Flere akut ramte familier søgte hjælp

Kirkerne har en særlig opgave til at række ud, fordi folk er skamfulde over selv at spørge, mener generalsekretær Mette Møbjerg Madsen fra Samvirkende Menighedsplejer.

Danskere får hjælp til julefejringen af kirker og kirkelige organisationer. Nogle tog til juleaften udenfor hjemmet, og andre modtog julehjælp i 2022.

Mange lokale kirker har samlet ind og delt penge eller madkurve og kasser ud. I folkekirken gøres det flere steder gennem Samvirkende Menighedsplejer.

Skam at række hånden op

Generalsekretær Mette M. Madsen fra Samvirkende Menighedsplejer fortæller, at et opslag på Facebook gav ansøgninger for 758.000 kr.

– Vi uddeler til sognene, der er medlemmer af menighedsplejen. Her rakte vi i år ud til 100 enlige og 500 børnefamilier med tilsammen 1000 børn. Julehjælp blev givet videre gennem 90 sogne, og det kan godt være, at sognene har givet til endnu flere”, fortæller generalsekretæren.

– Det er 40% mere julehjælp end vi plejer, fordi hver familie har fået mere. Vi oplever, at dem, der søger, er mere akut ramt end det, vi normalt ser. Pengene går til mad på bordet, beretter hun og understreger, at det ikke er rart, at uligheden er stigende i vores land.

– Nogle har masser, selvom der er krise, og nogen har slet ikke noget. Det er en udfordring for sammenhængskraften og ligeværdet i vores land.
Samvirkende Menighedsplejer sender 200 familier på sommerferie hvert år.

– Vi kan i særlig grad se, at folk er skamfulde over at række hånden op og sige, at de har brug for hjælp. Det præger i flere generationer. Der har kirkerne en særlig opgave med at række ud. Familierne har brug for aktiviteter, hvor de kan skabe netværk, der kan give dem et skub og give overskud. Fx oplevede vi, at en datter fortalte, hvordan hendes far fandt arbejde gennem sådanne aktiviteter i kirken, fordi der opstod nye netværk for ham, slutter Mette M. Madsen.

Lutherske gavekort

På Bornholm valgte Luthersk Missionsforening en lidt anden tilgang, hvor de også har uddelt gavekort til en lokal LM-lejr og LUMI-genbrug ved deres såkaldte ”adventshjælp”.

”Der er i forvejen temmelig meget klassisk julehjælp på Bornholm, så vi har i stedet valgt at dele noget ud, der kan være en inspiration til, at julen faktisk handler om Jesus,” fortæller afdelingssekretær Thomas Olofson til ”Tro og Mission”.

Mange frivillige gaver

Brugerne af Kirkens Korhærs varmestuer er både bekymrede, men udtrykker også, at ”Det kan godt være, vi får en bombe i hovedet i morgen, men nu skal vi godt nok hygge os”, fortæller korshærspræst Morten Aagaard fra Skt. Pauls kirke i Aarhus.

– Der har været mange ansøgere, men der har også været mange ressourcer med meget hjælp til mange, fortæller Korshærspræst Morten Aagaard fra Skt. Pauls Sogn i Aarhus. Ingen i Korshæren er gået tomhændet hjem, fordi vi har oplevet meget stor generøsitet fra givere. Tidligere år skulle vi ringe og spørge. Men i 2022 har folk godt vidst, at julen var blevet udhulet af prisstigninger for mange, fortæller korshærspræsten i Jyllands hovedstad.

– I Århus har vi fået en stor donation fra LEGO, som vi også har kunnet give til andre afdelinger af korshæren, fortæller den tidligere direktør for LEGO Fonden.

Hold kæft. Præsten taler

Korshæren holder altid jul, og dem, der har det allersværest, kommer.

– I år var der flere hundrede mennesker i vores store varmestue, der er præget af, at misbruget også juleaften sætter dagsordenen. Folk kommer og går, så de første er gået, før de sidste får sovs. Ofte når de lige tilbage efter et fix og får ris allemande. Det er kaotisk hyggeligt at få ørenlyd og blive kommenteret på. ”Hold så kæft. Præsten taler”, fortæller Morten Aagaard.

Mange kirker holder jul som værn mod ensomheden for mennesker, der sidder alene.

– De tydelige udfordringer som krigen i Ukraine, energimangel, inflation osv. har også i min målgruppe betydet, at bekymringen er voldsomt forstærket. ”Hvad så præst, går det nu også næste år?” hører jeg jævnligt. Men på den anden side udtrykker de: ”Det kan godt være, vi får en bombe i hovedet i morgen, men nu skal vi godt nok hygge os”. Der er kommet en større selvransagelse om at holde humøret oppe og sige: ”Det er nu vi lever”, slutter korshærspræst Morten Aagaard fra Århus.

Dyb, dyb fattiggdom

Frelsens hær er den frikirke, der uddeler langt mest julehjælp.

– Vi har et fattigdomsproblem i Danmark, og de meste udsatte har ikke fået det bedre, mener informationschef Lars Lydholm. Den politiske inflationshjælp bliver smurt ud over hele samfundet i stedet for at blive målrettet til de mest udsatte.

– Det ligger i Frelsens Hærs DNA, at vi vil hjælpe som kristen kirke. Juleevangeliet lyder, at det skal være en GLÆDE for HELE folket. Derfor giver vi julehjælp til alle, der er fattige nok. Også til muslimer. Vi vil ikke dele op i grupper, fortæller informationschefen.

Vi frygtede, at der ikke var penge til de kæmpe uddelinger i december 2022. Men danskerne og store fonde er ekstraordinært trådt til, fortæller informationschef i Frelsens Hær, Lars Lydholm.

– Julehjælpen i år har afsløret, at der er en dyb, dyb fattigdom. Samfundet må vise solidaritet i en situation, hvor alle har det hårdt. Det er ikke Frelsens hærs julehjælp, for vi har ikke en hemmelig skattekiste, vi kan dele ud af. Det er samfundets julehjælp, som vi formidler. Som samfund må vi opfordre regering og folketing til at gøre noget, der når ud til disse grupper. Og der findes sådanne familier i hver klasse på alle skoler, der har det ekstra hårdt nu.

Frelsens Hær taler om en ”meget kraftig stigning,” hvor 40% flere søgte julehjælp. I år uddelte man til 15.801, mod 11.000 sidste år, samt til 11.800 familier mod 8000 sidste år. Familien får mellem 1000 og 2000 kroner afhængig af, hvor mange børn de har. Oftest deles gavekort ud, men nogle steder også gavekurve.

– Det er svært at have 2500 flæskestege på køl, mener informationschefen, og med gavekort kan man også købe det, man allergimæssigt har brug for.

Hr. og fru Danmarks hjælp

– Vi har uddelt for mellem 15,5 og 16 millioner kr. mod 8 millioner sidste år. Ansøgerantallet er steget 70% i forhold til 2021. Pengene er indsamlet hos hr. og fru Danmark. I starten af december bestiller vi gavekortene med hjælp, før vi ved, om hjælpen er der. Vi frygtede, at priserne var steget så meget for alle, at vi ikke fik dækket udgifterne, men den frygt er gjort til skamme. Bidraget er steget, og store fonde er helt ekstraordinært trådt til.

– Men det er jo kun hjælp til én dag om året og måske nogle dage derefter. Hvad med de resterende 364 dage? spørger Lars Lydholm fra Frelsens Hær til sidst.