Der er brug for åndelig opvågning hos skønlitterære forfattere

Når man ser ud over vor tids litterære landskab her i Danmark, skal man lede længe efter kristne forfattere. Udover Anne-Cathrine Riebnitzsky og Søren Ulrik Thomsen er det så som så med forfattere, der bekender sig som kristne. Jo, i en lille bog i serien ”Kristendommen ifølge”, som er udgivet på forlaget Eksistensen, fortæller Jens Christian Grøndahl om sin trosmæssige opvågning.

Også et par enlige svaler blandt forfatterdebutanter har skabt håb om en vending. Den ene er Louise Øhrstrøm, der i 2010 udgav romanen ”Efter rosinen”, der vandt året debutantpris. Desværre har man ikke hørt fra hende siden. Den anden er Ingrid Nymo med sin debutroman, ”Kloster”, der udkom i 2021 og handler om en ung kvindes åndelige opvågning. Det bliver spændende at se, hvad eventuelle kommende romaner fra hendes hånd vil indeholde.

Men ud over disse enkelte lysglimt (jeg kan have overset en enkelt) ser det sort ud for den nutidige danske skønlitteratur. Her møder man primært moderne hverdagsproblemer uden ånd eller en strøm af underholdningsromaner i form af krimier. Men måske er der håb.

Modløsheden efter to verdenskrige

I hvert fald har tidligere tider vist, at der efter en åndelig hungertid i litteraturen kommer en opvågning. Det skete i hvert fald i slutningen af 1940-erne og begyndelsen af 1950-erne. Verden havde lige gennemgået to verdenskrige, som kan ses som kulminationen på og konsekvensen af den foregående tids tendenser.

Naturvidenskabens opdagelser og kunnen muliggjorde den tragiske udgang af 2. Verdenskrig med atomsprængningerne over Hiroshima og Nagasaki og blev dermed også indirekte årsag til dynamikken i den efterfølgende kolde krig mellem øst og vest, som vi i disse dage atter ser blusse op og intensiveres.

Håbløsheden, desillusioneringen og angsten for en krig, der kunne udslette jordens befolkning, som greb mennesker dengang, fik en endnu større virkning, fordi den slog ned i en generation, for hvem Gud ”var afgået ved døden”, Troen på en højere verden – en højere mening – var blevet begravet allerede med Det Moderne Gennembrud i 1870-erne.

Men troen på vor verdens formåen, som var Det Moderne Gennembruds vækstgrundlag, havde mistet sin berettigelse på baggrund af de to verdenskrige. Mennesket stod tilbage overgivet til sig selv. Men også troen på sig selv havde mennesket mistet i mødet med krigen.

Heretica-generationen.

På den tid så et nyt litterært tidsskrift dagens lys. En række litterater og forfattere gik som reaktion på tidens åndløshed sammen om at udgive tidsskriftet ”Heretica”. Krigsårenes ”bevis” på rationalismens og det materialistiske menneskesyns kommen til kort havde udmundet i en kulturkrise, hvor snart sagt alt kendt blev stillet i tvivl.

Heretica-generationen – som folkene omkring tidsskriftet bliver kaldt – gjorde derfor op med det politisk og socialt kendte. For, når tidens kendte ideologier mister deres kraft, må man begynde på bar bund. En generation, som opstår ud fra et opgør med noget foregående, behøver imidlertid ikke have et fælles alternativ til det forkastede. Dermed valgte forfatterne omkring Heretica også forskellige løsninger på tidens åndløshed.

Nogle greb tilbage til kristendommen, nogle søgte ind i sig selv, mens andre igen søgte den åndelige dimension bagom sproget.
Blandt de forfattere, der greb til kristentroen, er bl.a. Martin A. Hansen og Ole Wivel.

Martin A. Hansen

Martin A. Hansen hører til vores klart største kristne forfattere. Han var opvokset i et bekendende kristent hjem, og troen er klart, men oftest skjult, til stede i hans forfatterskab. Et eksempel er novellen ”Paradisæblerne”, hvis titel leder tankerne hen på syndefaldet. Hovedpersonen er som dreng sendt med mad til sin mormor, der bor hos en gammel skytte, der beskrives som en dæmonisk skikkelse.

Drengen bliver tilsyneladende forhekset af ham, så han på hjemvejen drages mod undergangen i form af en våge i en tiliset å, hvor han falder i. Han mærker imidlertid som en hånd der giver ham et skub i ryggen, så han kan redde sig op. Men vel oppe går han vild i tågen.

Der er imidlertid ikke kun tale om en dreng, der går vild, for han beskriver det selv som et ønske om at fare vild: ”Gid jeg kunne gå vild!”, siger han. Da han desuden taler om, hvordan han ikke kan ”mærke, om det var rigtigt eller forkert”, fornemmer man, at han ikke bare taler om, den retning han går i, men at der er tale om en allegori over den forvirring, mennesket oplever efter syndefaldet.

Da han mod slutningen af novellen tænker: ”Der er nok nogen, som har passet på”, udtrykker han indirekte selv den fornemmelse, som læseren har, at der er tale om mere end en dreng, der er gået vild, der er tale om en personlig frelsesberetning. Novellen bliver en beskrivelse af, hvordan vi mennesker fristes af vores syndighed til at vælge fortabelsen, men at Gud står der, for at redde os.

Ole Wivel

Ole Wivel er i sin kristendom påvirket af Martin A. Hansen, men er ikke så overbevist i sin tro som ham. Ole Juul, som har skrevet en bog om Ole Wivels kristendom taler således om den som værende primært en æstetisk øvelse. Således begynder Wivel med digtsamlingerne ”I fiskens tegn” (1948) og ”Jævndøgnselegier” (1949) at benytte sig af urkristne symboler og temaer i sin digtning.

Kristendommen tages også op i essayet ”Fem brød og to fisk”, som blev udgivet i tidsskriftet Heretica i 1948. I dette essay gør Wivel ikke overraskende op med nazismen med ordene: ”Det var mennesket befriet for gud og djævelen uden overtro, skaber af sin egen ånd og sin egen lykke”. Også humanismen får samme dom:

”Ved at afskaffe gud og djævel og ved at indsnævre tilværelsen til kun at omfatte det synlige og nærværende, havde humanismen forrådt sin sjæl”, skriver han således. Karakteristisk for Ole Wivel er, at hans kristentro ikke er dogmatisk eller knyttet til menighedsfællesskabet, men til det personlige Gudsforhold.

En kristen renæssance blandt svenske forfattere

Nogenlunde samtidig med Heretica-generationen i Danmark sker der en lignende og noget større opblomstring af kristne forfattere i Sverige. Ingen af dem er særlig kendte i Danmark, men hvis man skulle få lyst til at fordybe sig i det, der er blevet kaldt den kristne renæssance blandt Sveriges forfattere, skal man have fat i navne som:

Birgitta Trotzig, Bo Setterlind, Östen Sjöstrand, Ingemar Leckius, Sven Stolpe, Lars Ahlin, Majken Johansson, Gunnar Edman og Olov Hartman.

Forfattere som first movers

Vi står i dag i en tid, der på mange måder ligner tiden, hvor Heretica-generationen opstod. Fremgangstroen og tilliden til det oplyste menneskes godhed har lidt et gevaldigt knæk de sidste år, og når tørsten bliver stor nok, søger man til kilden. Må det blot blive til ham, som selv er det levende vand. Søren Ulrik Thomsen har engang sagt, at det er hos forfattere og kunstnere – med deres særlige følsomhed – at man først kan spore mentalitetsændringer i et land og i en tid. Om det er tilfældet, ved jeg ikke, men hvis det er, må vi holde øje med, hvad der sker i det litterære landskab.

I alle tilfælde har forfattere en særlig mulighed for at påvirke mentaliteten i deres tid og med kunstens og sprogets fingre berører dybder i mennesker, som ikke kan nås af fornuftens og logikkens vej. Så lad os bede om en åndelig opvågning blandt vores danske forfattere.