Her kommer Kongernes Konge hver søndag

En søndag var jeg i Marmorkirken, som ligger overfor Amalienborg. Inden gudstjenesten skulle begynde, kom to kvinder hen til mig og spurgte: ”Er det her de kongelige kommer?”. Jeg måtte skuffe dem, hvorefter de ville vide, hvor det så var, man kunne være heldig at se dronningen. Derefter forlod de kirken med retning mod Holmens kirke.

Lidt for sent – som den slags ofte sker – tænkte jeg, at jeg skulle have svaret: ”Ja, her kommer Kongernes Konge hver søndag”, eller ”ja, det er Jesu, Kongernes Konges hus”. Jeg fornemmede dog, at det ikke var ham, de var kommet for at møde, så de havde nok bevæget sig videre alligevel. Det fik mig imidlertid til at tænke på, om jeg altid kommer med stor forventning om at møde Jesus, Kongernes Konge, når jeg kommer til gudstjeneste.

Er jeg kommet for at høre ham tale personligt til mig gennem sit ord og gennem prædikenen? Er jeg kommet for at lovsynge Ham og modtage Ham i nadveren? Forventer jeg, at Han ikke bare sætter sig i et ophøjet sæde i kirken langt borte fra den enkelte i menigheden, men kommer og sætter sig ved siden af mig?

For til forskel fra dronningens nærvær ved en gudstjeneste i Holmens Kirke er Jesu nærvær sikker hver søndag i alle kirker, og Han er kommet for at tale personligt med den enkelte. Jeg drukner ikke blot i en mængde, hvor alle ivrer efter at få et glimt af ham og må nøjes med – hvis det kommer højt – at han flygtigt ser på mig.

Om søndagen er jeg til fest hos Kongernes Konge, men jeg har også mulighed for at møde ham og tale med Ham hver dag og på alle tidspunkter.
Jeg skal ikke vente på, at det bliver min tur til at få en kort snak med Ham. Jeg kan tale uophørligt med Ham, og Hans opmærksomhed svækkes ikke på noget tidspunkt.

Når mit humør er langt nede, og ingen orker at høre på min klage, lytter han. Når jeg er glad, har jeg én, jeg kan takke. Jeg husker en prædiken for mange år siden, hvor prædikanten fortalte om en ung ateistisk kvinde, der havde fundet sin udkårne og var ved at flyde over af glæde. Da udbrød hun: ”Først nu savner jeg én, for hvem jeg kan knæle”. Hvilken glæde at have en, man kan vende sin taknemlighed mod.

Når jeg vågner om natten og kan føle ensomheden krybe sig ind på mig, fordi alle sover, så er der én, der altid venter på, at jeg skal henvende mig til ham: Jesus! Ja, selv den dag, hvor døden kommer, skal jeg ikke møde den alene, men med Jesus ved hånden – og vi skal være sammen i al evighed.

Tænk hvilket privilegium! Lad os udnyttet det til fulde!