Tanker om at være præst og forfatter – eller omvendt

Kirsten Krog kom med et hjertesuk i kronikken i Udfordringen den 14. april, hvor hun savnede ”åndelig opvågning” fra danske litterære forfattere. Det fik mig til tasterne. For forfatterne findes, men det kræver mange kræfter at få spalteplads i aviser og blade – desværre også i kristne foreningers og organisationers blade, der ofte kun anmelder deres egne bøger. Det har jeg ofte gjort opmærksom på, uden at der skete noget. Hvis vi gerne vil nuancere synet på kristne mennesker og sige højt, at alle ikke ligner faster Anna fra Matador eller Hans Kirks fiskere, er det på tide at skrive ærligt om de kristne miljøer. Og hjælpe dem, der gør det.

Må præstere dobbelt

Man hører kvindelige politikere og topfolk i erhvervslivet sige, at de føler, at de skal præstere dobbelt så godt som deres mandlige kollegaer. Hvorfor? Fordi de er kvinder. Samme følelse kan man som forfatter have, når man som jeg også er præst. Er man så virkelig kommet ned fra prædikestolen, når man skriver romaner?
Da Søren Ulrik Thomsen blev spurgt, om han er en kristen forfatter, svarede han:

”Jeg er ikke en kristen forfatter. Men jeg er en forfatter, der også er kristen.” Og det er jeg også. Glad for både at være præst og forfatter. Hvad enten jeg skrev børnebøger, skabte filmmanus, skrev kirkespil, digte og salmer, noveller og romaner, har jeg altid bestræbt mig på at respektere skrivehåndværket. Som forfatter har jeg ikke et ekstra religiøst kort i ærmet, der kan sikre gode og fromme løsninger.

Mine romanpersonerne har deres eget liv. På prædikestolen er det mig, der siger amen på det rigtige tidspunkt. Men det gør jeg ikke som forfatter.

Salmer

Lidt anderledes forholder det sig, når jeg skriver salmer. En salme er pr. definition forkyndende, og som salmedigter skriver man ikke almen religiøs lyrik – lad den være nok så smuk – men man forholder sig til et bestemt manuskript, Vorherres store bog, og den kristne tro. Man forsøger at forkynde ind i tiden. Men på poesiens betingelser!

En god salme er ikke dogmatik på vers. Og en god salme skal måles på sine håndværksmæssige betingelser, når den skal synges i menighedens og kirkens fællesskab. Og digternavnet kvalificerer ikke altid, hvad enten der står Kingo, Grundtvig eller Gustava Brandt under salmen.

Billedmager

I P.O. Enquists skuespil ”Billedmagerne” lærer den beskedne filmklipper Julius den ældre fru Selma Lagerlöf et nyt ord: ”Jeg ville være billedmager,” siger han. ”BILLEDMAGER. Male billeder. Men så blev jeg filmfotograf. Men det er måske også en slags billedmager.” Selma svarer: ”Billedmager? Det er et smukt ord. Hvor er det smukt. Jeg er måske også en billedmager.”

Er det ikke også det, jeg er, hvad enten jeg skriver romaner eller salmer? Jeg vil som billedmager afbillede virkeligheden, som jeg har og stadig oplever den. Derfor skriver jeg med samme varme om bibelske personer som Moses, Peter og Paulus som om min søndagsskolelærer, KFUM-lærer og andre kristne mennesker, jeg har mødt, og hvis vidnesbyrd har berørt mig. Mennesker, for hvem Gud var en virkelighed.

Så dybest set er der ikke forskel på min seneste bog ”Som stenene synger i vinden” (ProRex Forlag) og min roman ”Engle har mange ansigter” (Højer).

Jeg har kun mit eget blæk

Som forfatter bliver jeg ofte spurgt om personerne i mine romaner: ”Er det virkelig sket?” Så svarer jeg, at som forfatter har jeg ikke andet blæk at dyppe min pen i end mit eget. Og som Linn Ullmann skriver i romanen ”De urørlige”:

”For at skrive om virkelige personer, som forældre, børn, kærester, venner, fjender, onkler, brødre, eller tilfældige forbipasserende, er det nødvendigt at gøre dem fiktive. Jeg tror, det er den eneste måde at blæse liv i dem på. At huske er at se sig omkring, igen og igen, lige forbavset, hver gang.” Igen. Helt enig.

Mine fire romaner

I mine romaner, ”V for Victor”, ”Engle har mange ansigter”, ”Du ved det godt mit hjerte” og ”Hjerter taler samme sprog”, har jeg taget mit udgangspunkt i min egen generation, os der var fredsbørn i krigens skygge. Vi kendte ord som Richsbilleder, Lillebrorlodder og Koreakrig, men ikke ordene krisehjælp og klimakrise.

At mange af os kom helskindet gennem barndommen og ungdommen i halvtredserne og tresserne, skyldes ikke mindst de mange frivillige voksne, der holdt af børn og gavmildt delte deres fritid med os. Ungdomsledere med eller uden uniform. Skolelærere med syn for den alt for stille i dørrækken. Alle dem, der brugte deres fjorten dages sommerferier og tog på lejre og kolonier og arrangerede spændende natløb og olympiader.

Eller deltog som tanter med speciale i havregrød og om søndagen i flæskesteg og gul budding. Rækken af frivillige var heldigvis uendelig lang. Ydede de krisehjælp? Ja, udvidet! De var også engle uden grænser, for de var Guds sendebud, hvad enten de selv troede på Gud eller ej, for Vorherre brugte dem. Derfor titlen ”Engle har mange ansigter”. Om de så lignede de himmelske sendebud, eller de havde mere kendte ansigter og navne, så var og er de Guds sendebud!

Gud og hverdagen

Hvori adskiller mine romaner sig så fra mange andre? Det gør de ved, at jeg kender og holder af de kirkelige miljøer. At jeg forsøger at skrive om, hvad troen kan betyde for mennesker. Jeg har som KFUM-dreng oplevet mennesker, der brugte mere end deres sparsomme fritid på os. Måske kan professor Kirsten Nielsens beskrivelse af min roman ”Du ved det nok mit hjerte” sige det klart:

”Niels Johansens roman ”Du ved det nok, mit hjerte” er formet som et fødselsdagsinterview, hvor den 85-årige Johannes Madsen fortæller om sit liv, præget som det har været af KFUM og besættelsestiden. Titlen er hentet fra Kaj Munks salme, med ordene om, ”at Gud er stor, men stor er og hans fjende, så tit du det erfor”.

Guds storhed har Johannes mødt gennem Guds kærlighed, sådan som han har oplevet den ikke mindst hos sin elskede hustru, Smilla, en kærlighed, der rækker langt ud over døden. Men også ”fjendens” storhed er en del af hans liv. Han fortæller om hustruens alt for tidlige død, om at svigte sin bedste ven, Vincent, og om tabet af forbindelsen til en af de KFUM-drenge, Dennis, som han tog sig af i en lang periode, og for hvem han blev ”Far Johannes”.

Det er en roman om svigt og dom, men også om tilgivelse og forløsning, om angst og fejhed, om tab og sorg, men først og sidst om, ”at større er dog Gud”, for størst af alt er kærligheden. Som en anden Johannes Døber peger Johannes Madsen bort fra sig selv, men højere op og videre ud. Det er en roman om KFUM’s betydning, om kristendom i hverdagen, hvor salmevers og bibelske fortællinger melder sig helt naturligt og forløsende.

Det bliver gennem bogen mere og mere tydeligt, at livets store gaver netop er de opgaver, vi tager op. Endnu engang overbeviser Niels Johansen om, at engle kan vi møde overalt.”

”Som stenene synger i vinden”

Er titlen på min sidste bog, der udkom sidste efterår på forlaget ProRex. I prologen skriver jeg: Biblen er alt for levende en bog til ikke at blive åbnet. Vi skal tage personerne i hånden ligesom de smukke sten i vandkanten og lade Guds sol og Helligånden åbne dem for os. Lyder det nemt? Det er det ikke, men det er spændende, så jeg har taget opgaven på mig og forsøgt med fantasi, poesi og teologisk knofedt at fremkalde bibelske portrætter.

Til hver enkelt person har jeg skrevet et brev med nogle af de spørgsmål, som jeg er vendt tilbage til selv. Nogle har jeg fået svar på. Andre spørgsmål – som de lidelsestunge – får vi måske først svar på i himlen.

Hvert brev fik en ny salme

Om bogen skrev sognepræst Jens Ole Christensen: Velkommen til en intens rejse sammen med Niels Johansen gennem vigtige tekster i Bibelen. Bogen ånder af indsigt i menneskesindet og evangeliet og lukker op for både stille eftertanke og dybe samtaler. – Her er meget både til hoved og hjerte.

Præst og forfatter eller omvendt

På en af mine rejser til Israel, sad jeg med min gamle far på Oliebjerget.
Og det var dengang vi sad på Oliebjerget
Og vi vidste at når vi sad netop dér
var det fordi vi lyttede som børn
og fortællingen blev vores
og er med os
altid

Siden har jeg ikke kunnet lade være med at fortælle videre.