Præst vil tale kirketjenerne op: De er en guldmine af talent og kompetencer, som alt for ofte overses

En kirketjener bliver opsøgt af et ungt par i den kirke, hvor han arbejder. De spørger, om man kan blive viet i kirken. Kirketjeneren indleder en samtale med dem. Det viser sig, at parret ikke har nogen egentlig tilknytning til kirken eller sognet, og derfor kan de i udgangspunktet ikke blive viet der. Det viser sig, at kvinden er uhelbredeligt syg, og at parret mærker en særlig stemning i kirken, som får dem til at ønske at blive viet netop der.

Det får kirketjeneren til proaktivt at formidle kontakt mellem parret og sognepræsten, som efter en samtale indvilliger i at vie det unge par. Eksemplet her er med i bogen ’Værtskab. Fremtidens kirketjener’, som sognepræst Alexander Schultz har skrevet sammen med kirketjener og teologistuderende Olav Clausen.

”Kirketjeneren er en ofte overset ressource i kirken, som der bliver brugt meget lidt energi på at interessere sig for. Kirken sidder simpelthen på en veritabel ressource og guldmine af talent, kompetencer og engagement, som man slet ikke bruger, som man kunne,” mener Alexander Schultz.

Han er oprindeligt uddannet cand.polit. og har en karriere bag sig med stillinger i Udenrigsministeriet, herunder som udsendt til Kina, samt erfaring som selvstændig erhvervsdrivende i Kina. Som 43-årig blev han kristen, vendte tilbage til Danmark og uddannede sig til cand.theol. I september 2025 blev han indsat som sognepræst i Tersløse, Skellebjerg og Niløse Sogne på Sjælland.

Fravær af ledelse

Hans møde med Folkekirken i 2019 blev noget af et chok, når det kom til de ledelsesmæssige forhold. ”Jeg var mildest talt forbløffet over det fravær af ledelse, jeg oplevede mange steder, og de mange eksempler på ikke-eksisterende, tilfældig og dårlig ledelse,” fortæller han. Han blev hurtigt opmærksom på, at især kirketjenerne ofte led under manglende ledelse, og at deres kompetencer derfor ofte blev overset. Under teologistudiet skrev han en opgave om netop ledelse i folkekirken – med afsæt i Luthers tanker om det almindelige præstedømme.

”Det almindelige præstedømme er jo helt centralt for folkekirken og for de lutherske kirker i det hele taget. Men jeg så det ingen steder afspejlet i ledelsen – eller i den idé om ledelse, man har. For mig er det helt oplagt, at man i en luthersk kirke må uddelegere, ansvarliggøre og myndiggøre de ansatte, herunder kirketjenerne,” siger han.

Alexander Schultz har sammen med Olav Clausen skrevet bogen om fremtidens kirketjener på grundlag af deres teoretiske og praktiske kendskab til ledelse, deres egne erfaringer med folkekirken samt interviews med 16 kirketjenere, der arbejder i meget forskellige sogne og kirker. Han understreger, at der er kirketjenere, som oplever anerkendelse, inddragelse og god ledelse, men at det alt for mange steder halter – til skade for kirketjenernes arbejdsglæde og for kirken som sådan.

”Især blandt præster er det tilsyneladende en udbredt holdning, at kirketjenerne nok er vigtige, men at de er lavest i hierarkiet, fordi de ’bare’ beskæftiger sig med rengøring. Mange kirketjenere føler et stort medansvar og medejerskab for, at kirken fungerer, men bliver mødt med en holdning om, at de jo ikke er rigtige kollegaer med præsterne, eller at de blot skal servicere præsterne, så de kan præstere bedst muligt,” siger Alexander Schultz.

Tjenere for menigheden, ikke for personalet

Han henviser til en af de interviewede kirketjenere, der i bogen beskriver frustrationen over at opleve at blive taget for givet: ”Det med at præsten bruger måske en halv time på en højmesse, men vi bruger to. Det tænker man overhovedet ikke på. Vi har også haft en præst her, der opfattede det sådan, at når han knipsede, så skulle vi bare komme. Men jeg opfatter det sådan, at når vi er kirketjenere, så er vi tjenere for kirken og menigheden og ikke for personalet i kirken.”

Mange af de interviewede kirketjenere kan berette om, at de bliver adviseret i sidste øjeblik om opgaver, som de forventes at løse, og aktiviteter, som det forventes, at de bidrager til, gør klar til og rydder op efter. Mange af dem efterlyser bedre koordinering og planlægning og bedre kommunikation. Flere giver også udtryk for, at deres betydning som dem, mange mennesker møder som det første, når de kommer til kirken, ikke anerkendes.

Om det siger Alexander Schultz: ”Når Løgstrup siger, at den enkelte aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd, så kan man overføre det til, at kirketjenerne holder en stor del af kirkens liv og omdømme i deres hænder hver dag, når de møder de mennesker, der søger kirken. Hvis man tog det alvorligt, ville man anerkende og bruge kirketjenerne på en helt anden måde i mange kirker.”

Han oplever, at kirketjenerne accepterer, at rengøring er en væsentlig del af deres arbejde, men at de også gerne vil anerkendes for deres andre funktioner. En kirketjener siger i bogen: ”I denne her kirke, der bliver vi ikke set som andet end rengøring. Men vi er de første, der er her om morgenen og åbner døren, og som laver kaffen. Vi er som regel også de sidste, der går fra kirken. Så som udgangspunkt vil alle, der kommer i kirken, møde en af os to. Så vi bør være en større del af huset – ellers kunne man lige så godt ansætte nogen fra et rengøringsfirma”.

Men som en anden kirketjener siger i bogen: ”Problemet med at lade et rengøringsfirma stå for rengøringen er, at de kommer jo ikke, når konfirmanderne er gået og har efterladt lokalet i en stor syndflod. Det er alt fra toilettet til køkken til andre lokaler. Sådan noget ordner et rengøringsfirma altså ikke.”

Samtaler med sorgramte

Et rengøringsfirma vil næppe heller have en stor faglig stolthed omkring rollen som den, der gør kirken imødekommende, hjælper mennesker til rette ved bisættelser og gudstjenester eller er parat til en samtale med en sorgramt på kirkegården, påpeger Alexander Schultz. Mange kirketjenere gør allerede en masse, som er med til at gøre kirken til kirke og få den til at fungere. Derudover har mange kirketjenere ifølge forfatteren kompetencer og erfaringer med sig ind i arbejdet, som kunne udnyttes langt bedre, hvis man lod kirketjenerne tage større ansvar og byde ind med det, de kan.

”Mange kirketjenere kommer ind i faget med baggrund i tekniske, kreative eller andre fag og kan en masse. De steder, hvor man lader kirketjenerne byde ind i stedet for at fastholde en usmidig hierarkisk tænkning, sker der virkelig spændende ting. Der bidrager kirketjenerne til diakonale opgaver, arbejdet med børn og konfirmander, kommunikation, omstilling til mere bæredygtig drift og meget andet,” siger Alexander Schultz.

Hans påstand er, at folkekirken ville kollapse, hvis man udskiftede kirketjenerne med rengøringsfirmaer – og at folkekirken ville blomstre og udvikle sig i langt højere grad, hvis man lod kirketjeneren være medspillere og medskabere af kirkens liv i stedet for servicemedarbejdere uden væsentlig indflydelse. ”Man har alt for meget fokus på stillingsbetegnelser i stedet for på, hvilke mennesker man har i organisationen, og hvad de kan bidrage med. Tænk, hvad der ville ske, hvis man for alvor udnyttede de ressourcer, som kirketjenerne har,” siger han.

Han mener, at der mangler seriøs forskning i kirketjenernes rolle og ledelsen af dem, og at det er på tide, at man begynder at undervise kommende præster i at samarbejde med og lede andre personalegrupper i folkekirken. Desuden burde man supplere den nuværende uddannelse for kirketjenere med for eksempel kommunikation og sjælesorg. ”De bliver uddannet i rengøring og avanceret rengøring, og det er fint, men hvad med at ruste dem til det møde med mennesker, som de står i forreste linje til hver dag, fordi det er dem, der fysisk er til stede i kirken og på kirkegården?” spørger han.

Inspiration fra frikirker

Alexander Shultz mener også, at man kunne hente inspiration fra frikirkernes mindre hierarkiske måde at fungere på og den måde, man tænker kirke som noget, man skaber sammen – med afsæt i de kompetencer og ressourcer, der er til stede. ”I frikirkerne har man ingen lønnede kirketjenere, men man holder fine gudstjenester alligevel. Der er man meget mindre optaget af folks titler, fordi man i udgangspunktet har færre ressourcer og er nødt il at bruge de folk, der er. Man sondrer ikke på samme måde mellem ansatte og ikke-ansatte eller mellem forskellige faggrupper, men på det, man vil sammen,” siger han.

Han har selv erfaret, at det kan være lettere sagt end gjort at inddrage kirketjenerne og behandle dem ligeværdigt. ”Jeg har selv oplevet, at jeg måtte kaste et kritisk blik på mig selv. Jeg gør mig umage med at italesætte min anerkendelse og værdsættelse af vores kirketjenere, og jeg prøver at inddrage dem i møder og beslutningsprocesser, og når jeg lykkes med det, sker der noget,” siger han.

Kirken sidder simpelthen på en
veritabel ressource og guldmine
af talent, kompetencer og engagement,
som man slet ikke bruger, som man kunne.”

Han nævner som et eksempel, at man i de sogne, hvor han er ansat, har besluttet at satse mere på aktiviteter for børn. ”Da vi lancerede den nye børnekirke, mødte kirketjeneren op og havde lavet ansigtsmaling på sig selv. Hun var bare klar til at gå i gang og bidrage,” fortæller Alexander Schultz. Han og hans medforfatter tager gerne ud og holder foredrag og laver workshops, hvor de formidler og uddyber bogens pointer og dens forslag til konkrete tiltag.

Og Alexander Schultz håber, at det engagement, som han mærker blandt kirketjenerne, også vil afspejle sig i, at præster, provster og menighedsråd tager bogen og dens budskab til sig. ”Vi har brug for et nyt blik på kirketjeneren som vært og ambassadør. Alt handler ikke om præsten og hans prædiken, for hvad hjælper det med en klog prædiken, hvis man ikke bliver budt velkommen og føler sig mødt fra det øjeblik, man træder ind i kirken?” spørger han retorisk.