Oplevelser på Caminoen

I 2011 gik jeg Camino-turen fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela for 1. gang. Denne tur var en ubetinget succes. Det var på denne vandring, jeg skrev min lange dagbogsberetning. I 2019 gik jeg turen for 2. gang. Denne tur var en betinget succes.

Da jeg den 4. juli fløj til Biarritz var mit helbred normalt. Jeg havde godt nok mærket lidt siden maj måned, men det tænkte jeg ikke videre over. Men som turen skred frem, blev jeg svagere i hænder, skuldre og hofter. Og da jeg kom hjem den 8. august, havde jeg helt klart et akut udbrud af gigt i kroppen. Midt i august var det rigtig slemt.

Jeg blev udredt på ambulatorisk afdeling på Odense Universitets Hospital. Lægerne fandt, at jeg havde muskel-gigt, men heldigvis ikke leddegigt i knoglerne. Jeg fik medicinen prednisolon. Det virkede fantastisk. Siden oktober 2019 har alle problemerne været væk. Jeg var heldig, for muskelgigt kunne fjernes med prednisolon i løbet af et år.

Over Pyrenæerne

5. juli gik jeg over Pyrenæerne på én gang. Det var en fejl. Jeg skulle være stoppet i Orisson. Da jeg havde gået i 10 timer og stadig manglede 3 km, blev jeg svimmel af mangel på mad. Jan og Monique fra Holland ringede til en ambulance, der transporterede mig til det store albergue (herberg) i Roncevalles.

De hollandske hospitaleros var rigtig søde imod mig. De mente, at jeg skulle opgive. Men jeg er jo ikke den, der giver op. Jeg fortsatte.

Gik 500 km

Det vil sige, i 2011 gik jeg de 800 km, men denne gang tog jeg bus, taxa og tog i 300 km – især over de hårde strækninger – så som Alto del Perdon og O’ Cebreiro. Jeg gik alligevel 500 km, selv om gigten tog til langs turen. På to donativo alberguer i Burgos afviste man mig, da jeg ikke kunne gå hele vejen, men det store og gode kommunale albergue dér tog imod mig. Og på kontoret i Santiago blev min indsats også anerkendt.

Mennesker mødes

Denne gang kunne jeg ikke gå så hurtigt, og derfor gik langt de fleste forbi mig, hvilket gjorde det sværere at møde folk flere gange og få dem som camino-venner. Alligevel var der flere personoplevelser. De første dage mødte jeg på herbergerne Ignazio fra Barcelona, som jeg diskuterede filosofi med. Han var professor i filosofi på Barcelonas universitet. Han var venlig at gå ind på det, som jeg kunne følge med i.

Da jeg senere havde sendt ham meddelelsen om min ankomst til Santiago, ønskede han mig alt vel med bemærkningen, at selv om vi ikke ses mere, så ses vi hinsides. Tom fra Litauen fulgtes med mig en hel dag, hvor vi i gensidig interesse snakkede om alt, både menneskeligt og åndeligt.

Tæt på tyreløb

De store alberguer i Pamplona var lukket for pilgrimme og i stedet reserveret for turisterne, som kom for at se tyreløbene. Men det tyskledede lille albergue Casa Paderborn tog kun imod pilgrimme, så der fik jeg en plads. Næste morgen var jeg to meter fra tyreløbet. Et par unge mænd blev invalide. En kulturel rest fra reconquistaen.

Et spirituelt sted

Jeg elsker bar-cafeerne og de små kapeller i nærheden. Jeg gjorde ophold i kapellet Eremita del Ecco Homo i Vejviadas vest for Astorga, hvor mit møde med Jomfru Maria i 2011 har sat daglig aftryk på mig siden. Jeg gik også med mellemrum ind i kirkerne til pilgrimsmesse, Missa de Peregrinos.

Pilgrimsmenuerne med samtaler med medvandrere er fantastiske og kan kun opleves ved vandring på stierne og ved overnatning på herbergerne. I Corrion de las Condes nåede jeg Albergue de Santa Maria med de syngende nonner. Der var indkøb i supermarkedet af alle, messe for pilgrimmene, fællessang og fællesmiddag på alberguet. Et ganske specielt godt spirituelt sted.

Der var gode gensyn med alberguer, men også skuffelser som Jan Javier i Astorga og Refugio Jato i Villafanca del Bierzo, der havde set bedre dage.

Sendebud fra Kristus

Jeg bad Kristus om at møde mig på ruten, så Han sendte mig et sendebud. Få kilometer før og efter Foncebadon på Caminoens top kom en mand op til mig. Han ville være anonym. Han mødte mig og alle andre med ordene: “Christ is risen – enjoy the weather”. Det var regnvejr. Han var karismatisk.

Øjeblikkeligt tunede han ind på, hvem jeg var, hvad jeg gik op i både teologisk og åndeligt i mit indre liv – og stillede rammende og præcise spørgsmål dertil. Jeg fik ikke svaret helt præcist. En spirituel kraft rykkede mig imøde. Ved Mandarin gik jeg alene videre ned ad stejle klippestier med løse sten i adskillige kilometer. Jeg gik meget langsomt ned. Der kom ingen forbi mig. Han var ikke på Caminoen! En skytsengel havde mødt mig!

Styrt på klippesti

På Caminoens top efter Manjarin gik det mod Acebo voldsomt nedad på en vanskelig og smal klippesti. Der styrtede jeg bagover. Men rygsækken tog slaget. Jeg havde muskelproblemer. Med de yderste af mine kræfter fik jeg mig rejst igen. Da jeg efter 9 timers gang nåede Acebo, var jeg svimmel. To unge mennesker, Nuria fra Spanien og Moreno fra Italien havde omsorg for mig og tilkaldte en ambulance, der kørte mig til hospitalet i Ponferada.

De undersøgte mig. Diagnosen var (det, de valgte at fortælle mig ), at jeg havde fået for lidt at spise i løbet af dagen. Jeg fik problemet, hvis jeg gik mere end 7 timer. Jeg skulle have haft kiks og chokolade med, der hvor herbergerne var sparsomme.

Tempelriddernes borg

Taxaen tog mig til San Nicolas alberget i Ponferada, hvor jeg fik set tempelriddernes stadig imponerende borg. Senere mødte jeg Moreno igen en morgen på vandring. Han blev bag ved mig hele dagen og gik først forbi mig, da jeg stoppede min gang ved et albergue. Han havde passet på mig.

Vejen til Santiago

Den 5. august nåede jeg Santiago, der er et vidunderligt ateistfrit spirituelt sted. Jeg fik plads igen på det store albergue Seminario Menor Belvis. Bestilte ved siden af pilgrimskontoret en flybillet hjem over Barcelona. Der kom ca. 1000 pilgrimme pr. dag. Stemningen på pladsen foran Katedralen og på gaderne rundt om Katedralen kan ikke beskrives, kun opleves. Rua do Franco, Rua do Vilar, Rua do Reina.

Så jeg er overbevist om, at der var en god mening med min tur. Gode naturoplevelser, gode spirituelle oplevelser og gode menneskelige oplevelser og min personlige kamp med at nå frem!