Nu er vi på vej mod pinse
Vi er kommet til 1. søndag efter påske og teksten fra Johannes kap. 20, 19-31. Jesus er opstanden, syndens magt er brudt. Vi er på vej mod pinse, hvor Guds ånd bliver udgydt over alle mennesker, og en ny lov bliver skrevet i vores hjerter.
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen (Joh. 20, 19) Med disse ord proklamerer Johannes, at alt er blevet anderledes. At som under skabelsen har Gud, den første og største, begyndelsen til alt, gjort noget nyt. Frelsesplanen er ikke længere et løfte, den er en virkelighed. Ved Jesu Kristi opstandelse har Gud banet en vej for os tilbage til ham selv og til det evige liv.
Jesus Kristus, verdens lys, er brudt igennem mørket og har sat os fri. Vi er ikke længere alene; Jesus er kommet og leder os ud af mørket. Han er med os og vil aldrig forlade os. Det er ikke længere et løfte, men en virkelighed. Han støtter os, beskytter os og minder os om det håb, vi har i ham, at han snart kommer igen, når Gud genopretter hele jorden. Vi har dermed fået håb igen.
Forlader I nogen deres synder (Joh. 20, 23) I Jesus får vi styrken til at kunne begynde et nyt liv. Begyndelsen på det nye liv er altid tilgivelse. Om det er os, der vender os til Jesus og modtager hans tilgivelse, eller det er os, der tilgiver, så begynder det her. Tilgivelse kan være svært, når det er os, som skal tilgive. Men i tilgivelsen bliver vi fri af en byrde og kan ånde let igen. Beslutningen er vores.
I Jesu sejr har vi fået magten til at bestemme, hvordan fremtiden skal se ud, og den begynder med tilgivelse. Men hvordan? For det første er vi nødt til at erkende det, vi har oplevet og se det i øjnene. Hvordan det har påvirket os, hvad det har gjort ved os, og hvilken effekt det har haft på vores liv. For det andet er vi nødt til at give slip.
Vi kommer ind i noget nyt ved at give slip på det gamle. Vi vælger at give slip, og byrden falder ned på jorden, og vi vandrer videre med Jesus, lettere, friere, stærkere. For det tredje kan vi ikke tage imod tilgivelsen, medmindre vi tilgiver os selv. Gud har sagt ‘ja’ til mig og accepteret mig. Hvor der er et ‘ja’, er der også et ‘nej’. Når vi siger ‘ja’ til Jesus, er det også et ‘nej’ til alt det ødelæggende i vort liv. Frihed er at have magten til at kunne vælge at sige enten ‘ja’ eller ‘nej’. Salige er de, som ikke har set og dog tror (Joh. 20, 29)
Thomas viser os noget vigtigt. I vores tid er vi utrolig optaget af ‘at se’ og har fokus på det visuelle. Thomas reagerer, som det er blevet naturligt for os: ”Lad mig se”. Men i Guds rige starter alt med at høre. Når Gud skaber, taler han, og hele universet lytter efter, hvad han siger og handler på det. På pinsedag hørte de først, og derefter kunne de se og fik styrke til at tale og handle på en ny måde.
Jesus minder os flere gange om, at den, der har ører, skal høre. I vores nye liv i Jesus Kristus lærer vi at høre ham. Når vi hører hans ord, hans sandhed, begynder vi at forstå, hvem vi virkelig er. Vi får en ny identitet. Det er vigtigt at kunne høre hans stemme.
Lad os i denne tid mellem påske og pinse give os tid til at høre, hvad Gud siger til os. Ikke hvad alle andre omkring os siger om os, men hvad han siger. For hans ord er livgivende og skabende og får os til at se, indse, forstå og handle. Jesus siger til Thomas: Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror (Joh. 20, 29). Det er saligt og lykkeligt at høre Jesu livgivende ord og at tro på dem.
Søndagens tekst: Joh. 20,19-31
Den Opstandne viser sig for disciplene
19 Samme aften var disciplene forsamlede inden døre, og de havde låst dørene af frygt for de jødiske ledere. Pludselig stod Jesus midt iblandt dem. „Fred være med jer!” sagde han.
20 Så viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så, at det var Herren.
21 Jesus sagde igen til dem: „Fred være med jer! Ligesom Faderen sendte mig, sådan sender jeg jer.”
22 Derefter åndede han på dem og fortsatte: „Modtag Helligåndens kraft!
23 Hvis I tilgiver mennesker deres synder, er de tilgivet, men hvis I nægter at tilgive dem, så bliver de ikke tilgivet.”
Thomas’ møde med Jesus
24 En af de Tolv ved navn Thomas, også kaldet „Tvillingen”, var ikke til stede, da Jesus viste sig for dem.
25 De andre disciple fortalte ham bagefter: „Vi har set Herren!” Men han svarede: „Det tror jeg ikke på! Kun hvis jeg med mine egne øjne får naglemærkerne i hans hænder at se og stikker fingeren i dem, og hvis jeg stikker hånden i hans side, vil jeg tro på det!”
26 Den følgende søndag var disciplene samlet igen, og nu var Thomas sammen med de andre. Dørene var låst, men pludselig stod Jesus midt iblandt dem og sagde: „Fred være med jer!”
27 Så vendte han sig til Thomas: „Kom her med din finger,” sagde han. „Se, her er mine hænder. Kom med din hånd og føl på min side. Tro i stedet for at tvivle!”
28 „Min Herre og min Gud!” udbrød Thomas.
29 „Nu tror du, fordi du har set mig,” sagde Jesus. „Velsignede er de, som ikke har set og alligevel tror.”
30 Jesus gjorde mange flere mirakler for øjnene af sine disciple end dem, der er nedskrevet i bogen her.
31 Men jeg har skrevet dette, for at I skal tro på, at Jesus er Messias, Guds Søn, og gennem jeres tro få del i det evige liv.
Teksten er fra Bibelen på hverdagsdansk
