’Ny organisation i USA ændrer intet’
I USA har Open Doors fra 1. januar 2023 skiftet navn til Global Christian Relief, som ikke er med i Open Doors International. Det får dog ikke nogen indvirkning på det danske arbejde, fastslår generalsekretær Jens Kristian Lund Jensen.
Den tidligere bestyrelse for Open Doors USA og deres CEO, David Curry, udgør nu ledelsen af den nye organisation.
Der vil dog fortsat også være et Open Doors i landet, idet man har udnævnt Lisa Pearce til konstitueret generalsekretær i Open Doors i USA.
Arbejdet i Open Doors fortsætter
– Open Doors fortsætter i USA fuldt dedikeret til missionen og visionen, som vores grundlægger Broder Andreas formulerede – at tjene forfulgte kristne. Dette inkluderer et fornyet fokus på at tilknytte kirkerne i USA til vores forfulgte familie rundt omkring på hele jorden, fastslår den danske generalsekretær. Han tilføjer:
”Open Doors’ globale virksomhed fortsætter uændret. USA-afdelingen er en af 25 nationale afdelinger, der opfordrer til bøn, opmærksomhed og støtte til Open Doors globale arbejde med at styrke forfulgte kristne i mere end 70 lande ud over verden.”
Traditionen tro offentliggør Open Doors – både internationalt og i Danmark – den årlige rapport Verdensranglisten (WWL, som beskriver de 50 lande, hvor kristne forfølges mest) i januar. Det sker i år den 18. januar.