Påskeforedrag og bog om det mystiske ligklæde i Torino

De nyeste oplysninger om det næsten 2000 år gamle 3D-”fotografi” af ligklædet er sammenfattet i en lille bog af Jostein Andreasen og Oddvar Søvik. Den kan bestilles for 98 kr. på Hosianna.dk. (klik på billedet for at bestille den)

I domkirken i Torino i Italien findes et fire meter langt ligklæde, som har et mystisk billede af en korsfæstet, pisket og tornekronet mand… Forskere har fundet en lang række indicier på, at det faktisk er det ligklæde, som Jesus blev lagt i, og som omtales i evangelierne i forbindelse med hans opstandelse påskemorgen.

Forskerne konstaterer, at billedet ikke er påmalet. Teorien er, at der er sket en radioaktiv udladning fra kroppen i forbindelse med, at Jesus er vakt til live. I et splitsekund er der så afsat et 3D-aftryk på ligklædet. Påskelørdag kl. 14 holder redaktør Henri Nissen, Udfordringen, et foredrag med billeder af ligklædet. Det foregår i Udfordringens mødesal, hvor der er plads til max 50 personer.

Henri Nissen vil gennemgå Ligklædets dramatiske historie, fortælle om, hvad pollen og blomsteraftryk afslører, og vise, hvor ligklædet stemmer overens med evangeliernes detaljer. Det bliver en spændende opdagelsesrejse i ligklædets fascinerende historie. Ved foredraget vises bl.a. en to meter høj fotostat, hvor den korsfæstede ses i fuld størrelse, og hvor man kan studere detaljerne.

Ingen anden genstand er blevet så grundigt videnskabeligt udforsket gennem de sidste 30 år som Torino-ligklædet. En tidligere kulstof-14 prøve har desværre forvirret fakta. Prøven blev fejlagtigt taget af et stykke påsyet stof efter en brand. Stoffet var således fra 1300 tallet, mens ligklædet er fra Jesu tid. Med moderne metoder og udstyr ved vi i dag mere om hemmelighederne i ligklædet.

Tilbud om nadver

I påsken indstiftede Jesus nadveren, idet han delte brødet og vinen med disciplene og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Efter foredraget er der mulighed for at markere påsken ved at deltage i en enkel nadver med vin og brød til minde om, hvad Jesus gennemgik i påsken. Men man kan også deltage i foredraget uden at deltage i nadveren.