af danske børnemedarbejdere for danske børn”.

Det fortæller landsleder for den tværkirkelige organisation Børn & Tro, Dorthe Lykke Jensen, og henviser til det næsten færdige materiale ”Hoved – Hjerte – Hænder”.

”Det har været et stort arbejde, og jeg drømmer om, at al den frigjorte tid, der kommer, når det er færdigt, vil give os mere tid til at række ud til børnene i de lokale kirker gennem børneevents, børneklubber eller børnelejre”.

Hun fortæller, at Børn & Tro ikke vil starte deres egne arrangementer, men hellere bakke op om en lokal kirke. Og organisationen har noget nyt på bedding:

”Vi er netop begyndt at tilbyde ”børneklubber på abonnement”, så en lokal kirke med en meget lille indsats kan starte en månedlig børneklub, fordi vi er med på sidelinjen. I efteråret startede tre klubber på denne måde i Nordjylland, og jeg drømmer om at se flere børneklubber. Det er en fantastisk enkel måde at nå børn og familier på”, smiler Dorthe Lykke Jensen. Og hun er slet ikke færdig med at drømme om fremtiden:

”Jeg drømmer også om at oplære flere teenagere og unge, så de er godt ”klædt på” til at være børnemedarbejdere. Jeg glæder mig til, vi starter årets første teen-kursus i Herning 27.-29. januar,” fortæller Børn & Tros landsleder.

Hun bliver eftertænksom og fortæller om krisetiderne, hvor det bliver tydeligt, at kirken har noget at give, som mennesker ikke kan få andre steder end hos Gud.

”Det er utrolig smukt at se, at mange kirker i højere grad end før er begyndt at række ud med praktisk hjælp til udsatte familier. Men jeg tror, at vi har mere at give end praktisk hjælp. Vi kan også pege på en nærværende Gud, der altid lytter”, mener Dorthe, der drømmer om, at vi som kirke i Danmark tør dele det håb, vi er blevet givet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det er min helt klare oplevelse, at børn og familier gerne vil høre om dette håb. De har ikke de mange fordomme og barrierer mod det kristne budskab, som vi tidligere oplevede”.

Landslederen drømmer også på samfundets vegne om et større fokus og løsninger på den mistrivsel, som mange børn og unge har i disse år.

”Det skærer i mit hjerte, når jeg modtager nyhedsbreve fra Børns Vilkår og hører om børn, der ligger vågne om natten med bekymringer og angst. Sådan skal det ikke være!” understreger Dorthe. Hun har et godt råd til, hvad vi kan gøre, for at 2023 bliver et unikt år:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”For mig personligt ønsker jeg, at jeg helt konkret hver dag får bedt for flere børn og familier. Tænk, hvis vi alle skruede en tand op for forbønnen. Så tror jeg, vi kunne få lov til at opleve et unikt år”, slutter landslederen for Børn & Tro, Dorthe Lykke Jensen.

Læs flere nytårstanker fra kirkelige ledere: ‘Det håber vi for 2023!