C.S. Lewis: ”Jeg beder, fordi jeg ikke kan lade være.”

I filmen ”Shadowland” fra 1993, hvor Anthony Hopkins spiller hovedrollen som C.S. Lewis, er der en scene, hvor Lewis – i forbindelse med sin hustru Joys sygdom – siger: ”Jeg beder, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg beder, fordi jeg er hjælpeløs. Jeg beder, fordi behovet strømmer ud af mig hele tiden. Det forandrer ikke Gud, men den forandrer mig”.

Formuleringen skulle være en opsummering af, hvad han har sagt og skrevet om bøn. Og mon ikke netop det er enhvers erfaring – i hvert fald hvis man ikke har gjort bøn til et middel til at opnå det, man ønsker eller til at styre Gud, men lader det være en overgivelse i Guds hånd.

Med denne grundindstilling til og erfaring med bøn har C.S. Lewis taget hul på et emne, han gang på gang vender tilbage til i sit forfatterskab.

”Høje” og ”lave” bønsformer

I bogen ”God in the Dock” tager C.S. Lewis spørgsmålet op om, hvorfor vi overhovedet skal bede til en Gud, der er alvidende og derfor allerede ved, hvad vi vil bede om. Men nu er bøn andet og mere end anmodningsbønner. C.S. Lewis refererer her dem, der anser bøn, hvor vi beder Gud om noget, for en laverestående bønneform.

Mens den rene ”forening” med Gud er en højere form for bøn, som stadig er mulig, hvis anmodningsbønnerne er omsonste. Denne tankegang rejser Lewis sig imidlertid imod. Dels er det de færreste, der er så forenede med Gud, og hvis vilje er så meget i overensstemmelse med hans, at denne ”højere” form for bøn vil være tilstrækkelig.

Man vil komme til at undertrykke en trang til at bede om noget konkret. Og det at undertrykke sin trang til at bede Gud om noget, fordi man ikke tror, det har nogen virkning eller betydning, er på ingen måder tegn på fromhed. Som Lewis udtrykker det i bogen ”Letters to Malcolm”, der er hans hovedværk om bøn: ”Vi må lægge frem for Ham, hvad der er i os, ikke hvad der burde være i os”

Desuden vil det at afstå fra anmodningsbønner stride imod traditionel kristen bønnepraksis – som vi opfordres til det i bibelen. Fadervor indeholder således mange anmodningsbønner. Det drejer sig altså om oprigtighed mere end ”rigtighed” i bønnen.

Bøn som arbejde

Vi afstår jo heller ikke fra at arbejde, argumenterer C.S. Lewis, selvom Gud let ville kunne klare sig uden vores indsats, hvis han ville – og vi ser, at vores arbejde bærer frugt. På samme måde med bønnen. Gud kender vores behov, inden vi beder. Alligevel har han lært os at bede – og bønnen bærer frugt.

Men der er en forskel på vores fysiske arbejde og bønnens arbejde. Med vores fysiske arbejde – eller vores handlinger – kan vi både gavne og skade os selv og andre, afhængig af vores handlingers beskaffenhed. Men bønnen vil aldrig være til skade:

”Gud har [nemlig] efterladt sig selv en skønsmæssig magt. Havde han ikke gjort det, ville bøn være en aktivitet, der var for farlig for mennesket […]. Bøn bliver ikke altid – i ordet grove, faktuelle betydning af ordet – ”besvaret”. Men det skyldes ikke, at bøn er en svag form for årsagssammenhæng, men fordi det er en stærk form”, siger Lewis.

Dermed bliver bønnen en hvile i Guds hånd.

Fristelser i bønnen

I ”The Screwtape Letters” eller “Fra Helvedes blækhus», som bogen hedder på dansk, kommer C.S. Lewis med en række eksempler på, hvordan Djævelen imidlertid kan friste os i bønnen, så den ikke bliver den velsignelse for os og andre, som Gud havde tænkt.

Bogen er en fiktiv brevveksling, hvor Lewis forestiller sig, at chef-djævelen, Fangegarn, giver råd til sin nevø, Malurt, der for nylig er blevet ansat i fristerafdelingen. Brevvekslingen er altså set fra Helvedets synsvinkel, og derfor omtales Gud som ”Fjenden”.

Én af Fangegarns ”gode” råd, som vi som læsere kan lære af med modsat fortegn, er, at det drejer sig om at få ”ofret” – altså den bedende – til at blive ensidig ”åndelig” i sine bønner: ”Det er uden tvivl umuligt at hindre ham i at bede for sin moder, men vi har midler til at gøre disse bønner uskadelige. Sørg for, at de altid er meget ”åndelige”, at han altid er bekymret for, hvordan det står til med hendes sjæl, og aldrig for, hvordan det går med hendes gigt”.

På den måde vil den omtalte mand komme til at beskæftige sig med ”det, han betragter som hendes synder”. Da hans tanker derudover ikke vil stemme overens med virkeligheden, men kun vil være hans tanker om hende, ”bliver det til en vis grad en imaginær person, han beder for”.

Efterhånden vil der blive en stor kløft mellem den virkelige mor og det billede, hendes søn lægger til grund for sine bønner. På den måde vil der heller ikke længere være en samstemmighed mellem hans bønner og den måde, han behandler sin mor på.

Som onkel Fangegarn udtrykker det: ”Jeg har selv haft patienter, som jeg havde så fuldstændigt herredømme over, at de med et øjebliks varsel kunne afbryde en lidenskabelig bøn for en hustrus eller en søns ”sjæl” for uden nogen som helst skrupler at give sig til at slå eller fornærme den virkelige hustru eller søn”.
Igen handler det om at være autentisk i bønnen.

Gud beder gennem os

Hverken faren for at blive bedraget af vores egen manglende oprigtighed eller tanken om, at Gud i forvejen ved, hvad vi vil bede om, må imidlertid få os til at opgive bønnen, for den er på en særlig måde Guds værk i os. I ”From Letters to an American Lady” skriver C.S. Lewis således: “Hvor sandt, at vores bønner i virkeligheden er Hans bønner; Han taler med sig selv gennem os.”

Det betyder så også på sin måde, at ansvaret ligger hos ham. Derfor er det heller ikke afgørende, at vi for alt i verden skal holde fast i en rigid bønnepraksis:
”Jeg tror ikke, vi bør prøve at holde fast ved vores normale bønner, når vi er syge eller overtrætte”, skriver Lewis, men tilføjer, at han nok ikke vil sige det til en nybegynder i bønnen.

Men, hvis man ikke kan tillade sig selv i visse tilfælde at afvige fra sine normale regler, vil det enten give skrupler, hvis det ikke lykkes, eller man kan ende med at gå rundt med en god samvittighed blot pga., at man har haft sin bønnetid, selvom bønnen har været uden tro og kærlighed.

Gud selv eller følelsen af Gud

Det er vigtigt, at vi, når vi beder, er os bevidste, at ”Guds nærvær ikke er det samme som følelsen af Guds nærvær”, understreger C.S. Lewis videre i ”From Letters to an American Lady”. Her bruger Lewis billedet fra den akt, der skaber et barn, og understreger, at den normalt er forbundet med nydelse, men at det ikke er nydelsen, der skaber barnet.

Således kan nydelsen være til stede også der, hvor der er sterilitet, og der kan skabes et barn, hvor der ikke er nydelse. På samme måde med bønnen: ”Det er det virkelige nærvær, ikke følelsen af nærværet af Helligånden, som avler Kristus i os. Følelsen af nærværet er en overnaturlig ekstra gave, som vi kan takke for, når den er der”.

Bøn forvandler

I et af sine breve, som er samlet i ”Collected Letters” skriver C.S. Lewis om sin personlige erfaring med bønnen:

”I øvrigt, siden jeg er begyndt at bede, oplever jeg, at mit ekstreme syn på personligheden ændrer sig. Mit eget empiriske jeg bliver vigtigere, og det er præcis det modsatte af selvkærlighed. Man lærer ikke et frø at dø ved at kaste det i ilden; og det skal være et godt frø, før det er værd at grave ned”.