Årskortet

Af Kirsten Krog, Cand.mag. Deltidsjournalist i København for Udfordringen

Selvom jeg bor i København, er det alt for sjældent, jeg får benyttet mig af byens rige muligheder for kulturoplevelser. Jeg tror, jeg på tre år har været på færre museer, end jeg ville have været, hvis jeg var på en tre-dags tur til København fra Jylland. Men det er også blevet frygteligt dyrt at gå på museer. Tidligere var der en gratis ugedag på de store museer som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Nu gælder det kun for dem under 18 år, og dem tilhører jeg langt fra.

Nu har jeg imidlertid fået taget mig sammen til at købe et årskort til Statens Museum for Kunst. Og tænk, jeg skal kun besøge det to-en-halv gang på et år for at have indtjent det. Noget af et scoop i disse inflationstider. Pengene er allerede tjent ind, og fremover er besøgene ”gratis”. Jeg har planer om at tage derind to gange om måneden, ja måske mere.

Jeg tænker, at jeg med dette kort vil komme til at bruge museet på en hel anden måde, end hvis jeg købte enkeltbilletter. Normalt vil jeg have mest muligt for pengene, og med en enkeltbillet ville jeg forsøge at nå at se mest muligt af museet på én dag. Men med årskortet er det min plan at tage ét rum eller én kunstner ad gangen, læse om kunstnerne og værkerne på forhånd, og så ellers fordybe mig i det enkelte værk. På den måde bliver der til rigtig mange givende ture, og jeg forventer at ende som lidt af en kunstkender.

Ja, der er ikke meget, man kan få gratis i disse tider, så man må benytte de rabatmuligheder, der er, for at få enderne til at nå sammen, og mon man ikke netop med et årskort vil komme mere på museum, end hvis det var gratis. Det føles jo, som om man tjener lidt for hvert besøg.

Ét sted er der imidlertid ikke dyre entrébilletter eller mulighed for billige årskort: I Guds hus og Guds rige. Her er alt gratis, som nåden er det. Måske derfor fristes vi også sommetider til at springe en søndagsgudstjeneste eller en bønnestund over, for det er jo også gratis næste søndag eller i morgen, og vi står ikke med et årskort, der udløber og skal udnyttes til fulde, inden det sker.

Og så dog. Vi har et livskort, der har en udløbsdato. Så er der noget, du mangler at få gjort op i dit forhold til Gud, så gør det i dag. For til forskel fra museernes årskort, kender du ikke udløbsdatoen på dit livskort. Og måske det var en god idé at brug dit livskort, som du ville bruge et årskort. Skøjt ikke hen over overfladen for at nå mest muligt. Fordyb dig. Tag ét skridt ad gangen. Dyk ned i Guds ord, inden du går ud i livet.