Vi elsker, fordi han elskede os først

En dag, jeg sad og surfede på Youtube, faldt jeg over et billede af en ung argentinsk nonne. Billedet var taget ganske kort før søster Maria Cecilia døde af cancer.

Jeg kan ikke glemme det strålende ansigt, som lyste imod mig fra billedet. På samme måde er en sætning, udtalt af priorinden, klosterets leder, blevet ved med at klinge i mig. Når hun skulle forklare søster Maria Cecilias udstråling, sagde hun: ”Hemmeligheden ved hendes smil var, at hun uden forbehold lod sig elske af sin brudgom, Kristus – og af os alle!”

Sætningen virkede overrumplende på mig, fordi jeg snarere havde ventet at høre sætningen den anden vej omkring. Det første, man forventer at høre om en nonne, der har viet sit liv til Gud, er vel, at hun har elsket Gud uden forbehold. Men søster Maria Cecilias hemmelighed var i stedet, at hun havde valgt at lade sig elske.

De fleste af os er opdraget til at være mere optaget af, hvad vi kan give, end hvad vi kan få. Og det er da også en bibelsk tankegang. Alligevel er der noget afgørende vigtigt i søster Maria Cecilias holdning til Gud, som vi ofte glemmer.

For at kunne give, må vi først modtage. Sådan er det i vore menneskelige relationer, hvilket det lille barn viser os med al ønskelig tydelighed. Var der ikke nogen, der først tog sig af spædbarnet, ville det meget hurtigt dø.

Men når det modtager, vil det vokse op og selv blive i stand til at give. Når det kommer til vores relation til Gud, står det ganske klart, at her må vi først som sidst modtage fra ham. Bibelen bugner af eksempler på netop dette. Bare tag den såkaldte ”lille Bibel”: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3,16a). Det var fordi han elskede – ikke fordi vi elskede, at han gav.

Gud elsker os ikke, fordi vi er elskværdige, men vi er elskværdige, fordi Gud elsker os. Det er netop det, nåden drejer sig om. Ikke blot den modtagne kærlighed er ren nåde, det er i virkeligheden også den kærlighed, vi bliver sat i stand til at give.