45-årig: ’Jeg føler mig som et hjælpeløst barn’

Kære Orla Lindskov

Jeg er en kvinde på 45, som føler behov for at skrive til dig. Jeg er troende kristen og tilhører Folkekirken. Jeg har ventet med at skrive. Men jeg har besluttet mig for, at nu skal det gøres. Årsagen er, at jeg er kommet ind i en periode, hvor der ingenting skal til, før jeg græder. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg er flov over det.

Det sker, når jeg taler med venner, med arbejdskammerater, med mine børn. Det sker også, når jeg ser noget, der rører mig på TV. Jeg oplever endda, at jeg nogle gange græder, når jeg går tur med mig selv og ser børn, der leger. Jeg tænker på, hvordan mon deres barndom er, om de er glade, og om de vil finde lykken som voksne.

Der sker jo så meget ondt i verden. Desuden er mit fysiske helbred begyndt at vise tegn på, at der er et eller andet galt. Det er især min mave og min fordøjelse, der giver mig problemer. Jeg tænker på, om jeg er ved at blive sær, eller om jeg er ved at få et sammenbrud psykisk. Min psykolog siger, at gråden skyldes oplevelser fra fortiden.

Min far og mor skændtes hele tiden og truede hinanden med skilsmisse. Det tog jeg meget tungt. De skændtes næsten altid om aftenen, når min søster og jeg var kommet i seng. Så skjulte jeg mit hoved under dynen og stoppede fingrene i ørerne. Min storesøster sagde, at jeg var dum og bare kunne være ligeglad, når de skændtes. Men det kunne jeg bare ikke.

Jeg følte tidligt, at mine forældre ikke elskede mig. De talte sjældent til mig. De talte altid til min storesøster. Det kunne jeg ikke forstå. Det var, som om de ikke brød sig om mig. Men jeg var jo også efternøler. I dag vil jeg gøre alt, for at mine venner og arbejdskammerater skal acceptere mig. Jeg vil næsten gøre alt for andre, for at de skal synes, at jeg er god nok.

Jeg oplever, at jeg har mange hæmninger overfor andre, og det gør mig nedtrykt. Min psykolog siger, at det forhindrer mig i at elske mig selv. Jeg føler mig stadig som det hjælpeløse barn, jeg var for mange år siden. Jeg føler, at jeg stadig er det skræmte barn, som gemte sig under dynen. Mon aldrig det kan blive anderledes med mig?

Hvad tror du, Orla Lindskov?

Med venlig hilsen fra
Kvinden, der græder.

Giv dit indre barn kærlighed ved at græde

Kære kvinde, der græder

Jeg tror, at det kan blive anderledes med dig. Og jeg tror, at du skal tage kærligt imod dit indre barn. Det er nemlig dit indre barn, der nu er ved at blive vækket i dig. Den proces skal du ikke være flov over. Det er nemlig en positiv udvikling, der sker med dig nu. Der er en årsag til, at du ikke kan elske dig selv. Ofte skyldes det, at det indre barn har det dårligt.

Lyt derfor til, hvorfor dit indre barn har det dårligt. Det har nemlig at gøre med følelser, der har været spærret inde. Når du lytter til dine følelser og vil være dem bekendt overfor dig selv, så giver du dit indre barn kærlighed. Det betyder så også, at du skal give plads til dine grædeanfald. Så giver du dit indre barn kærlighed og tilladelse til at leve. Det vil give dig tryghed og god selvfølelse. Du skal i hvert fald ikke skamme dig.

Du er værdig til andres respekt og kærlighed, som du er. Du behøver ikke at ofre dit selvværd og din selvfølelse for at blive accepteret. Når du føler dig hjælpeløs, håbløs og nedtrykt, så er det barnet i dig, der føler således. Når voksne oplever at få sådanne følelser, som du gør nu, kommer de ofte til at føle sig forkerte.
Den del af dig, der føler sig nedtrykt og hjælpeløs, det er dit indre barn.

Du oplevede dig hjælpeløs, fordi du i barndommen hverken blev set eller hørt. Som barn blev dit behov for opmærksomhed ikke imødekommet. Men hver tåre, du græder nu, hver følelse, du godkender og udtrykker, vil bevirke, at dit indre barn helbredes lidt efter lidt. Følelser, der fortrænges, forbliver i kroppen som en spænding, en slags krampe i en muskel eller i et organ. Derfor kan du nu opleve problemer med dit helbred.

Men når dine følelser omsider anerkendes, så bliver kroppen befriet for spændinger. Det kan gøre ondt både psykisk, men også fysisk, når de fortrængte følelser begynder at ville ud. Det er sikkert det, der giver dig dine anfald med gråd. Du skal ikke være angst for den periode, du er i nu. Din gråd er som veerne ved en fødsel.

Det kan godt stå på et stykke tid. Angsten fra barndommen vil prøve at forhindre dig i at blive et ”helt” menneske. Når den angst melder sig, kan du afvise den, f.eks. ved at sige: – ”Mit liv er i Guds plan. Gud elsker mig.” Dine negative tanker vil lidt efter lidt opløses og forsvinde. Hvorfor?

Jo, du sulter de negative tanker ihjel ved ikke at give dem opmærksomhed. Frygt og angst kan gøre os blinde. Vi ser fjender, hvor der faktisk kun er venner. Men når du lidt efter lidt bliver et helt menneske, så ser du, at du ikke har nogen fjender. Gud vil nemlig bruge enhver situation og ethvert menneske til at gøre dig godt. Gud vil altid være med dig.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.