Hvis Jesus var blevet i graven…

Anne Manning-Pedersen Bibelunderviser og ledelsescoach

For nylig så jeg filmen ’Risen’. Den handler om en officer, der får til opgave at finde Jesu forsvundne legeme.

Han måtte konkludere, at Jesus faktisk var opstået fra de døde. Ikke blot, fordi han ikke kunne finde liget. Men fordi han mødte mennesker, som havde levet sammen med Jesus. Deres liv var blevet så overvældende og mirakuløst ændret. Hans konklusion var, at enten måtte de være rablende skøre – eller også måtte deres overbevisning være sand.

Filmen er selvfølgelig fiktion, men den bygger på kendsgerninger fra det virkelige liv. Ateister har forsøgt at bevise, at Jesus aldrig har eksisteret, eller at han ikke opstod fra de døde. Ofte er de mest seriøse af disse benægtere endt med selv at tro på Jesus. Kernen i kristendommen er, at Kristus opstod. Uden dette mirakel havde vi kun haft 11 skuffede disciple, som nok ville have taget tilbage til deres fiskeri og andre jobs.

Den 12. discipel, Judas, havde allerede taget sit liv. Og stakkels os, hvis det bare var endt med korset og graven. Men efter at han var opstået fra de døde, viste han sig for sine disciple og i alt 500 mennesker i løbet af de 40 dage, før han vendte tilbage til himlen. Herefter kunne intet stoppe de 11 disciple og de mange andre, som forandrede verden med deres tro og dristige forkyndelse – selv om det kostede livet.

Uden den opstandne Kristus ville der ikke være nogen historie, som skabte kristendommen. Der ville aldrig have været de kristne værdier, der førte til afskaffelsen af slaveri og til rettigheder for kvinder. Vores verden ville aldrig have oplevet en Moder Teresa eller barmhjertighed fra Frelsens Hær eller Røde Kors. De fattige ville næppe få megen velgørende hjælp, missionshospitaler og -skoler ville ikke have reddet liv og hjulpet de fattige og underprivilegerede.

Selv rindende vand ville stadig være en drøm i mange udviklede lande. En tredjedel af verdens befolkning ville ikke kalde sig kristne – og heller ikke stræbe efter at gøre denne verden til et bedre sted for andre end dem selv. Ja, hvis Kristus ikke var opstået, ville vi leve i en verden af elendighed og mørke uden Hans transformerende lys og kraft. Derfor er jeg så glad for påsken, hvor Jesus opstod igen, for det er det allervigtigste i kristendommen.