Tre nye minibøger i serien om Trine og Tobias
Bibelselskabet har lavet en serie med små bøger om tvillingerne Tobias og Trine og deres tilgang til forskellige kristne emner. De er ligesom de små pixi-bøger både nemme og letlæselige.
Nu er der tre titler på banen: ”Tobias og Trine fylder år og fejrer pinse”. Tobias og Trine har fødselsdag og det sker samme dag som pinsedag. Så de to børn holder fødselsdag, hvorefter de skal til gudstjeneste i det fri, hvor de lærer om Helligånden. ”Tobias og Trine er til høstgudstjeneste” fortæller på en rigtig fin og jordnær måde om, at der er mennesker, som ikke har mad, og som ikke bare kan gå i supermarkedet og handle.
De lærer om, hvor vigtigt det er at sætte pris på maden og naturen på en sjov og god måde. ”Tobias og Trine synger julesalmer” er perfekt til juletiden, da den dykker ned i nogle af de mest kendte og elskede julesalmer, som børn har nemt ved at synge med på. Tobias og Trine får en god snak med voksne om, hvad sangene betyder.
Historierne er enkle med små søde tegninger, som gør, at selv de mindste kan være med. Bøgerne er velegnede til højtlæsning for børn i alderen 2-7 år og som gave til børn, som kommer i kirke. Bøgerne er skrevet af journalist og forfatter Malene Fenger-Grøndahl, der har beskæftiget sig med tros- og kirkestof gennem mange år. Den garvede børnebogsillustrator Jesper Tom-Petersen står bag tegningerne.
Bøgerne kan købes hos Bibelselskabet og koster 25,- kr. stykket.