KBC og dets præster har 35 års jubilæum

Dobbelt-jubilæet fejres den 31. maj i kirken i Albertslund.

Lena og Jens Garnfeldt

Onsdag den 31. maj 2023 kan Københavns Bibeltrænings Center (KBC-Church) fejre sit 35 års jubilæum.

KBC har igennem de seneste 35 år haft stor indflydelse blandt kristne i Danmark, Skandinavien og Europa. Det hele begyndte den 7. januar 1988 i Blågårds Plads’ medborgerhus på Nørrebro, hvor menigheden blev proklameret og officielt startet.

Internationalt anerkendt kirke

1989 slog KBC for alvor igennem, da en troskonference i Nørrebrohallen samlede 1000 deltagere. Blandt talerne var pinsepioneren Lester Sumrall fra USA.
KBC har været vidt omkring siden da og er blevet kendt gennem sin trosstyrkende forkyndelse ved konferencer, møder og ikke mindst KBCs Bibelskole, som har haft mere end 1000 elever fra mange forskellige kirkelige baggrunde og nationaliteter.

I dag er KBC-Church en internationalt anerkendt kirke med mange aktiviteter ud over hele Europa og har forbindelse til et stort netværk af kirker i Skandinavien, i Europa, men også i hele verden.

Præsteparret Garnfeldt

Samtidig med kirkens jubilæum fejres pastorparret Jens og Lena Garnfeldt, der har stået ved roret gennem alle de 35 år. I forbindelse med Jubilæumsgudstjenesten den 31. Maj kl. 19.00 er der en reception kl. 17.30 – 18.45, hvor deltagerne får mulighed for at bringe en hilsen.

Den humoristiske forkynder Jesse Duplantis fra USA taler under jubilæumsfesten for KBC i Albertslund.

Jesse Duplantis

I anledning af jubilæet vil den kendte forkynder Jesse Duplantis fra USA tale. Han er kendt af mange som en opmuntrende, humoristisk og inspirerende forkynder, men han har aldrig før besøgt Danmark. Jesse Duplantis er kendt som en evangeliets forkynder, motivations-taler, TV-personlighed og forfatter til flere bestsellers.

Han har været i tjeneste siden 1976 og er grundlægger af Jesse Duplantis Ministries, som har hovedsæde i New Orleans, i det sydlige Louisiana, USA. Om forkynderen skriver KBC i en pressemeddelelse: I over fire årtier har han delt sin unikke blanding af humoristisk sans og tro over hele verden, og generationer af troende er blevet inspireret af hans budskab, og utallige er kommet til tro på Jesus Kristus gennem hans tjeneste.

Han er kendt for sin urokkelige og humoristiske måde at dele sine tros-erfaringer på. Jesse trækker stadig store skarer af troende gennem sociale medier, TV og møder, der afholdes over hele verden. Jesses mange følgere kan finde ham som taler i nogle af de største kirker, men han besøger også små, voksende og nystartede kirker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han siger: ”Ingen kirke er for stor eller for lille til Helligånden”. Side om side med sin hustru, Cathy Duplantis, fortsætter han med at opfylde missionsbefalingen, som Jesus Kristus gav os om at gå ud i al verden og forkynde evangeliet for al skabningen (Mark 16,15).

Tilmelding

Tilmelding er påkrævet til jubilæet den 31. maj. Der er reception kl. 17.30 – 18.45 og Festgudstjeneste fra kl.19.00 i KBC-Church, Hedemarksvej 15, 2620 Albertslund.