Fra medlemmer i børneklubben til medarbejdere i kirken

Ane Louise Olsvig og Hanne Lundblad kommer i INO-kirken i Ilulissat. INO-kirken er Grønlands frikirke og står for: Inuunerup Nutaap Oqaluffia. De to kvinder er veninder, og er begge kommet i kirken helt fra dengang, den endnu ikke var en kirke, men bare en børneklub. Børneklubben hed Qupaloraarsuk Klubben (Snespurve Klubben), fordi den lå på Snespurvevej.

Klubben blev startet af Det Danske Missionsforbund, der nu hedder Evangelisk Frikirke, Danmark. Her er historien om, hvordan Ane Louises og Hannes liv fletter sig ind i kirkens historie. Ane Louise er socialmedhjælper i en børnehave. Hun har tre børn og har været igennem to brudte forhold og lever nu alene med børnene. Hanne arbejder også i en børnehave, men som pædagogmedhjælper. Hun er gift med Jakob, og de har tilsammen fem børn.

Forældrene brød sig ikke om klubben

Både Ane Louise og Hanne havde i deres barndom kontakt med Qupaloraarsuk Klubben, hvor de oplevede tryghed, ro, glæde og kontakt til voksne, som de kunne være sammen med. De husker, at noget af det, de elskede, var, at de kunne synge og spille. De husker også navnene på flere af de gamle klubledere. Hanne husker særligt, at motivationen for at komme var, at man kunne optjene point til at få et selvlysende kors.

Det havde hendes kusine, og hun ønskede sig sådan at få et magen til Deres forældre var ikke glade for, at de hang ud i klubben, så de hentede dem jævnligt. Der var alkohol og uro i hjemmet, ”men min mormor, ” siger Hanne, ”lærte mig at bede hver dag, og det har jeg forsøgt at lære mine egne børn.”

Et hårdt voksenliv

I takt med at pigerne nåede konfirmationsalderen, fik de et helt andet liv med fester og druk, og de mistede kontakten til Qupaloraasuk Klubben. Ane Louise fortæller, at alkohol kom til at fylde så meget, at hun for ca. 20 år siden valgte at gå i misbrugsbehandling. Det har hjulpet hende til at ændre dårlige mønstre.
Hanne fortæller, at hun også kom til at leve et hårdt liv i sit tidlige voksenliv.

I 2005 fik Hanne igen kontakt til de kristne på Snespurvevej. Klubben var nu blevet til en INO-kirke. Denne gang var det nogle venner, som inviterede hende med. De første mange år brød Hannes mand sig ikke om, at hun kom dér. Der gik mange år, før han ville være med. Først i 2020 oplevede både Jakob og Hanne et decideret kald fra Gud om at slutte sig til kirken og begynde et helt nyt liv sammen med Gud.

Inviterede sin gamle veninde med

Da Hanne og Jakob besluttede sig for at blive døbt, inviterede de Ane Louise med i kirken. Det blev starten på et liv med Gud for Ane Louise. Hun blev mødt af fællesskabet og lovsangen. Hendes forældre var begge døde, og hun følte stor tomhed og var meget ensom. Ane Louise har været tynget ned af skyld og skam over for sine børn, sig selv og Gud, men hun oplever nu virkelig at blive sat fri, og når fortiden indhenter hende, mødes hun af Guds tilgivende kærlighed.

To kloge kvinder

Som man sidder dér overfor dem, ser man to seje, livskloge kvinder, der kæmper for bedre vilkår for sig selv og deres familier. ”Jeg har en god veninde! Hanne og jeg hjælper hinanden og deler problemerne,” siger Ane Louise med et stort smil. Begge veninder er trofaste i kirken og har hver deres opgaver. Ane Louise brænder for børnene og at holde kirken ren og i orden, og Hanne tager del i lovsangsgruppen og har oplevet, at Gud kalder hende til at læse op af Bibelen for de ældre, som hun mødes med jævnligt.

Håber på flere ledere i børnklubben

Hanne og Ane Louise ønsker fortsat at lære Gud bedre at kende, og de håber, at deres børn vil komme til kirken. De håber også, at Qupaloraasuk, kirkens børneklub, vil få flere ledere, så det fortsat kan være et godt sted at komme for byens børn. Menigheden i Ilulissat støttes fortsat af Evangelisk Frikirke Danmark.