Nytårstanker – Ungdomskirker og foreninger: Kældermenneskerne skal ud at møde hinanden igen

Anders Michael Grønfeldt.

”Det er svært at sige en enkelt forventning til det nye år, for ungdomskirkearbejdet er så unikt lokalt funderet, så det er forskelligt, hvad der kan lykkes. Her i Vejle og i Esbjerg kører vi eventbaseret, fordi vi ikke har vores eget kirkerum, men kan bruge alle rum, der er tilgængelige for unge mennesker. I København drømmer ungdomspræsten om en fast base i et ungdomshus eller en Ukirke, som de har i Århus”, fortæller formanden for folkekirkens ungdomspræster, Anders Michael Grønfeldt fra Vejle.

Han ser meget frem til en kæmpe international ungdomsmissionskonference, der i år helt unikt skal afholdes i København den 12.-15. april af International Association for Youth Mission (IASYM).

”Jeg glæder mig virkelig til at kunne sparre med andre og blive klogere på, hvordan ungdomsteologien er både på et praktisk og teoretisk niveau”, fortæller Anders Michael.

Han forventer også for 2023, at de unge er ved at være tilbage ved normalen efter corona-pandemien.

”Det var først ved sidste fællesspisningsarrangement, jeg oplevede, at de unge var mere åbne overfor hinanden og turde starte samtaler op uden en skal, der skulle knækkes først, hvor man mere deltog på et observationsniveau”, beretter ungdomspræsten.

”Det kræver altid noget af en at være sammen med andre mennesker. Når man så er usikker og afsøgende i, hvem man er, så koster det meget. Så er det måske nemmere at blive hjemme og malke Netflix, ligesom vi gjorde i coronatiden”.

Han håber, ungdomskirkerne organisatorisk og strukturelt bliver prioriteret på en anden måde end i dag.

”Det er ikke alle steder, ungdomskirkerne får de rammer, som vi har brug for. Ungdomskirker skal ikke bare være der for et syns skyld, men for effekten. Så kan vi lave større ting til en målgruppe, der i forvejen er bombarderet. Men lige nu er landskabet et sparelandskab, hvor folk ikke har råd til at opvarme kirkerum”, fortæller formanden bekymret.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han drømmer om, at samfundet får luget ud i den polarisering, der er gang i:

”Der sker så mange underlige ting ift., hvor delte vi bliver. Vi er blevet nogle kældermennesker, hvor vi har siddet hver for sig. Vi er meget på et føler-niveau, som skaber usund splid og skepsis overfor hinanden”, påstår Vejles ungdomspræst og slår et slag for at komme tilbage til sund fornuft og grounding i stedet for at alting skal være så unikt.

”Jeg drømmer om, at vi har en ordentlig debat, hvor kompromiserne og midtervejen også bliver anerkendt, uden vi er bragende uenige. Det fysiske fællesskab skal til, for i de ikke fysiske fællesskaber mødes vi kun med dem, vi er enige med. Vi er nødt til at mødes for at lære at forstå afsenderen. Det store plaster vil være, hvis vi kan mødes om noget fælles tredje i stedet for uenighederne”, slutter formanden for ungdomspræsterne i Folkekirken i Danmark, Anders Michael Grønfeldt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Læs flere nytårstanker fra kirkelige ledere: ‘Det håber vi for 2023!’