Arina Mai synger pop til ære for Gud

Den 32-årige sangerinde Arina Mai Feldborg har udgivet sin første EP ”Finally home”. EP’en blev i februar brugt i TV2’s nyheder med det formål at bringe håb blandt indslag om krig og jordskælv.

Arina har udgivet sin første EP ”Finally Home”. Hun skriver og komponerer selv sin musik.

Arinas musik er ved første aflytning skøn ørehængende pop, men lytter man til teksterne, ligger der mere bag. Arina er nemlig kristen og lovsangsleder i Københavns Frikirke.

Arina Mai var i TV2 Nyhederne 7. februar 2023. De manglede et indslag om håb i alt det tragiske med jordskælv og krig ude i verden, og de havde hørt om hendes EP. Så Arinas EP blev lige pludselig et lyst indslag i nyhederne, hvor man fremhævede hende som ”noget så usædvanligt som en kristen popartist”. I indslaget fortalte Arina Mai åbent om sin tro på Gud og gav Ham æren for sin musik.

– Reaktionerne på indslaget har været helt vilde, fortæller Arina.

– Der har været tilbagemeldinger som “ej, jeg vidste slet ikke, du var sådan en kendt en”, til “hvem får lige sådan et indslag på sin debut EP”, siger hun.

Hendes kommentar på tilbagemeldingerne er:

– Jeg havde seriøst ikke været her, hvis ikke Jesus havde sejret og havde grebet ind i mit liv, og det er det, som er SÅ altafgørende. Gud skal have æren. I forbindelse med interviewet i TV2 lavede de et indslag med Gaffa, et anerkendt magasin i musikbranchen. De udtalte, at det kunne have sin styrke at være en kristen artist, som står for noget, lige så vel som en artist med politiske holdninger.

Arina synes, at det er en fin tilgang og udtalelse, men hun ønsker at skubbe til fordomme i musikbranchen, så man kan få de kristne artister med helt ind i, hvor det sker.

Gud ændrede Arinas liv

Arinas vej til sangkarrieren har dog ikke været let. Hun oplevede en turbulent ungdom med tragiske hændelser og en tid, hvor hun psykisk var helt nede. Det ændrede sig, da hun mødte Jesus og besluttede at blive kristen. Hun giver æren til Gud for sin musik, netop fordi Han ændrede hendes liv så radikalt, og Han har givet hende mod til at leve og være den, hun er i dag.

Arina Mais nye EP, ”Finally Home”, handler om at finde sit rigtige hjem.

– For mig er det Gud, det er Jesus, der er mit ”hjem”, siger hun.

– Vi er nødt til at have tro på noget, der er større og bedre end det, vi oplever i dag.

Åben om sin tro

– Jeg er meget åben om min tro, og det er tydeligt for mig, at troen skal serveres til mennesker på forskellig vis. Serveres på forskellige tallerkner med specielt udvalgte krydderier. For hver gang jeg tager emnet op, udløser det spørgsmål og eftertanke, og så må Gud komme og gøre sit efterfølgende. Og på en eller anden måde så tror jeg, at min barske fortid kan være til velsignelse, når jeg sidder og snakker med en radiovært, som er sulten på troen og ellers udtrykker, at vedkommende lever et liv i kaos. Det kan pludselig blive en berigende dialog bag slukkede mikrofoner indimellem radioindslagene. Jeg værdsætter hvert et møde med troende såvel som ikke-troende, siger Arina.

Et trygt bagland

Du er jo lovsangsleder i Kbh. Frikirke. Hvad betyder det for dig at have en kirke at være en del af, nu hvor du skal promovere dig som popartist?

– Københavns Frikirke har mit hjerte på en helt særlig måde, kirken rummer mennesker og forskellighed, siger Arina, som er ansvarlig for lovsangen i kirken på Frederiksberg.

– Det betyder virkelig meget for mig at have en ledende rolle i en menighed, hvor der er plads til mennesker med forskellige livshistorier. Jeg oplever, at kirken giver mig et trygt bagland. Jeg skal ikke være perfekt – jeg skal bare være mig, og det er også en værdi, jeg lægger vægt på som artist. Vi kan ikke være perfekte i en uperfekt verden.

– Jeg oplever en opbakning fra staben og kirken i forhold til de skridt, jeg har taget hen mod min vision; visionen om at lave den popmusik, som ligger i mit hjerte.

I Udfordringen den 22. maj 2022 fortalte Arina Feldborg om, hvordan hun blev fri af psykisk sygdom. Artiklen kan læses på udf.nu. Foto: Diana Subotowicz

Pladekontrakt med Gud

Mange unge drømmer om at udgive musik. Hvordan fik du en pladekontrakt?

– Jeg har skrevet en pladekontrakt med Gud, svarer Arina Mai med et smil.

– Da Gud talte visionen ind i mit hjerte, brugte jeg lang tid på at søge ham for alt praktisk, lige så vel som alt åndeligt, teologisk og alt indhold/content til min vision – det gør jeg stadig. Jeg har faktisk lavet mit eget selskab. Min mand, Mikas, og jeg har startet pladeselskabet Destiny Music, og indtil nu er alt udsprunget derfra i samarbejde med forskellige teams fra ind- og udland, som er tilknyttet vores label. Det er vigtigt for mig, at jeg er i en position, som Gud kan arbejde igennem, og den frihed har jeg. Samtidig skal jeg ikke leve op til alt muligt, og jeg vil ikke lægge navn til hvad som helst, siger Arina, som laver sin egen musik.

– Jeg skriver selv og komponerer selv. Jeg indspiller mine egne vokaler. Dertil har jeg et stærkt hold af producere, som supplerer med produktion, mixing, mastering og ved behov co-writing.

Brænder for næste generation

Arinas drømme for fremtiden handler ikke bare om at få en sangkarriere.

– Mit hjerte brænder for den nuværende og ikke mindst den næste generation. Jeg tror på, at hvis vi kommer ind i Guds plan for vores liv, så synes livet lysere og ikke depressivt, som mange oplever i dag. Jeg drømmer om at se en ny generation rejse sig til et liv med Jesus. Guds veje er uransalige og usporlige, og min fremtid har jeg lagt i hans hænder. Jeg ønsker at være i en konstant personlig og musikalsk kreativ udvikling, og så er mit fokus på det menneske, som jeg bliver på vejen.

Spændende fremtid

For Arina Mai ser 2023 ud til at være fyldt med musik, og mange spændende ting venter i kalenderen.

– Allerede dette forår har jeg nye sange i produktion. Jeg skal lave noget TV, mit band og jeg har koncerter. Jeg besøgte fx TV2 Godmorgen Danmark den 18/3. Langfredag den 7. april er jeg lovsanger på vores tværkirkelige “Good Friday” event på Bremens Teater i København. Desuden afholder jeg koncert på Sommerstævnet i Lindenborg ved Roskilde til sommer den 16/7. Det er bare nogle af de ting, som sker i år, fortæller hun.

”Finally home” er Arinas første EP, men hun har allerede opnået stor opmærksomhed med sin musik. I 2019 udgav hun sangen ”Troubled Mind”, som fik opmærksomhed i 50 lande, og hendes musik er allerede streamet mere end 100.000 gange på Spotify. Dermed er der lagt et godt fundament for en sangkarriere.

– Jeg promoverer mig selv som en kristen pop artist, jeg er stolt af det, og jeg glæder mig til, at vi en dag kan tage definitionen af en “kristen sangtekst” op i medierne, slutter Arina Mai.