Hvordan kan jeg som psykolog hjælpe?

Kære Poul Henning,

Jeg er psykolog og oplever til tider, at ældre mennesker har meget modstand overfor mit erhverv. Det er som om, at de lever i overbevisningen, at alt, hvad der hedder psykisk mistrivsel, blot kan bedes væk. Eller at hvis man oplever mistrivsel, skyldes det mangel på en tæt relation med Gud. Medicinsk behandling til mennesker med psykiske lidelser er de særligt modstander af.

Jeg ser dog på mennesket med både ”ånd, sjæl og legeme”, og dermed er behandling med terapi og medicin lige så legalt, når det er psykiske udfordringer, som når det er fysiske/somatiske. Er det forkert at bruge medicinsk behandling til psykiske udfordringer, når man er kristen? Er der nogle eksempler i Bibelen på, at Jesus hjælper mennesker med psykiske udfordringer, her tænker jeg ikke på de besatte, men på mennesker, der kæmpede med et tungt sind.

Venlig hilsen
Den kristne psykolog

Kære kristne psykolog

Tusind tak for dit skriv. Vi er vel alle på en vis måde børn af vores tid. Den ældre generation er flasket op med andre indtryk, end vi er. Det kan komme til udtryk ved, at det psykisk svære skal arbejdes væk, eller at følelser ikke er noget, vi skal tale om eller lade os forstyrre af, når vi tror på Herren. Psykiatrisk afdeling blev tidligere forbundet med dårlige indtryk fra filmen Gøgereden eller med ord som ’Kolbøttefabrikken’, eller det forfærdelige indgreb helt op i 80’erne – ’Det hvide snit’.

Tro, helse og videnskab

Professor Niels Christian Hvidt fra Syddansk Universitet m.fl. udførte for 17 år siden en undersøgelse om tro og helse ud fra 12.000 personligt kristne og 12.000 fra befolkningen i øvrigt. Undersøgelsen viste at:

Tro giver:
a. Øget velvære, livskvalitet og lykke.
b. Nedsat sygdomsrisiko.
c. Øget livslængde.
d. Fysisk og psykisk bedring
e. Bedre mestring af fysisk og psykisk sygdom.
Der er således evidens for, at tro på Gud og modtagelse af Guds nåde medfører skønne frugter.

Depression og kirkemiljø

Undersøgelsen viste dog også ét felt, hvor det desværre gik væsentligt værre for gruppen med de 12.000 personligt kristne. Det felt var kvinder med depression. Her viste undersøgelsen, at det kirkelige miljø var dårligere til at håndtere denne udfordring. Jeg tænker, at vi i et tabuiseret felt har manglet sprog, lytteevne og medvandring.

Folk med depression og særligt kvinder blev derfor ofte ikke mødt med en forståelse, men endte med at føle sig forkerte både som menneske og som troende. Hjælp – der er noget galt med mig og min tro! I dag lægger vi ikke det åg på folk, men tænker blot, at de har fået en sygdom. Et lårbensbrud behandles med en operation og genoptræning.

En depression behandles terapeutisk og medicinsk, og i terapien er der ideelt set også åndelig hjælp og forbøn. Svære følelser skal ikke gemmes væk, for de er signalflag, der fortæller, at noget skal bringes på plads.

Jesu model til de bedrøvede og skuffede

Hver 3. dansker får en psykiatrisk diagnose, og her er epidemien af stressramte ikke talt med, for stress er ikke en diagnose. Vi kan lære af Jesu tilgang til det unikke menneske i den unikke situation. Jesu tilgang var ikke hurtige standard svar og bibelvers til dem, der havde det svært. Lukas kapitel 24 er en uovertruffen undervisning i, hvordan Jesus gjorde.

Han så de to bedrøvede og skuffede disciple, vandrede med dem, lyttede på dem og stillede spørgsmål – først derefter kom en naturlig gennemgang af opmuntrende ord fra Skrifterne. Det var ikke ydre styring – ’tag dig sammen’, men tid, medvandring, indre styring og forvandling. ”De sagde til hinanden:

’Brændte vores hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os’. Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: ’Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.’ Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.”(Luk.24:32-35)

Vi har alle brug for medvandrere, og når det er særligt svært også kristne psykologer og psykiatere, så fortsæt endelig.

Kærlig hilsen Poul Henning