Jakbah bruger Koranen til at bevise Bibelens sandhed

Jakbah har to ugentlige programmer i den kristne radio Bonne Nouvelle (Gode Nyheder) i Ngaundere, Cameroun. Her underviser han ud fra både Koranen og Bibelen!

Radioen udsender nemlig sine programmer i et meget muslimsk område. Og Jakbah bruger citater fra Koranen til at fange de muslimske lytteres opmærksomhed. Han viser, at Koranen ofte henviser til Bibelen. Herefter fortæller han, hvad Bibelen siger.

Han håber at vise muslimerne, hvad kristendommen går ud på, så de kan finde frem til sandheden. Og han fører mange samtaler med muslimer. Han har altid en lærredstaske med sig, hvor han har både en Koran og en Bibel. Og faktisk betyder Jakbahs navn netop ”Guds Ord” på familiens lokale toupuri-sprog.

Jakbah = Guds Ord

– Hvorfor fik du det navn?

– Mit muslimske arabiske navn er egentlig Abdallah, som betyder Allahs slave. Men min far kaldte mig altid for Jakbah. Det betød noget særligt for ham. For netop da jeg blev født, blev han indlagt på hospitalet hårdt såret, men som den eneste overlevende ud af 50 soldater. De havde været i kamp med rebeller i det engelsktalende område, som ville løsrive sig. Alle var blevet dræbt, undtagen ham. Af taknemlighed sagde han, at hans nyfødte barn skulle hedde Jakbah, ”Guds ord”.

Og helt fra barn søgte Jakbah derfor efter at lære Guds Ord at kende. Først i Koranen, senere i Bibelen.

Muhammed Alis bibel

Allerede som barn blev Jakbah islamiseret af sin onkel, der var militærpilot i Ndjamena. Men da han som 28-årig kom til byen Ngaoundere, mødte han en muslim, som havde fået navnet Muhammed Ali. Han var opkaldt efter den kendte amerikanske verdensmester i boksning, Cassius Clay, som var konverteret til islam og havde skiftet til et muslimsk navn. Muhammed Ali var derfor en helt for muslimerne.

Ikke desto mindre havde denne lokale Muhammed Ali i Afrika både en Koran og en Bibel i sit lille bibliotek. Og Jakbah fik lov at låne Bibelen og studerede den meget interesseret. Han blev overbevist om, at Bibelen indeholdt sandheden. At den var Guds Ord. Han opsøgte nu en lokal adventistkirke og kom der i tre år. Men de blev uenige om, hvor meget de religiøse love fra Gamle Testamente skulle gælde i forhold til nåden i Ny Testamente. Adventistkirken kunne derfor ikke rumme ham og bad ham om at gå et andet sted hen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han begyndte nu at studere ved bibelskolen Cours Bibliques Emmaüs, hvor han forberedte sig i to år til at blive pastor. Men igen afveg hans opfattelser fra de gældende doktriner, så han måtte opgive uddannelsen. Til sidst fandt han dog et sted, hvor han kunne bruge sin store viden. På radioen Bonne Nouvelle.

Det er en karismatisk kristen radio, som er oprettet af en camerounsk tennisstjerne. Han har oprettet fem sådanne radioer. Direktøren for den lokale station i Ngaoundere er selv vokset op i Adventistkirken, men fik først sit åndelige gennembrud i en pinsekirke. Han kunne derfor forstå og rumme Jakbah og gav ham lov at undervise i radioen i to ugentlige programmer, hvor han argumenterer for, at selv Koranen henviser til Jesus som Messias, og at muslimerne derfor bør læse Bibelen, hvis de vil høre ”Guds Ord”.

Sådan hjælper du

Du kan give gaver med skattefradrag via Missionsfondens projekt ’5984 Udfordringens Radio-mission i Afrika’ på konto nr. 9570 – 0006 139450. Eller MobilePay 81 558. Husk at nævne projekt-nummeret. Husk navn, adresse og cpr-nummer, så Missionsfonden kan sørge for, at du får skattefradrag. Tak for hver en gave.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Du kan også støtte gennem Gospel Outreach på deres konto i Spar Nord Bank: 9046-4573458449. – Eller MobilePay: 53 914. Husk at mærke din indbetaling med “Radio”.