Bøn som en vandring

Der er i tidens løb givet mange definitioner på bøn. For en del år siden fik jeg det billede af mit bønneliv, som har været til en stor hjælp for mig siden. Jeg så bønnen som en vandring.

Jeg starter et sted og begynder at gå ud ad en vej. Det kan være en kort strækning, en længere, i nogle tilfælde en meget lang, som vil kræve stor udholdenhed for at nå til målet, bønnesvaret. For at det skal lykkes, er jeg afhængig af Helligånden. Vi har et løfte i Romerbrevet kap. 8, 26: ”Også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed.

For hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han der ransager hjerterne ved, hvad Ånden vil, for den går nemlig i forbøn for de hellige efter Guds vilje.”

Her får vi at vide, at Ånden ved, hvordan og hvad vi skal bede om, og at han vil komme os til hjælp. Vi kan godt med vores forstand bede om noget, men når Ånden kommer os til hjælp, vil vi opleve en kraft og inspiration, som langt overgår vores forstand. Jeg har lært nødvendigheden af at give mig god tid til bønnen og ikke haste afsted.

Når jeg skal bede, bruger jeg god tid på at tale i ånden, tungetalen. Jeg har opdaget, at det ikke er tilstrækkeligt med nogle få minutter. Jeg lavede et eksperiment på et tidspunkt, hvor jeg startede med at bede i tunger nogle få minutter for så at blive ved. Jeg oplevede, at efter 10-15 minutters bøn i tunger, begyndte det at flyde i mit indre, en strøm af kraft, inspiration og tanker på dansk begyndte at komme om det, jeg bad for.

Jeg begyndte at sige disse tanker højt og oplevede en ny dimension i min bøn. Efter jeg begyndte at praktisere dette, oplevede jeg, at det tog kortere og kortere tid at opleve strømmen. Man kan sammenligne det med at begynde at løbe længere ture. I starten er det hårdt og vi oplever, vi møder en mur, som er svær at komme igennem.

Men efterhånden som vi træner, bliver det lettere og på et tidspunkt er den meget lettere at overvinde. Jeg taler på ingen måde imod at bede på vort modersmål, men vil blot fremhæve den hjælp, der ligger i bøn i ånden.

Vedholdenhed

I lignelsen med enken og den uretfærdige dommer står der, at vi altid skulle bede og ikke blive trætte. Jesus understreger Guds ønske om, at vi skal holde ud og ikke blive trætte. Paulus indleder flere af sine breve til menighederne med at fortælle om den indtrængende og vedholdende forbøn, han havde for dem. Når vi “læner” os op af Helligånden, vil han hjælpe os til at se hen til Jesus og hente styrken hos ham til at fortsætte.

Under vor bønnevandring kommer der kampe,
hvor fjenden vil søge at stoppe/ hindre os
i at nå i mål med vore bønner.

Under vor bønnevandring kommer der kampe, hvor fjenden vil søge at stoppe, hindre os i at nå i mål med vore bønner. Der kan komme angreb med frygt, mismod, det føles som om vi ikke kommer nogen vegne. Noget, vi især skal være opmærksomme på, er distraktion. At vi bliver afledt og mister fokus i vores forbøn. Satans strategi er at få os til til holde op med at bede målrettet efter Åndens ønske. Vi må stå fast.

At være opmærksom

Helligånden er en fantastisk ven i bønnen og ønsker at hjælpe os til at opnå bønnesvar. Fornylig under en gudstjeneste gjorde han mig opmærksom på, at det at våge og bede betød at være opmærksom på, fornemme, hvad der skete i min ånd og bede derudfra. Jeg leder et bønneteam i vores kirke. Vi har bedt sammen i en del år.

Når vi oplevede en byrde eller modstand i vort indre, blev vi ved med at bede, indtil vi mærkede en lettelse i vort indre. Før i tiden kaldte man det” at bede igennem”. Lad os dagligt afsætte tid til fællesskab med Helligånden og lade ham inspirere og forny vores bønnevandring, så vi når målet: Bønnesvaret.

Denne uges prædiken er over en selvvalgt bibeltekst og følger således ikke folkekirkens tekstrække.

Søndagens tekst: Luk. 18, 1-8

Tab ikke modet

1 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:

2 „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder.

3 I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun.

4 Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, 5 så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”

6 Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, 7 tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem?

8 Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?

Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk