Missionærfamilie på vej til Tanzania

Bettina og Morten Poulsen med børnene Karen og Victor skal rejse til Tanzania som missionærer for BDM.

Bettina og Morten Poulsen fra Aalborg rejser ud som missionærer til Tanzania og er ansat i Brødremenighedens Danske Mission fra den 1. august.

For Bettina og Morten Poulsen fra Aalborg er arbejdet med mennesker et kald. Nu udvider de blot deres sociale virkefelt fra Aalborg til Mwanza i Tanzania.

Erfarne i socialt arbejde

Bettina har en kandidat i socialt arbejde og har de seneste otte år været leder i Barnets Blå Hus under Blå Kors i Aalborg. Huset er et tilbud for børn, der vokser op i familier med rusmiddelproblematikker. Morten har en kandidat i pædagogisk sociologi og var indtil for nylig assisterende leder på Bo- og støttecenter Løvdal, Aalborg Kommune.

Tidligere udsendte

Det er ikke første gang parret er udsendt. Morten har været leder af kostskoleafdelingen i den danske skole i Iringa, Tanzania, og Bettina har arbejdet som projektleder i en organisation i Kinas Yunnan-provins. Parret har to små børn: Karen på 5 år og Victor på 3. Generalsekretær i BDM, Arngeir Langås, glæder sig over at udsende Bettina og Morten Poulsen:

– Det kræver mod sådan at gå ind i det ukendte. Men de er heldige at komme til et land, hvor man er dygtige til at samarbejde med missionærer. Vi beder til og tror på, at Morten og Bettinas tilstedeværelse og samarbejde i mission vil bidrage til Guds rige i og udenfor Mwanza.